Få mere ud af Google Analytics

Google Analytics

Af: Anders Gyrup Larsen

Google Analytics er uoverskueligt, fyldt med tal og kan være enhver humanists mareridt. Men via nogle små fif kan du skabe værdifuld data og insights, der kan optimere din performance på sociale medier, samt bevise værdien af din indsats. Markus Kelle, der er Digital Analytics Specialist hos IIH Nordic, hjælper dig til at blive klogere på værktøjet.

Inden du begynder at anvende Google Analytics, er det vigtigt at have for øje, hvilke ting du vil undersøge. Markus Kelle nævner flere gange, at det er en vigtig faktor, da du ellers nemt kan drukne i tal.

“De fleste kigger kun på performance data, såsom antal besøgende eller salg denne uge. Selvom sådanne tal siger noget om, hvordan sitet performer, så er det svært at understøtte en egentlig beslutnings/optimerings process ud fra sådanne tal. Dette skyldes, at de ofte ikke forklarer, hvorfor man opnåede det resultat, man nu engang gjorde”, udtaler Kelle.
Derfor skal du være klar over, hvad du skal anvende Google Analytics til, og hvilke beslutnigsprocesser du gerne vil understøtte. Derefter kan du tilrettelægge din tracking efter disse informationsbehov. Herunder kommer der nogle eksempler på, hvordan du kan få mere ud af Google Analytics.

Track din sociale trafik
Bliv klogere på hvilke af dine sociale medie opslag, der performer bedst ved at tilføje dem en UTM værdi. Dette kan du nemt gøre på denne hjemmeside http://gaconfig.com/google-analytics-url-builder/. Hvis du fx har lavet et Facebook opslag om 1. maj, så kan du ved at tilføje medium=Social, source=Facebook, campaign=1.maj, få en unik URL. Når dine brugere klikker på dette link, kommer det frem ude i venstre side i Google Analytics, under fanen ‘anskaffelse’ og undermenuen ‘alle kampagner’. På denne måde kan du sammenligne, hvor meget trafik den enkelte post på de sociale medier har givet. Metoden kan selvfølgelig også anvendes i bannerannoncer og andre steder, hvor der linkes til din hjemmeside.

Custom tagging
Ved at anvende UTM tagging får du et indblik i hvilke kilder, der driver trafik til din hjemmeside, og endnu vigtigere hvordan disse kilder konverterer til salg eller signup’s på dit site. Du kan dog opnå endnu mere anvendelig data ved at bruge custom tagging. Hvis dit mål er at opnå sign-ups til nyhedsbrevet, kan det opsættes til at være et mål. Det kræver dog i nogle tilfælde kodning i Javascript, hvilket gør, at Kelle anbefaler, at du får firmaets it-mand til at hjælpe med denne proces. Når målet er opsat, kan du se hvilke kilder, der giver flest sign-ups. På den måde bliver det muligt at beregne ROI (return-of-investment) på hvert enkelt opslag på de sociale medier. Custom tagging kan også bruges til at få indsigt i, hvor længe brugerne ser en specifik video, hvordan de benytter en content slider, og meget mere. Det er blot nogle få af måderne, du kan anvende custom tagging på. Du kan blive meget klogere på dette ved at gå ind på Google Tag Manager, eller som så meget andet, ved at google dig frem til det.

Optimering af hjemmesiden
Google Analytics kan ikke kun bruges til at finde ud af, hvilken trafikkilde der er den mest effektive for din hjemmeside, det kan også bruges til optimere din hjemmeside. Det er fx ret anvendeligt, hvis du har en hypotese om, hvordan du kan optimere din hjemmeside. Ved at opstille en a/b test, kan du få bekræftet om din hypotese holder, ved at se om den nye version af en specifik side performer bedre end den nuværende.

Kelle giver et eksempel på en case, hvor han har analyseret sig frem til, hvordan en kundes hjemmeside blev vist forkert i en bestemt browser og styresystem.

“Ved ikke kun at kigge på bounce rate (hvor mange der kun ser den første side de besøger), men at sætte det ind i matrix, fandt jeg ud af, at en browser havde en meget større bounce rate end de andre browsere” udtaler Kelle, som ved at anvende data på den måde, går fra kun at have performance data, til at kunne se, hvor han skulle lede efter fejl. Kelle og hans team fandt fejlen og udbedrede den, hvilket gjorde, at siden opnåede en lavere bounce rate.

Bliv klogere på Analytics
Hvis du har udfordringer med Google Analytics eller ønsker at udforske det mere, så kan det anbefales at google det. Ellers hold øje med UngKoms sociale medier, da der snart kommer et peer-to-peer arrangement, hvor du kan komme med dine spørgsmål, og blive klogere på, hvad Google Analytics kan.

Om skribenten

 Anders Gyrup Larsen

Twitter: @AndersGyrup

LinkeIn

 

Kommenter

Kommenter