Lav din egen hjemmeside på 5 minutter

Står du akut og mangler en hjemmeside, hvor du kan blære dig med nogle fede artikler, du har skrevet, eller savner du bare et online visitkort/CV? Så er Google Sites løsningen. Om fem minutter kan du være live med din med din hjemmeside, men jeg anbefaler, at du først bruger tre minutter på at læse denne artikel.

Så let kommer du i gang!
Alt, hvad du behøver for at komme i gang, er en Google-konto. Når du er logget ind på den, går du ind på Google Drive præcis ligesom, hvis du skulle lave et Google Docs- eller Sheets-dokument. Når du klikker på knappen ’Ny’, vælger du Google Sites #NoShitSherlock.

Nu er du sådan set i gang. Til venstre ser du, hvordan din side ser ud, og til højre på skærmen er de elementer, du kan tilføje til din side. Dem vil jeg ikke gå i dybden med her, da du hurtigt selv kan klikke rundt og teste, hvilke muligheder Google giver dig.

Husk at ’offentliggør’
Selvom det lyder logisk, at man skal trykke ’Offentliggør’, er det stadig noget, man kan glemme, da Google Sites automatisk gemmer dine ændringer og gør dig opmærksom på det. Husk derfor, at intet er tilgængeligt for brugeren før, du trykker ’Offentliggør’. Det samme gør sig gældende hver gang, du laver en ændring.

Når du publicerer, er det også her, du vælger, hvilken URL din side skal have. Den bliver desværre lidt lang, men her kan du eventuelt gøre brug af bit.ly, eller hvis du er mere avanceret købe dit eget domæne og lave en redirect.

Øje-ikonet ved siden af ’Offentliggør’ giver dig mulighed for at se et preview af din hjemmeside, så du ved, hvad der møder brugeren, der besøger din side.

Lav flere sider
Du kan tilføje flere sider og administrere din menu-struktur på din hjemmeside. Det gør du ude i fanen til højre, ved at vælge ’Sider’ i toppen. Her kan du også lave dropdown-menuer, hvis du vælger at oprette en underside.

Hold øje med brugeren
Det er også muligt at koble Google Analytics til din side, så du kan holde øje med, hvor mange besøgende du har, hvor lang tid de er på siden og hvordan de er fundet hen på siden. Da det er to Google-produkter, er det selvfølgelig gjort rigtig nemt at implementere. Du skal blot tilføje dit Google Analytics Tracking-ID ved at klikke på ’Flere’ og derefter vælge ’Websiteanalyse’.

Hvis du vil vide mere om Google Analytics, kan du læse mere her, eller deltage i vores event om Google Analytics, der bliver afviklet i København i oktober.

Fordele og ulemper ved Google Sites
Den helt store fordel ved Google Sites er, at det er rigtig nemt at komme i gang, også selvom du ikke har arbejdet med hjemmesider før. Samtidig er det nemt at skabe et flot resultat – selv på mobilen.

Ulempen er, at mulighederne er begrænset. For eksempel egner Google Sites sig ikke godt som blog, da det kan være svært at administrere mange indlæg. Her vil et CMS som eksempelvis WordPress være bedre. Samtidig er det et lukket system, hvilket betyder at du ikke kan få et Facebook pixel ind, og dermed mister mulighed for at lave retargeting på Facebook.

Hvad skal det bruges til?
I min optik egner Google Sites sig godt til simple landingssider som eksempelvis online visitkort. I UNGKOM brugte vi Google Sites i forbindelse med et oplæg til studiestart på HA(kom). Her havde vi links til alle vores sociale medier sammen med artikler, vi tidligere har udgivet om studiesart.

Du kan se siden her: bit.ly/ungkom

Artiklen er skrevet af UNGKOM bestyrelsesmedlem, Anders Gyrup Larsen, Digital Campaign Manager hos Mindshare.