Cand.merc SoMe Management – hvor er du?

Af Sofie Henriksen

Da disruption blev kåret til årets buzzword number one I 2016, kunne selv de mest skeptiske ikke længere benægte digitaliseringens aggressive indmarch. Men som med så meget andet, der vokser eksponentielt, er det blevet næsten umuligt for de tunge drenge at følge med, og i dette tilfælde er landets universiteter en sværvægter.

Data eats creativity for breakfast
Der var engang, hvor virksomhedens kommunikation- og marketingsafdeling bestod af de lidt langhårede typer iklædt skovmandsskjorte med lidt for meget fart på, der løb rundt og fandt på kække slogans og fede bannere (the magic of irony).

Men i den digitale tidsalder, hvor alt kan måles, er der kommet et ensidigt fokus på data, analyse og konverteringer, hvor enhver kreativ krone brugt skal booste bundlinjen næsten med det samme, hvis julelysene skal tændes i ledelsens øjne.

Udviklingen stiller nye krav til kommunikationsfaget, og det er ikke længere nok kun at være et kreativt geni, du skal også være analytisk og have en bred forståelse for tal. De selv samme tal mange af os måske flygtede fra, da vi valgte uddannelse i første omgang. Men når vi så når til den erkendelse, at det dér Google Analytics måske er meget fedt alligevel, så opstår det næste problem.

Mens vi venter
I takt med at digitaliseringen buldrer derudaf som et lyntog uden stop mellem Århus og København, vokser hullet mellem uddannelserne og erhvervslivet sig større og større. Virksomhederne kræver ofte udvidet kendskab til specifikke programmer og termer, der ikke er at finde på pensumlisten hos Academic Books. Så indtil sværvægteren bliver lidt hurtigere på fødderne og får købt en pladsbillet til det datadrevne hurtigtog, er det op til os studerende at søge viden uden for foredragssalen.

Et godt sted at starte er jobannoncer. Om end du tænder på en titel som kommunikationsspecialist, digital marketing- eller SoMe manager, vil du med garanti støde på et virvar af smarte forkortelser, systemer og online redskaber, som kun den hårde kerne i Silicon Valley kendte til for blot 5 år siden. Men frygt ikke, der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Med online universets entré på den sociale sendeflade, er der også kommet et hav af muligheder for at blive klogere ved et klik. Der er snart ikke det, du ikke kan finde en tutorial i på YouTube, og med content marketing bølgen on the rise, er flere og flere eksperter begyndt at dele ud af deres viden gennem diverse blogs og e-guides.

Kribler det i hænderne for at komme i gang, skal du med det samme gå ind at abonnere på podcasten Help Marketing. Manden bag konceptet, Eric Ziengs, har hver uge en ny ekspert i studiet, der deler ud af sin viden om alt fra PR til SEO og sociale medier. Hvert afsnit er ca. 50 min. langt og giver et godt overview samt hands-on knowledge inden for det specifikke fagområde. Vil du gå all in på e-learning er Lynda.com the place to be. Som en del af LinkedIn giver Lynda dig adgang til over 5.000 forskellige kurser undervist af certificerede eksperter for blot $20 om måneden.

Skal du have Facebook på CV’et?
For at det hele ikke skal gå op i name link dropping, har UNGKOM allieret sig med Facebook eksperten, Martin Molt Ipsen, der ved hvad der skal til, for at du som upcoming SoMe Manager får det ikoniske hvide f til at lægge sig lunt i svinget, når det kommer til bundlinjens top performers.

Martin driver til dagligt Facebook bureauet, Adverr, der har specialiseret sig i at skabe værdi for virksomheder på Facebook med en fokuseret datadrevet og analytisk tilgang til verdens største sociale medie.

Martins 4 vigtigste råd til dig, der gerne vil arbejde professionelt med Facebook:

Råd 1 – Test, test, test og test
Alle virksomheder er meget forskellige, og selvom de beskæftiger sig med præcist det samme, så er det formentlig ikke samme værdisæt, der gør sig gældende. Ingen virksomheder er ens.

Det samme gælder virksomheder på Facebook. Det der virker for den ene, virker måske ikke for den anden, selvom produktet er præcist det samme. Hvorfor spørger man så? Svaret er helt simpelt, fordi Facebooks resultater ikke bliver bedømt ud fra det materiale, du laver, men derimod hvordan dine følgere reagerer på det.

Derfor er det også vigtigt, at man går til Facebook opgaven med et åbent sind. Man skal selvfølgelig have en strategi om, hvad og hvordan der skal kommunikeres, men derefter skal man lade de kreative kræfter flyde for at skabe sig en stor idébank over, hvordan indholdet kan formidles.

Det er vigtigt, at man aldrig siger nej til en idé på forhånd, for før det har været ude at vende hos følgerne, så er der reelt ingen, der ved om det er en god eller dårlig idé. Facebook leverer en masse data tilbage på hvert opslag, hvor man kan aflæse en effekt fra brugerne, og derved afgøre kvaliteten af idéerne.

Råd 2 – Hav altid en struktur og en plan
For at få de bedste resultater af ens tests, er det vigtigt at have en klar struktur og en plan. Derved sikrer man, at alle i ens team ved, hvad der foregår, så der ikke pludselig kommer uplanlagte opslag ind i mellem ens tests, da det kan være meget forstyrrende i forhold til Facebooks algoritme.

Sæt tid af en gang om ugen eller måneden, til at gennemgå en opslagsplan for den kommende tid. På den måde ved alle, hvad der sker samtidig med, at man hver især kan klargøre de forskellige elementer med f.eks. en grafiker. På den måde øger du kvaliteten af indholdet, da man kan planlægge en uge i forvejen og samtidig kan have fokus på, hvilket format man tester af denne gang.

Råd 3 – Skab relationer og værdi for dine følgere
Dine opslag bliver ikke automatisk set af alle dine følgere. Det er Facebooks algoritme med til at afgøre. Laver du et godt opslag, så kan du nå meget længere ud end de følgere, du har, og lige modsat hvis du laver et dårligt opslag.

Det bedste råd til at lave et godt opslag er, at have fokus på at skabe værdi og kontakt til ens følgere. Relationer skabes ved at give ens følgere noget viden, som de ellers ikke ville have fået.

Der skal samtidig tænkes over, hvor indholdet skal ses. På Facebook skal opslaget snige sig ind mellem mormors deling af noget bait, samt ekskærestens billeder af sin nye flirt. Laver man derfor et opslag, der ligner en reklame for meget, så opstår der hurtigt det vi kalder ”banner blindness” hos danskerne, og de er væk før de overhovedet har set opslaget. Et godt tip til at undgå bannerfælden er at få personer ind i opslagene, der er med til at understøtte relationen. Platformen hedder jo ikke Facebook for sjov.

Råd 4 – Vær klar over din målsætning
Lige meget hvad du laver på Facebook, om det er et opslag eller en annoncer, så skal du altid være klar over din målsætning.

Facebook tilbyder en masse sporingsmuligheder og forskellig data. Du kan måle næsten alting, og derfor skal du også kende dine sociale KPI’er, så du kan fokusere din analyse. Er målsætningen at få nye følgere eller at ramme de nuværende? Vil du have folk til at læse det på Facebook eller skal de videre til hjemmesiden? Disse overvejelser bør du gøre dig, inden du graver ned i data, så du ved, om du skal måle på rækkevidde, visninger, likes eller klik til hjemmeside for hvert enkelt opslag.

Er du blevet sulten efter mere Facebook nørderi? Eller måske du er faldet for en anden af online marketings mange guldgrupper. Mit sidste råd lyder – find ud af hvad du vil, finde ud af hvad det kræver and start browsing sooner than later.

Om skribenten: 
Udklip
Navn: Sofie Henriksen
Beskæftigelse: Til sommer bliver jeg færdig som kandidat i business communication & intercultural marketing fra Copenhagen Business School. Mine kreative tanker bliver til daglig plejet hos kommunikationsbureauet Oktober KBH, hvor jeg arbejder som konsulent.

LinkedIn.