En universel case: NASA er en stjerne på sociale medier

Af: Jonas Poulsen

Organisationer kæmper i stigende grad for at blive mere jordnære og skabe tættere relationer til deres målgrupper. Hvis du skal lade dig inspirere af nogen, så får du her et par indsigter fra NASAs effektive tilgang.

NASA har en kæmpe opgave og udfordring i deres kommunikation. Deres målgruppe er nemlig intet mindre end hele menneskeracen. Det er lidt af en raket at skulle løfte. For at sætte det i perspektiv, opererer NASA med mere end 500 profiler på sociale medier.

Til gengæld kan NASA, om nogen, bryste sig af at have spændende viden og indhold at formidle. Indhold, der går på tværs af målgrupper og platforme. Som følgere bliver vi taget med på rejsen og udforskningen af spørgsmålet: ”Hvorfor er vi til?” Og hvem har ikke funderet over dét? Med sociale medier har NASA fået en direkte stemme til hele kloden. Og den personlige stemme er noget NASA lykkes særligt godt med.

Rumfartøjerne taler til os

Når organisationen kommunikerer om rumfartøjernes ekspeditioner ud i rummet, bliver vi virkelig taget med på en rejse. Mange af rumfartøjernes profiler taler nemlig til os i første person.

Som rumfartøjet,Curiosity, så fint viser her, bliver kommunikationen trukket ned i øjenhøjde. Når NASA vælger at kommunikere i første person, er det med til at menneskeliggøre rumfartøjerne. Som følgere får vi lettere ved at relatere til den kommunikation, som NASA forsøger at formidle, og det er ofte ret underholdende.

Den tilgang anvendes ikke for twitter-kontoen til de to rumfartøjer på mars: Spirit’ og ’Opportunity

– og der ses en tydelig forskel i antallet af følgere. Kontoen for de to fartøjer på mars har i skrivende stund 362.000 følgere, hvorimod følgertallet for Curiosity er oppe på 2,13 millioner følgere. Det vidner om, at den personlige kommunikation kan være et effektivt middel. Hvis du sidder i en virksomhed eller organisation, hvor I har et decideret kerneprodukt eller et produkt, der er kendetegnet for jeres virksomhed, bør I overveje hvilken stemme, det skal have. Skal I skrive om det, eller skal det tale for jer?

Astronauter er social media Rockstars

En udfordring for mange virksomheder er, at det ikke kun er kommunikationsafdelingen, der skal skrive, tweete og poste. Vi vil så gerne have ambassadører med fra resten af virksomheden. Det er ofte lettere sagt end gjort. Her er NASA igen et bevis på, at trods udfordringer, er det ikke en umulig opgave.

Når NASAs astronauter bruger sociale medier, får vi et førstehåndsbillede direkte fra rumstationen.

NASA har, ifølge deres hjemmeside, pt. 35 astronauter, som er aktive på sociale medier, fortrinsvis Twitter. Og stort set alle astronauterne, der besøger rumstationen ISS, deler deres oplevelse. Scott Kelly, som en af de mest aktive, har pt 1.852.815 følgere sammenlagt på tværs af kanalerne. Og det er bare én af astronauterne.

Det virkelig velfungerende er, at vi som følgere kommer med helt op i rumstationen og får del i et liv og perspektiv, som kun er ganske få forundt i dette liv. De er de eneste fra Jorden, der ser rummet med egne øjne, og deres billeder får vi serveret direkte på de sociale medier. Astronauterne bliver på den måde NASAs største ambassadører. Det er velfungerende, fordi kommunikationen er fra mennesker og taler til os i første person.

NASAsocial i fremtiden

NASA har formået at bryde bureaukratiet og lykkes med at være forholdsvis transparent i sin kommunikation på sociale medier. Den personlige kommunikation fra astronauter og rumfartøjerne er bestemt værd at tage med sig, hvis man står med ansvaret for sociale medier.

Men hvad kommer vi til at se fra NASA og sociale medier fremadrettet? Ja, den her skribent er ikke i tvivl om, hvad han ønsker at se: Astronauter, der live Periscoper fra rumstationen.

 

Om skribenten

Navn: Jonas Poulsen

Beskæftigelse: Jonas har en kandidat i erhvervsøkonomi og kommunikation (Cand.Merc.Kom) fra CBS og har skrevet speciale om politiets tilgang til sociale medier. Han arbejder som social media coordinator hos ManpowerGroup og frivillig social media manager hos Hjernerystelsesforeningen.