Fra studerende til voksen: 6 aha-oplevelser, der har ændret mit syn på arbejdslivet

generisk foto af en kop kaffe og et tastatur

Af Karen Johanne Iversen

I 2018 afsluttede jeg fem år på uni. 

Cand. Au. Revoir. 

Jeg fik et fuldtidsjob og var sikker på, at jeg vidste, hvad jeg gik ind til: En klassisk 8-16-tilværelse med pensionsindbetaling, ferie med løn og weekender uden Bourdieu, Saussure og alle de andre gutter. 

Men jeg blev klogere.

Jeg er meget bevidst om, at to år som fuldtidsjobber er peanuts ved siden af dem, der har været på arbejdsmarkedet i syv år (…Niels), eller syvogfyrre. 

Alligevel har jeg i løbet af min karrieres spæde begyndelse gjort mig nogle vigtige erfaringer. Om tilværelsen i et fuldtidsjob. Om at (forsøge at) finde sin work-life-balance. Om grænsesætning. Og om mig selv.

Her deler jeg seks aha-oplevelser, der allerede nu har ændret mit syn på arbejdslivet. Forhåbentlig kan de også levere lidt stof til eftertanke hos dig.

  1. Den krøllede karrierevej

Da jeg to uger efter specialeaflevering slog hul på tilværelsen som fuldtidsjobber, havde jeg en klar idé om, at jeg nu ville få mig en rolig og stabil karrierestart.

Sådan gik det ikke. 

Opgaver blev til flere opgaver. Ansvar blev til mere ansvar. Tekstforfatter blev til en midlertidig vikarstilling som kommunikationschef. Først efter et halvt år landede jeg på den rigtige hylde. På Content Marketing-hylden, hvor jeg fik lov til at nørde blogging, e-mail marketing, content partnerskaber og kommunikationskampagner. 

Og nu har jeg fået nyt job. Som kommunikationskonsulent i bureaubranchen. 

What a ride. 

Jeg har lært, at karrierebegyndelsen er en dynamisk størrelse, der hurtigt kan slå kolbøtter og ændre sig. Det handler ikke kun om at stile efter mere ansvar og vælge flere opgaver til. Det handler i lige så høj grad om at finde ud af, hvad man ikke vil og på den måde finde ind til sin faglige niche. 

  1. Nichen der hænger ved

Da jeg var seks år, skrev jeg min første historie om “Pipi og Karen”:

Billede af Karens første historie

Da jeg kom på efterskole, var min dansklærer overbevist om, at jeg som voksen ville blive forfatter. Og da jeg for tre år siden fik et studiejob som tekstforfatter, begyndte skrive-spiren i min mave for alvor at vokse. 

Jeg har altid været glad for at fortælle historier. Men jeg troede også, at jeg skulle pakke teksterne væk til fordel for vigtigere skills og kompetencer. 

Som (relativt) nyuddannet lærer jeg hver dag noget nyt, og jeg putter hele tiden nye redskaber ned i kommunikations-værktøjskassen. Men min skrivelyst er ikke sådan at aflive. Den vil trænes, holdes i live og udvikles. Den er og bliver min niche. Mit håndværk. 

Jeg har lært, at det er vigtigt at holde fast i sin faglige niche. Hvis du ikke har fundet din endnu, skal den nok komme. Det er den, der bliver ved med at vende tilbage til dig, og som holder dig i gang selv på de regnfulde røvdage. 

  1. Ferie – nu med forpligtelser

Da jeg var studerende, kunne jeg hver sommer rydde skrivebordet, pakke min nyerhvervede viden langt væk i hukommelsen og nyde at bruge de næste mange uger på at vinsmage mig hele vejen gennem Sydfrankrig og labbe den ene krimi efter den anden i mig.

Som fuldtidsjobber viser ferien sig både at føre fede og mindre fede ting med sig. Det fede er, at man nu kan holde fem ugers ferie med løn. Det mindre fede er tiden op til ferien, hvor man skal holde tungen lige i munden for at få struktureret og overleveret sine opgaver, så man kan holde ferie med ro i både krop og sind. 

Den vigtigste lektie her må være, at jeg som fuldtidsjobber har vigtige forpligtelser over for både kollegaer og kunder, som forventer, at jeg har taget højde for den tid, jeg er ukontaktbar. Overlevér til kollegaer, formulér et autosvar på din mail og planlæg dine opgaver sådan, at du har tjek på, hvad du skal prioritere, når bagdelen igen lander i kontorstolen og genoptager arbejdet.

  1. Tid til surdej og racercykel 

Som studerende var min skole og fritid flettet ind i hinanden, og jeg kunne nemt finde tid til en kaffeaftale om formiddagen, et fitnesshold midt på dagen og torsdagsbyture. 

Da jeg fik fuldtidsarbejde, kom jeg hurtigt ind i en dårlig vane med alt for meget arbejde. Også efter klokken 17 og før klokken otte. Jeg havde simpelthen svært ved at finde en sund work-life-balance.

Efter et halvt år var min hjerne så træt, at den havde lyst til at ringe efter en ambulance og lade sig indlægge på Hotel Vejlefjord.

Jeg har lært, hvor vigtigt det er at have andre interesser end sit arbejde. Lede tankerne hen på noget andet. Gøre noget rart for sig selv. Cykle en tur på racercyklen, passe sin surdej, drikke en øl med vennerne, lære en ny strikketeknik og læse en god bog. 

  1. Hverdagsvenskaber

Studielivet var en gavebod af sociale arrangementer, og der var altid en anledning til at ses med vennerne. 

Da jeg startede som fuldtidsjobber, troede jeg, at jeg ville få flere professionelle venskaber men til gengæld give afkald på ‘hverdagsvenskaberne’: Den slags venner, der ved, hvad du fik til aftensmad i går, hvornår du skal til tandlæge, og som kommer med idéer til, hvad du skal give din mor i fødselsdagsgave.

Jeg tog fejl. 

Jeg har været så heldig at finde nye hverdagsvenskaber blandt mine kolleger på de to arbejdspladser, jeg har haft i min tid som færdiguddannet. Det fede ved at have et fuldtidsjob er nemlig, at jeg bruger det meste af dagen i mine kollegers selskab, og vi bliver meget nemmere vævet ind i hinandens dagligdag og det liv, vi lever.

  1. Arbejdsindsats uden bedømmelse

Livet som studerende betød, at jeg to gange om året skulle til eksamen og bedømmes med en karakter. Det var også noget af det, jeg glædede mig allermest til at slippe af med, da jeg skiftede studiet ud med et job. 

Jeg havde bare lige glemt, at jeg som fuldtidsjobber hele tiden laver opgaver, der bliver vurderet og bedømt det er bare ikke altid, jeg får bedømmelsen at vide.

Jeg har lært, at hvis jeg ikke hører noget for min arbejdsindsats, går jeg ud fra, at den er tilfredsstillende og stoler på, at jeg får besked, hvis der er noget, der ikke lever op til forventningerne.

Det kræver altså god selvindsigt og styrke at hvile i den arbejdsindsats, man hver dag lægger så mange timer og energi i.

That’s it. Seks aha-oplevelser fra fuldtidsjobbet, der forhåbentlig gør dig lidt klogere på de mange ting, der ændrer sig, når du går fra studie til arbejdsliv på både godt og ondt.

_________________________________________________________

Kunne du lide Karens artikel? Så kan du læse mere fra Karen her om klubben for sprognørder og her om storytelling. Du kan også tjekke alle de andre gode UNGKOM-artikler ud her.

Kommenter

Kommenter