Hvorfor skal vi lære om det, som var?

Jeg er ikke bleg for at erkende, at jeg aldrig har været ret begejstret for fag som historie og oldtidskundskab, og jeg har altid været skeptisk over for læren om fortiden. For hvorfor skal vi undervises i noget, der skete for +/- 2000 år siden? Hvor stor en brøkdel af det skete overhovedet, og hvilken relevans har det i dag? Hvordan kan vi være sikre på, at historien er til at stole på og ikke bare er mundtlige overleveringer, der har transformeret sig ligesom i “hviskeleg”? I ved, dén leg, hvor den originale sætning, når den har vandret fra øre til øre, får en helt anden udtryksform end oprindeligt tiltænkt. Nok har fagelementer fra både historie og oldtidskundskab været spændende lærdom, men jeg sidder altid tilbage med samme presserende spørgsmål: “Hvad i alverden skal jeg bruge det til, når jeg forlader skolebænken?” Men pludselig, i forbindelse med et kursus på min kandidatuddannelse i Retorik, fik jeg en åbenbaring. Og med ét syntes alting klarere. Selvfølgelig skal vi lære om historien og om det, som var! For det, som var, er. 

Historien lever videre som et fortidens spøgelse

Vi skal ikke mere end et halvt år tilbage i tiden, før det gik op for mig, hvad vi skulle bruge historien til. På min kandidatuddannelse deltog jeg i kurset ‘Retorisk Tradition’, og det var med skælvende ben og en rynket pande, at jeg gennemgik den foreliggende semesterplan. Vi skulle undervises i retorikkens historie fra år 500 f.Kr. Altså en historie, som var mere end 2500 år gammel. Historiske tænkere og filosoffer som Platon, Aristoteles, Isokrates og Cicero var på pensum – og, lad os bare være ærlige, jeg var ikke ligefrem hujende begejstret. Men i dag er jeg både glad og lettet over, at jeg kan sige, og mene (!), at jeg er taknemmelig for at have stiftet bekendtskab med nogle af tidens mest betydningsfulde tænkere. For hvilke kloge hoveder, og hvilken evne til at forudse fremtiden – og leve videre i den. 

Umiddelbart efter kurset kontaktede jeg min underviser Hanne Roer, Lektor i Retorik ved Københavns Universitet, for at bede om hendes uddybende begrundelse for, hvorfor det var væsentligt for retorikstuderende at lære om den ældgamle historie. Til dét svarede hun:

“Det er fascinerende, at Aristoteles omkring år 350 f.Kr. så præcist kunne sætte begreber på, hvordan en taler kan appellere til publikum med følelser, fornuft og troværdighed – og at han viste, hvordan retorikken er nødvendig for demokratiet.”

Jeg tør vædde med, at vi alle før eller siden har stiftet bekendtskab med tredelingen Patos, Etos og Logos, som Aristoteles i tidernes morgen satte begreb på. Tænk engang. Tre begreber, der havde sin oprindelse for omkring 2500 år siden, og som vi stadig flittigt anvender i undervisningssammenhænge i dag. Hanne svarer endvidere: 

“At kvinder, slaver og fremmede slet ikke blev regnet med giver anledning til at tænke over, hvem der i dag har adgang til det demokratiske fællesskab. Retorikkens historie er historien om, hvem der har ret til at tale – og hvordan flere grupper har tilkæmpet sig en taleposition.”

Hanne pointerer altså, at vi med et historisk tilbageblik kan reflektere over, hvordan samfundet, herunder magtforhold og kønsroller, har udviklet sig gennem tiden. Og ikke nok med det: Ved at afspejle nutiden i fortiden får vi en unik mulighed for at øjne, at det rent faktisk betaler sig at kæmpe for en sag, som man brænder for. At vi har brug for ildsjæle. At alt det, som vores forfædre har kæmpet for, har skabt netop dét samfund, dét demokrati, som vi lever i og under. Vi er et resultat af fortiden, og det skal vi huske. 

Med inspiration fra Hanne Roer og jeg selv har jeg nedenfor oplistet fire argumenter for, hvorfor vi skal bruge og tage ved lære af fortiden. Jeg håber, at mine argumenter kan inspirere dig til at tage imod fortiden med åbne arme, så du kan leve i nutiden og imødegå fremtiden med klarhed og forståelse. 

1: Vi skal undersøge fortiden, før vi kan forstå nutiden

Jeg er ofte blevet konfronteret med argumentet “Du skal forstå, hvor du kommer fra” – men hvad skal jeg bruge det til i praksis? Hvordan kan det hjælpe mig i min videre færden på arbejdsmarkedet, og hvordan vil det styrke mine kompetencer nu og i fremtiden? Hvorfor kan jeg ikke bare leve i nuet og se fremad? Så mange spørgsmål. Men heldigvis også et svar, der passer til.

Ser du, ser vi os ikke tilbage, kan vi hverken forstå eller sætte os ind i, hvordan ting er blevet og er i dag. At undersøge og analysere hvordan tiden har udviklet sig er en uundværlig del af at forstå, hvem vi er, hvordan vores samfund er indrettet – og hvorfor. Jeg har altid bildt mig selv ind, at fortiden er fjern og tilbagelagt, men er den nu også det? Mit endegyldige svar på dette retoriske spørgsmål er nej. For fortiden er ikke bare noget, der var, den lever og ånder i os, og den kan aldrig ikke-eksistere. Historien er og bliver udødelig, og den kan ikke slettes. Derfor er det vigtigt, at vi tager stilling til den. Du kan ikke smide den ud eller give den til Røde Kors, som du kan med dine brugte klæder. Fortiden er ligesom arret på din underarm, som du fik dengang, du brændte dig på din ovn. Du glemmer det aldrig – for arret er en del af dig og din historie.

2: Vi skal lære af fortiden for at designe fremtiden

I alle livets aspekter lærer vi af vores fejl. Det er et faktum. Og vi begår hele tiden fejl, for vi er ikke perfekte. Men for at undgå at lade de samme fejl gentage sig kigger vi tilbage og bruger fortiden som målestok for, hvordan vi skal bære os ad næste gang. Jeg ved eksempelvis af erfaring, at jeg ikke skal placere min kaffekop på yderkanten af bordet, for så VIL den vælte. Jeg ved også, at jeg skal gå udenom tequilaen på barkortet og snapsen på påskebordet. Og jeg ved, at jeg skal tripletjekke, om jeg har husket mit pas, før jeg drager i lufthavnen. Vi lærer af vores fejl og erfaringer. Det er sådan, vi regner tingene ud. Sådan, vi organiserer vores videre færden – og designer fremtiden. For vi bliver hele tiden klogere (og heldigvis for dét). Det er vores fejltagelser, der udvikler os som mennesker, og som er medskabere af vores identiteter – både individuelt, kulturelt og nationalt. Og den, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den. 

Vi kan ganske enkelt ikke bare sige og gøre, hvad der passer os, for gør vi det, kan vi næsten være sikre på, at der er nogle, som vi vil træde over tæerne. Claus Elmings udtalelse på Twitter for en lille uge siden er et fremragende eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis vi ikke tænker os om. I forbindelse med kvindernes kampdag skrev han på sin Twitter “En kvinde mere end 10 meter fra sit køkken er på flugt…”, hvilket, for mig og mange andre at se, var helt ude af proportioner og med sexistiske undertoner. En manglende situationsfornemmelse samt mangel på historisk forståelse og stillingtagen. Dét er vist ikke for meget sagt.

Jeg er desuden overbevist om, at graver vi dybt nok, vil vi altid kunne lære noget nyt. Der er altid information at hente bare ét eller to spadestik længere nede. Når du skal vande din Orkidé, er det jo heller ikke bladene, der skal vandes. Det er rødderne, der gror under jorden, som vi vander for at få nye skud til at spire – ligesom vi graver i fortiden for at blive mere vise om fremtiden.

3: Historien er vigtig i mødet med fremmede kulturer

Med den globale og mangfoldige verden, som vi lever i, hvor vi dagligt kommunikerer og eksponeres med nyheder fra ind- og udland, er det nødvendigt at sætte sig ind i, hvem man taler til og med. Lige så forskellige, som vi ser ud, lige så forskellige er vores baggrundshistorier. Derfor er det vigtigt, at vi bruger historien til at navigere bevidst og meningsfuldt i den moderne verden, som vi unægteligt er centrum i. Og for at kunne forholde os til andre verdensbilleder end vores eget, er vi nødsaget til at have kendskab til den historie, som har skabt dem, der for os er fremmede. Vi tror alle på noget forskelligt, og vores kultur har støbt vores identiteter på forskellig vis. Derfor er det væsentligt, at vi har forståelse og respekt for det “fremmede”, fordi misforståelser og respektløshed kan føre til katastrofale outcomes – ligesom vi så det med Muhammedtegningerne. 

4: Nutiden er ikke interessant, hvis vi ikke spejler den i fortiden

Det hele kommer egentlig frem til ét afsluttende argument, som er meget, meget simpelt: Nutiden er ganske enkelt ikke interessant, hvis den ikke spejler sig i fortiden. Hvorfor kæmper vi stadig for kvinders rettigheder? Fordi de engang ikke havde en taleposition, og fordi vi af erfaring ved, at vores stædighed flytter bjerge. Hvorfor hylder vi i Danmark demokratiet og retten til at have en stemme? Fordi vi engang, for tusinder af år siden, var stemmeløse og underlagt en kejser og senere en enevældig konge. Hvorfor var det en milepæl, da homoseksuelle blev tilladt ægteskab i en kirke? Fordi det i mange år har været en synd at begære og forelske sig i én af samme køn. 

Nutiden er hele tiden et resultat af fortiden og af den kamp, som vores slægtninge har kæmpet for os, og derfor er nutiden ganske enkelt ikke interessant, hvis ikke vi sammenligner den med det, som den kommer af. Vi sætter ofte pris på ting, fordi vi enten ikke havde dem førhen, fordi vi har prøvet at miste dem, eller fordi vi frygter det samme. Se. Vi handler, føler og mener hele tiden i relation til noget andet. Aristoteles påtalte netop dette omkring år 300 f.Kr. Og i dag, cirka 2321 år senere, påtaler jeg det samme. Han vidste besked, og denne besked har nu vandret gennem flere årtusinder. Vi relaterer ting, og vi gør det i relation til det, som var

Jeg vil afslutte min artikel med at slå én sidste ting fast. Læren om fortiden er ikke blot læren om historien. Det er læren om dig selv, og om hvordan du er blevet til netop dét menneske, som du er. Lærer du om det, som du kommer fra, lærer du samtidig om den, som du er – og i mange tilfælde også hvor priviligeret, at du er.

Kommenter

Kommenter