Er virtual reality den nye reality?

Af: Mie Falkenstrøm

Hvad har et par fancy briller at gøre i kommunikationsverden, og hvad kan de gøre for forbrugeren? Virtual reality-brillen ser nemlig ikke ud af meget udefra. Derfor har vi bragt Per A. Knudsen, Media Strategy Lead hos DigitasLBi Denmark, til roret, så han her kan servere dig guldkorn omkring virtual reality og gøre dig klogere på relationen mellem en trending teknologi og kommunikation:

Den populære digitale dreng

Kommunikation handler om formidling, og vi har set mange eksempler på kanaler, der er opstået de seneste år, og som forsøger at være den nye kommunikationskanal to rule them all. Virtual reality (VR) som teknologi ligger meget godt i tråd med dette. VR er intet nyt, men i de seneste år har mange forskellige brancher fået øjnene op for teknologien: Alt fra rejse-, bil- og ejendomsmæglerbranchen er begyndt at skabe VR-oplevelser. Hvorfor? For at kunne tilbyde en service, som deres konkurrenter ikke kan: En personlig oplevelse med brandet.

Nye grænser for det digitale og fysiske

I dag har vi flere måder at udtrykke os på digitalt. Jeg kan eksempelvis tage et foto, der beskriver et øjeblik fra ét perspektiv, eller jeg kan lave en video som samtidig inkluderer et tidsaspekt, men begge dele er uden involvering fra modtageren. Derfor er et logisk næste skridt i denne udvikling at være i stand til at fange dybden, som en brugerbestemt 360 graders indlevelse kan skabe. Hvis folk skal være en del af fortællingen, skal de være medbestemmende og kunne udforske indhold mere end bare at få tingene fortalt. En stor del af snakken om VR handler om, hvor meget man afskærer sig fra den fysiske verden, når man tager headsettet på – men der er også et mere menneskeligt aspekt til teknologien. I fremtiden vil du kunne deltage i dit vens bryllup igennem et VR headset, selvom du ikke er i landet, og derved bliver fysisk distance mindre væsentlig end nogensinde før.

Når en bil bliver udsolgt – uden at være produceret

Der er mange gode eksempler på VR for tiden. Selvfølgelig er der masser af gaming-eksempler og storytelling, og man kan selv prøve New York Times VR app, der viser, hvordan moderne journalistik kan se ud (kræver dog et Google cardboard). Hos DigitasLBi har vi et VR-team ledet af vores Creative Technologist, Peder Sandqvist i Gøteborg. De har blandt andet været med til at lancere en ny Volvo bilmodel, der endnu ikke var i butikkerne. Ved hjælp af VR blev bilen opbygget omkring dig, så du kunne få en virtuel prøvekørsel, der viste hvordan den var sammensat fra inderst til yderst. Det skabte tryghed omkring købet af en ikke eksisterende bil. Da bilen blev lanceret blev de 1.927 nummererede kampagneeksemplarer udsolgt på blot 47 timer udelukkende online, og uden man kunne prøve den i “virkeligheden”.

VR som fremtidens formidling

Med Facebook og YouTube 360 kommer vi til at se en demokratisering af tilgængeligt indhold, hvor alle kan producere til VR, hvilket gør fremtiden meget spændende. Det, der også er interessant er, at Facebook har købt det førende VR firma Oculus. Verdens største sociale medie planlægger altså at blive endnu mere virtuel og måske at få brugerne til at være mindre til stede i den fysiske virkelighed. Det ligger dermed i kortene, at der kan komme en Facebook 2.0, hvor vi oplever newsfeedet i Facebooks egen VR verden. Måske kan nogen huske Second Life, en online verden der mindede om dette scenarie for en del år tilbage, og interessant nok så er Facebooks VP of Engineering tidligere co-founder af netop Second Life.

Er du stadig i tvivl om, hvordan virtual reality fungerer? Så tjek det her.

 

Om skribenten

Navn: Mie Falkenstrøm

Beskæftigelse: Advisor & Project Manager hos bureauet Untold. Mie er cand.mag.kom. fra AAU-CPH, og har været en del af sociale medier udvalget i UNGKOM siden 2014.