Sådan scorer du drømmejobbet i kommunikationsbranchen

Drømmejobbet i kommunikationsbranchen

De fleste mennesker har dét job, som de bare drømmer om, eller dén virksomhed, som de længes efter at arbejde for. Medmindre du lever under en særlig lykkestjerne, så vælter det specifikke jobtilbud ikke bare ned i din indbakke af sig selv. Jeg oplever , at mange alligevel sidder og venter på det umulige, da de mangler konkrete værktøjer til jobsøgningen – og vigtigst af alt: Troen på, at de ”sparker røv”. I denne artikel deler jeg på baggrund af egne erfaringer nogle redskaber til, hvordan du kan bane vejen til dit ultimative drømmejob i kommunikationsbranchen. 

Af Caroline Kjærbye

Er du på de sociale medier?

Første step er helt simpelt: Har du en aktiv og opdateret profil på særligt LinkedIn og Twitter? Og hvad med Facebook og Instagram? Hvis svaret er nej, så vil jeg råde dig til at få det hurtigst muligt. Særligt ved de to første, da der foregår en del professionel networking på disse kanaler, som er gode at benytte sig af. Hvis du gerne vil arbejde med kommunikation, så er det desuden også en fordel at kunne vise, at man er aktiv på de forskellige kanaler og ved, hvordan man bruger det i praksis. Jeg er personlig selv ret vild med LinkedIn, hvor du kan netværke med andre kommunikationsfolk, connecte med personer du har mødt til faglige arrangementer eller via jobs – og selv dele relevant, faglig viden. Hvis drømmejobbet mod forventning skulle lande i skødet på dig, så ville det højst sandsynligt være gennem LinkedIn, hvor headhuntere og kommunikationsfolk kan finde på at søge efter relevante kandidater til en ledig stilling.

Vær aktiv og bliv set

Vis, hvad du kan: Vær aktiv på de sociale medier, opret en blog eller udnyt blog-funktionen på  LinkedIn. Bring din faglige viden i spil og vis dig som eksperten på netop dit område. Er du fx helt vildt nørdet til SEO eller har fuldstændigt styr på, hvilke youtubere der er hippe lige nu, så del din viden med andre – de vil elske dig for det. Et alternativ til at bruge LinkedIn eller oprette din blog er at melde dig ind i UNGKOMs redaktion. Her har du mulighed for at få publiceret dine artikler på en allerede etableret platform med faste læsere og følgere på de sociale medier. Redaktionen søger løbende nye skribenter, så hold øje med www.ungkom.dk samt Facebook og Twitter.

Udnyt de digitale mediers muligheder for selvlæring

Føler du, at du mangler viden om et bestemt område, så fortvivl ej. De digitale medier har åbnet op for et utal af kurser, blogs og podcasts, hvor du kan dykke ned i et bestemt emne. LinkedIn’s Lynda.com tilbyder fx forskellige kurser og forløb i alt fra digital marketing til grafisk design og softwareudvikling. Hvis du hellere vil have det på dansk, så kan du prøve Succes Online, hvor der også findes en bred pallette af kurser. Hvis du hellere vil have et boost viden på cyklen til og fra studiet, så prøv podcastene Help Marketing eller Digitale Tanker, der begge tager forskellige emner fra kommunikationsbranchen op og inviterer kloge hoveder ind til en snak.Både podcasts og kurser giver dig ny viden og sikrer, at du er opdateret i en branche, der er i konstant forandring – og så kan du jo også skrive kurserne på dit CV.

Alternativt kan det anbefales at følge med på Twitter under de forskellige hashtags, hvor der deles artikler om sociale medier (#smdk, #somedk), digitale medier (#digidk), influencer marketing (#influentdk), kommunikationsfaget generelt (#komdk) og mange flere, som er værd at dykke lidt ned i.  

Prioritér praktik og studierelevant arbejde

Jeg kender mange studerende, der føler, at de har for travlt til at have et fagligt relevant studiejob ved siden af undervisningen – eller som hellere vil have et spændende valgfag i stedet for at søge praktik. Det er også helt fair, og man skal i sidste ende vælge det, som man selv har mest lyst og kan overskue. Det er dog vigtigt at overveje, at undervisningen på universitetet ganske rigtigt giver dig en masse teoretisk viden, men et praktikophold eller studiejob lærer dig at bruge din faglige viden i praksis – og det er uundværligt. Det er gennem mit praktikophold samt diverse studiejobs, at jeg personligt har lært allermest. Og uden dem havde jeg aldrig fundet ud af, hvad jeg gerne vil arbejde med – og absolut ikke vil.

Studiejobs og praktik skaber desuden også en masse kontakter, som er guld værd, når du fx skal ud og søge dit næste job.

Pas på med at være for kritisk

Mit første studierelevante job var som studentermedhjælper i en lille marketingafdeling i Skovlunde. Her fik jeg lov til at rode med alt fra sociale medier til pressehåndtering, grafiske opgaver og hele kommunikationsstrategier, hvilket gav en rigtig god grundviden og ballast til den videre jobsøgning. Før jeg startede der, havde jeg udelukkende haft jobs som butiksassistent og telefoninterviewer, men jeg strøg direkte ind til jobsamtale og fik jobbet – bl.a. fordi de næsten ikke havde modtaget nogen ansøgninger. Hvorfor? Måske fordi arbejdspladsen lå uden for København.

Et godt råd er derfor at passe på med at være alt for kritisk i begyndelsen af din jobsøgning og tænk bredt: Søg uden for byen, overvej at blive frivillig eller vælg en mindre arbejdsplads. Her får du oftest langt større ansvar og kan opbygge en masse viden og erfaring, som du kan bringe i spil, når du skal ud og søge drømmejobbet.

Meld dig ind i et netværk

Du er sikkert allerede blevet tudet ørene fulde med gode råd om, hvor vigtigt det er at netværke – så jeg vil holde det kort. Der findes i dag mange forskellige netværk, som man kan søge om at blive medlem af. Jeg er fx med i Geelmuyden Kiese’s nystartede netværk GK Talent, som klart kan anbefales, men flere bureauer er også begyndt at opfostre unge kommunikationstalenter i deres netværk, som er en fantastisk mulighed for sparring med andre studerende.

Desuden kan du melde dig ind i organisationer som Djøf eller Dansk Markedsføring, hvor der holdes faglige arrangementer med mulighed for at netværke.

Søg uopfordret og spark nogle døre ind  

Som nævnt bliver de fedeste jobs sjældent slået op, og hvis de endelig gør, så drukner modtageren som regel i hundredvis af mails med ansøgninger. Derfor bør du i stedet finde ud af, hvor du gerne vil arbejde samt for hvem. Når du har identificeret den pågældende person, så tag fat i ham eller hende og hør, om I skal tage en uforpligtende kop kaffe. Husk at bruge den direkte mailadresse til personen og undgå de generelle jobmails.

Inden du sender mailen og tager mødet, så husk at gøre dit forarbejde godt. Undersøg fx, hvilken baggrund personen har, hvor mange ansatte er der, er der travlt i øjeblikket, hvilke cases arbejder de på osv., så du kan vise, at du ved, hvad du taler om. Efterfølgende skriver du en personlig ansøgning til personen (det er forbudt at copy-paste din gamle!) og vedhæft dit CV – og voila! Så er det tid til at krydse fingre!

Tro på dig selv – og vær ikke bange for at vise det

Det her er det vigtigste råd af dem alle! Jeg kender mange, der ikke føler, at de er gode nok til at søge et bestemt job – eller som er bange for at sende en uopfordret ansøgning. Det er her, at det går galt. Med kommunikation skal du jo gerne kunne sælge et budskab, og hvis du er dårlig til at sælge dig selv, så er det et rigtig dårligt udgangspunkt. Tro på, at du er mega sej, og gå ud og fortæl, hvorfor du er fuldstændig uundværlig.

Hvad er det værste, der kan ske? At du får et afslag? Det skal du ikke lade dig slå ud af, og hvis det sker, er det bare om at komme op på hesten igen og vise dem, at de har taget fejl. En god huskeregel er, at Harry Potters mor JK. Rowling fik afslag fra 12 forskellige forlag, inden hun endelig fik et ja – så et afslag er ikke ensbetydende med, at du ikke er god nok. De har bare ikke fattet det endnu.

Opsummering: Mine 8 bedste råd til at score drømmejobbet

  1. Vær aktiv på de sociale medier og husk at holde dine profiler opdateret.
  2. Del din faglige viden på de sociale medier eller gennem en blog.
  3. Få ny viden gennem de digitale mediers utallige muligheder for selvlæring.
  4. Husk at prioritere praktisk erfaring gennem praktik og studiejobs i løbet af studietiden.
  5. Tænk bredt, når du skal søge dit første studierelevante job.
  6. Meld dig ind i et netværk eller deltag i faglige arrangementer.
  7. Vær ikke bange for at søge uopfordret og sparke nogle døre ind.
  8. TRO PÅ DIG SELV – og lad dig ikke slå ud af afslag.

Hvad er dine bedste råd til jobsøgningen? Del dem i kommentarfeltet nedenfor.

Om skribenten:

Caroline-Kjærbye-drømmejob-kommunikation
Navn:
 Caroline Kjærbye­ Thygesen 
Beskæftigelse: 
Arbejder som PR-konsulent hos Mindshare Danmark og læser en kandidat i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet med profil i tværmedial kommunikation og marketing.

Twitter
LinkedIn

Kommenter

Kommenter