10 måder du kan styrke din kommunikation med dit kropssprog

Mand med armene over kors

Af Susanne Thomsen

Måske husker du den amerikanske tv-serie ‘Lie to me’, hvor hovedpersonen Dr. Cal Lightman afslørede kriminelle via deres kropssprog? Eller måske har du fulgt med i den danske serie ‘Taler du kropssprog?’, hvor en kropsprogsekspert og en skuespiller prøver at analysere menneskers kropssprog i bestemte situationer? 

Netop dét fænomen er faktisk ret spændende, da din krop kan fortælle mere end de ord, der forlader din mund. 

Når vi snakker om kommunikation, er det ofte den mundtlige og skriftlige, vi hentyder til. Men det interessante er, at en stor del af vores kommunikation er kropssprog.

Som kommunikatør bringer du altså ikke kun din faglighed i spil, når du skriver en tekst eller taler i telefon med en kollega. Den bringes også i spil face-to-face. Eksempelvis når du skal holde et oplæg, deltage i et fagligt netværksmøde, fremlægge en præsentation eller holde en tale. Med andre ord bliver man uklar i sin kommunikation, hvis kropssproget fortæller noget andet end det, man vil sige.

Brug kropssprog, der udviser selvsikkerhed

At være opmærksom på både dit eget og andres kropssprog kan altså være en hjælp i mange situationer. Det gavner dig, når du eksempelvis retter ryggen og dermed udstråler selvtillid til jobsamtalen og den mundtlige eksamen. Måske kan du også aflæse din lærers og censors ansigtsmimik til eksamen for at se, om du er på rette vej – eller om du hurtigt skal ændre kurs. 

Kropssprog er altså en vigtig del af din samlede kommunikation. Derfor kommer der nu ti tips til, hvordan du kan udstråle selvsikkerhed, når du fortæller din kommende chef, hvorfor han skal vælge netop dig:

  1. Kropsholdning. Dårlig kropsholdning giver dårligt indtryk. Sørg derfor at sidde med rettet ryg for at virke selvsikker.
  2. Arme. Undgå at have dine arme over kors, selvom det kan være en meget afslappet position. Det udviser nemlig et mere afvisende og lukket kropssprog. Brug gerne åbent kropssprog, hvor dine arme og hænder understøtter de ord, som du siger.

  3. Toneleje. Husk at tale højt og tydeligt, da det modsatte vil udtrykke usikkerhed. Du vil gerne vise, at du er ekspert i det her fagområde. Pas også på med at komme til at holde dig for munden, da det kan være et tegn på generthed. 

  4. Øjenkontakt. Flakkende blik og manglende øjenkontakt udviser nervøsitet eller mangel på interesseMen pas også på med at stirre. Sørg derfor for at have naturlig øjenkontakt med din (forhåbentlig) kommende chef. På den måde viser du interesse og engagement.

  5. Hold kroppen i ro. Det er forstyrrende for samtalen, hvis man leger med håret eller retter på tøjet. Sørg derfor så vidt muligt at holde din krop i ro. Er det helt umuligt, så prøv at vippe med tæerne, hvis du eksempelvis har sneakers eller andre lukkede sko på.

  6. Undgå at kigge på uret. Heller ikke selvom du skal nå din togafgang 15.30. Hvis du kommer til at kigge for meget på væguret eller på dit armbåndsur, kan det virke som om, at du keder dig og gerne vil videre

  7. Hold din krop hen mod den person, som du snakker med. På den måde virker du interesseret. I samme øjeblik du vender din krop væk, kommer du hurtig til at virke uinteresseret i jeres samtale.

  8. Talehastighed. Nervøsitet kan medføre, at man taler meget hurtigt. Prøv at trække vejret en gang eller to. Hellere tage et glas vand, end at spurte igennem samtalen på den halve tid.
  9. Nik. Når du nikker, viser du forståelse og accept over for det, der bliver sagt. På den måde udviser dit kropssprog, at du lytter og samtidig viser det en fastholdende interesse.

  10. Husk at smil. Med et smil udviser du overskud. Man kan meget nemt komme til at se alvor ud, hvis man er nervøs og samtidig skal huske alle de guldkorn, man vil sige. Vis at du er den smilende person, som der er beskrevet i din ansøgning.

Det er altså et vigtig faktum at huske på, at kropssproget har en stor indflydelse i din samlede kommunikation, når du sidder face-to-face overfor din kollega, chef, ven eller familiemedlem.Jeg håber, at du nu er kommet et skridt tættere på at kunne aflæse både din egen, men også andres kropskommunikation. Tak fordi du læste med. 

 

Er du vild med Susanne Thomsens artikel? Så kan du måske også lide hendes artikel om influencer marketing fra april. Eller en af alle de andre gode UNGKOM-artikler.  

Lidt info om forfatter, Susanne thomsen

 

Kommenter

Kommenter