Sådan får du skovlen under netværket

Skrevet af Kristine Kaalund, UNGKOM redaktionen

Netværk, netværk, netværk. Vi har hørt ordet utallige gange. Men hvordan skal det bruges, hvordan opdyrker man det, og hvad får man egentlig ud af det? To erfarne K-folk giver i denne artikel deres besyv med om netværk, og hvordan det hænger sammen.

I en tid hvor arbejdsmarkedet er presset og studerende samt nyuddannede konstant får tudet ørerne fulde af de mange ting, der skal til for at gøre sig attraktiv til et job, er netværk nok en af de mest uhåndgribelige faktorer. For hvordan griber man sit netværk an, og hvordan vedligeholder man det?

Ifølge Anna Brill Jørgensen, der er Marketing Manager hos IT-virksomheden Komfo og en erfaren networker inden for K-branchen, er der nogle helt konkrete redskaber man kan tage i brug for at opdyrke sit netværk. For hende handler det især om at komme ud af sin skal og være til stede – både i den virkelige verden og digitalt.

“Vær med i Ungkom eller andre netværk, hvor folk, der brænder for kommunikation, mødes og skaber events, indhold eller viden i en eller anden form. Bidrag med det, du interesserer dig for og ved noget om. Prøv at komme til Likemind (https://www.facebook.com/lmcph), som finder sted i København hver måned. Hiv en ven eller medstuderende med og prøv at overskride dine egne grænser for at snakke med fremmede mennesker – både her og på andre events. Det ender altid med at være enormt givende”.

Især Twitter har været et brugbart netværksredskab for Anna Brill Jørgensen.

“Twitter-netværket dyrkede jeg rigtig meget, da jeg skrev speciale om kommuner på Facebook. Det var en af de mere givende overspringshandlinger. Herigennem fik jeg kontakt til en masse mennesker, som også syntes, at det emne, jeg skrev om, var spændende, blandt andet folkene hos Komfo. De stod og ledte efter en person med denne viden, så da jeg havde afleveret specialet, havde jeg faktisk fået job hos Komfo”.

Netværket kan altså være vejen til det første job eller springbrættet til det næste. Det bekræfter Sussi Heimburger, der er kommunikationskonsulent hos Cowi og netværksleder hos Kommunikationsforum. Hun fortæller:

“Netværk betyder rigtigt meget, da det er den direkte vej til viden baseret på erfaringer – men også vejen til andre kontakter, der kan hjælpe dig videre. Det gælder både i forhold til viden, hvor faglige netværk er guld værd, og i forhold til jobskifte. Jeg har for eksempel fået 99 procent af alle jobs gennem netværk, siden jeg var 15 år”.

Netværk handler om at give
På trods af, at netværket kan være en forlomme i køen til jobmarkedet, understreger begge netværkseksperter, at vedligeholdelse af netværk i høj grad handler om at give igen. Sussi Heimburger uddyber:

“Tøv ikke med at dele din viden – du får det trefold igen. Alt for mange holder på deres viden, for at konkurrenter ikke skal stjæle ens idéer eller lukrere på den viden, man har. Men ofte vil det, at man deler egen viden føre til mere videndeling fra begge parter og eventuelt samarbejde. Men husk at bede andre om råd, så du ikke sidder tilbage med en følelse af, at det altid er dig, der giver. Man skal selv være opsøgende”.

Netop dette bakker Anna Brill Jørgensen op om.

“Husk altid at være ydmyg og taknemmelig for andres hjælp, initiativer eller invitationer – og husk at give noget af dig selv. Det er irriterende med folk, der kun vil udnytte netværket, og gør det ved enhver given lejlighed uden selv at bringe noget til bordet. Det er en balance – vær fremme i skoen, men brug din sunde fornuft, og husk at folk har forskellige grænser”.

Ifølge Anna Brill Jørgensen og Sussi Heimburger, er der altså nogle konkrete tiltag, der kan være nøglen til at åbne op for netværket.

  1. Opsøg faggrupper og deltag i faglige events, fredagsbarer og lignende hvor folk i K-branchen flokkes
  2. Del din viden
  3. Overskrid dine grænser og tal med folk du ser op til, selvom du er genert
  4. Husk at være ydmyg og give igen
  5. Vær på Twitter!

Med disse huskeregler er der åbnet op for redskabsskuret til det nok så uhåndgribelige netværk. Så tag arbejdshandskerne på, og grib skovlen, så du kan få bygget fundamentet til et brugbart netværk og dermed dit fremtidige arbejdsliv.