Kunsten at gøre det kort – 5 (korte) fif

Kunsten at gøre det kort. Simpelt lyder det – svært er det.

Faktisk er det ofte tidskrævende at servere kort kommunikation, fordi det korte format kræver, at budskabet præsenteres med omhu og præcision. Og det får du ikke altid efter første udkast. Tværtimod.

Ikke desto mindre er det vigtigt at kende til kunsten i korthed.

I det digitale medieunivers er spillereglerne nemlig således, at dem, der udtrykker sig kortfattet, overordnet performer bedst*.   

Se bare Facebook, hvor du får tre sekunder til at indfange brugerne  med din video.

 På Instagram får du 15 sekunder, før brugeren skal switche til IGTV (med lyd!!!).

På Twitter har du 280 tegn at gøre godt med.
Så her er du faktisk tvunget til at gøre det kort. 

 Ja, selv på LinkedIn får du hjælp til at vælge korte indlæg. Læsetiden oplyses nemlig.

(som service kan jeg informere, at denne artikel kan læses på små 5 minutter).   

Spillereglerne er til på grund af os. Vores opmærksomhed er vores valuta, og derfor gider vi ikke at bruge den på irrelevant (læs: kedeligt) indhold. Det gælder om at lave kort, fængende og ikke mindst spændende indhold.

 

5 (korte) fif til at gøre det kort 👇

Hvis jeg har overbevist dig om at gå i kast med korthedskunsten, skal du læse med lidt endnu.

Nedenfor giver jeg flere værktøjer til at gøre det kort. Det er til trods for, at jeg elsker at dele anekdoter og levende fortællinger og også foretrækker at tegne nuancerne og detaljerne frem i enhver historie. Men jeg har spillet med i SoMe-gamet længe nok til at give et par gode – og korte –  råd med på vejen.

Så her får du fem tips til at gøre det kort, to tips til når du alligevel har skrevet for meget, og én central takeaway, som du skal huske, når du producerer content.

  1.       KISS 💋

Nej, det er ikke en Valentines-henvisning.

Tværtimod henviser forkortelsen til den velkendte læresætning Keep It Simple, Stupid. Og som sætningen indikerer, gælder det om at undgå de kreative referencer.

Hold det enkelt, så alle kan være med. Det kan virke en smule kedeligt, men det gør dit budskab præcist og modtageligt, hvilket man ikke må tage for givet i kampen om opmærksomheden. 

  1.       Post-it

Hvad er det egentlig, du vil sige? Hvad er kernebudskabet? Få det skrevet ned i én sætning eller på en post-it seddel.

Hos journalisterne bruger man ofte sætningen “Jeg vil fortælle, at…” til at spore sig ind på sin vinkel. Prøv den på en post-it! Når sætningen er på plads, har du en bedre fornemmelse af, hvad du egentlig vil kommunikere. 

  1.       Du kan med fordel fjerne fyldord fra dine tekster

Hvis du (ligesom mig) er glad for farverige fyldord, kan det godt være, at din tekst skal en tur forbi redigeringsrummet.

Skær budskabet ind til benet (se bare overskriften uden røde ord), og slet ord som “derfor”, “i forbindelse med” og “nemlig”, hvor det giver mening. Ordene kan virke essentielle i din historiefortælling, men det er ikke sikkert, at de er nødvendige for modtagerens forståelse af budskabet. 

  1.       Vend tilbage

Hvis der er god tid til deadline, kan du med fordel tage en pause fra din tekst eller video og så vende tilbage efter et par dage.

Her ser du dit indhold i en ny kontekst, som er forskellig fra da, du producerede dit første udkast. Ofte er der ord eller videoklip, som lige pludselig virker irrelevante for fortællingen, og som du derfor kan klippe ud af den endelige version.

  1.        Feedback = Netflix

I tråd med at vende tilbage til din tekst eller video er det også utroligt givende at få andres øjne på. Andres øjne hjælper A-L-T-I-D, og selvom det kan føles angstprovokerende at åbne sit mesterværk for andre, så er det det værd.

Feedback er som et netflixabonnement under corona: uundværligt!

Så få en kollega, ven eller en i målgruppen til at tage et kig på indholdet og give dig feedback. Indhold skal jo give mening for modtageren, så her kan du virkelig teste, om dit budskab slår igennem.

En god tommelfingerregel er, at hvis du skal forsvare dine valg af ord, scener eller grafik, så er det et godt tegn på, at det måske skal slettes eller ændres.

billede af mand ved computer

TO TIPS til når du ikke kan korte mere ned…

Er dit indhold så godt, at det ikke fortjener en ubarmhjertig trimning?

Ofte kan det være svært to kill your darlings, og nogle gange er det faktisk heller ikke den rigtige beslutning. En god visuel præsentation af dit indhold kan gøre underværker og kan få læseren eller seeren til at sluge selv den længste tekst eller video.

1. Bryd indholdet op ✂

Ingen er glade for lange tekststykker uden opbrud eller overskrifter. Vores øjne spejder efter pauser i fortællingen, og det kan du som afsender udnytte.

Bryd. Teksten. Op. – fx gennem punktummer og korte sætninger. Du kan også bruge korte afsnit.

Det skaber variation. 

Og rytme.

Og plads til eftertanke.

Også audiovisuelt, med både video og lyd, kan du bryde indholdet op. Brug korte klip og forskellige beskæringer af billedet, så du hele tiden holder modtagerens øjne i gang. Brug lydsiden varierende og til at skabe spænding og nedslag i fortællingen.

2. Udnyt mediets styrker 💪

Nogle historier og informationer tager sig bedst ud på skrift, andre på video. Gør de forskellige mediers fordele til din fordel.

Hjemmesider kan bruges til indhold, hvor noget skal fremhæves, mens andet kan pakkes ind i fx tabeller, faktabokse eller fold-ud elementer.

Sociale medier har det plus, at teksten kan komplementere og supplere det visuelle indhold. Digitale videoer har altid en tilhørende caption-tekst, hvori detaljer eller vigtige informationer kan placeres.

Find det medie og den præsentation, der passer bedst til dit indhold.

 

Og sidst, men ikke mindst.

hjerne der fester

Den vigtige takeaway: Test og kend dit publikum.

Kender du dit publikum godt? Og ved du, at de foretrækker længere, dybdegående fortællinger fyldt med flydende fraser og dekorative detaljer? Så glem alt om ovenstående.

For selvom korthed ofte er godt, så er nøglen til god kommunikation altid at forstå målgruppen. Og det kan faktisk give meget bedre resultater, end når du pleaser algoritmernes hang til det korte format. 

Hvis du på den anden side ikke har helt styr på, hvad din målgruppe vil have, kan det være værd at teste indholdet af.

Prøv både kort og langt, sjovt og seriøst indhold, og se, hvad der dur. Det er ikke altid en lineær proces at blive klogere på din målgruppe. Men det er en vigtig proces.


*Sprout Social, december 2020 (https://sproutsocial.com/insights/social-media-character-counter/)

Kirstine Landgrebe, forfatter af indlægget. Klik og connect på LinkedIN

Kommenter

Kommenter