Content marketing: Skab værdi for din modtager

Af Julie Junker Andersen

”Når du sidder i bilen og skifter radiokanal, så er det jo mange gange bare introen og lige omkvædet, du gerne vil høre, og så er det det” – sådan sagde en X-Factor-deltager til årets auditions om hans tilgang til musik. 

Du kan højst sandsynlig forestille dig ansigtsudtrykket på den jazz-elskende Thomas Blachman, der brænder for musik (og god smag) – og i hans optik var der ikke meget smag over det udsagn. Alligevel kan de fleste formentligt relatere til det. 

Har mange af os da ikke bare én gang scrollet desperat igennem playlisten på Spotify, zappet samtlige kanaler væk med fjernbetjeningen eller skimmet lidt hér og dér i en avisartikel? Det tænkte jeg nok…. Vi lever nemlig i en tid, hvor det hele går meget hurtigt, og de uendelige muligheder gør os utålmodige.

Vi gider ikke længere bare glo på tilfældigt flow-tv, når diverse streamingtjenester kan behandle vores kedsomhed med adskillige muligheder, der kan indfri vores individuelle behov. Indholdet skal skabe værdi for modtageren her og NU – ellers har det ingen interesse. 

Det har reklame-branchen efterhånden også forstået. Content marketing er derfor en anerkendt strategisk markedsføringsmetode, som mange virksomheder gør brug af. Content marketing er når dit indhold fremstår som netop dét – indhold – og ikke som en reklame. 

Så du Tuborgs julekalender i december måned? Eller har du set tre deltagere dyste om at lave det bedste restaurant-koncept i samarbejde med Wolt? Måske har du hørt Bilka-podcasten ’Vidunderlige Hverdage’? Og de sjove kvinder fra NIPSkanalen har i samarbejde med Neutral lavet en underholdende mini-serie på deres platform og i deres format. Alt sammen til dig. Og det er effektivt!  

En win-win-situation for dig og din modtager 
Grundlæggende handler content marketing om at skabe værdi for modtageren, der i stigende grad søger autentisk og underholdende indhold. Derfor skal du fortsat gøre opmærksom på dit brand eller produkt – men uden at det bliver for direkte. Dit (eller din virksomheds) primære fokus har givetvis været at sælge, men her skal du tænke i andre baner – let me explain!

Har du hørt udtrykket ”når du giver, får du mere igen”? Det er den vej tankegangen går, når du bevæger dig ud i content marketing genren. Din kommunikation går derfor fra push- til pull-kommunikation. Det skal ikke skubbe dit produkt ned i halsen på modtageren, men i stedet tiltrække potentielle modtagere og styrke forholdet til allerede eksisterende modtagere. 

”Men hvordan kommer man så i gang med det?” tænker du måske? Sjovt du spørger. Jeg har lavet en lille guide, der binder trådene sammen: 

1. Sæt dig i modtagerens stol
Undersøg hvem din målgruppe er, og hvad der kan skabe værdi for dem. Vil de underholdes, motiveres, aktiveres, informeres eller noget helt femte? Er der en bestemt interesse, holdning eller andet hos din målgruppe? Find et omdrejningspunkt, der kunne være aktuelt og relevant for din modtager – og gerne i forlængelse af brandet/produktet.

2. Engagér og inspirér din målgruppe
Når du har sat dig godt tilrette i din modtagers stol, skal vi kigge på det næste. Vi skal nemlig forsøge at engagere modtageren, og på en måde, hvor indholdet inspirerer til køb af produktet. Amo har eksempelvis masser af gratis opskrifter, som alle kan tilgå på deres hjemmeside, men det er ikke helt tilfældigt, at de fremhæver deres egne produkter i opskrifterne. Eksempelvis står der, at man skal bruge ”600g Amo hvedemel” i opskriften ’Bedstes bedste boller’. Mmm… lækkert. Nu skal vi da på indkøb efter Amo-mel. 

3. Find dit format
Apropos indkøb; Bilka har som tidligere nævnt lavet en podcast. Men hvordan skal dit indhold formidles? Video, billeder, tekster, lyd? Tænk igen på din modtager, og mød dem i deres hverdag. En podcast kan eksempelvis fungere super godt, hvis din modtager er pendler. En video kan holde et fitness-medlem beskæftiget på løbebåndet. En mini YouTube-serie kan appellere til teenageren, der allerede er på mediet for at se deres yndlings-youtubere. Du kan også vælge at kombinere disse (eller andre formater). Der er masser af muligheder. 

4. Hvor skal det publiceres?
Der er mange platforme og medier, man kan gøre brug af. Instagram, YouTube, TV, podcast, LinkedIn, Facebook, hjemmeside, nyhedsbrev, bog, magasin and the list goes on. Igen handler det om at møde din modtager, hvor de er. Matas udgiver månedligt magasinet SKØN, som man kan hente kvit og frit i alle Matas-butikker. Ikke nok med at det potentielt skaber salg, når du besøger en Matas-butik, så er magasinet også spækket med artikler, interviews, test af produkter og lækre tips og tricks, hvor nogle af produkterne fra Matas’ brede sortiment bliver nævnt. Dog uden at det bliver en decideret tilbudsavis, for det er jo ikke pointen. Det er først og fremmest et magasin, hvis hensigt er at informere, inspirere og til dels underholde forbrugeren. Win win for alle!     

5. Kvalitet over kvantitet
Kan man publicere for meget indhold? Svaret er ja. Indholdet skal være gennemført og af høj kvalitet, når du trykker på publicér-knappen. De fleste ønsker ikke at blive spammet med en overflod af daglige nyhedsmails. Det kan faktisk have en direkte negativ effekt.
Tænk også over hyppigheden af publiceringen og varigheden af dit indhold. Hvor tit vil du publicere nyt indhold? Hvor lang skal dit indhold være? Overvej hvad din målgruppe foretrækker.

6. Mål din kommunikation
Så er der mååååål… eller er der nu også det? For at sikre forbedring og gode resultater med din kommunikation, bør du evaluere og måle effekten af den. Det kræver selvfølgelig, at du konkretiserer nogle specifikke mål. Du kan benytte dig af SMART-modellen til at opsætte nogle gode håndgribelige mål for din kommunikation. Du får den her både på dansk og engelsk. 

S = Specific (Specifik) →  Hvad vil du opnå med dit indhold?
M = Measurable (Målbart) → Hvornår er dit mål nået?
A = Achievable/Attainable (Attraktivt/Ambitiøs) → Hvorfor – og med hvilken motivation – vil du opnå dette mål? 
R = Relevant (Realistisk) → Hvordan skal du opnå dit mål? Kan du realistisk set opnå målet?
T = Time-bound (Tidsbestemt) → Hvornår er du senest i mål? 

Hermed sikrer du at dine målsætninger er fornuftige i praksis og så konkrete som muligt. 

Nu er det dig!
Nu er det din tur. For når du begynder at hækle trådene sammen til indhold, der er skræddersyet din virksomhed, og din målgruppe, så husk på det indledende citat:
”Når du sidder i bilen og skifter radiokanal, så er det jo mange gange bare introen og lige omkvædet, du gerne vil høre, og så er det det.”
Godt nok fik X-Factor-deltageren dommerpanelet til at falde halvt ned af stolen, men han havde nu alligevel en fin pointe i dette hurtige streamings-swipende samfund, som vi begår os i.