Derfor kan bloggernes indflydelse være ved at vende

bloggere_marketingsstrategi

Af Caroline Kjærbye ­Thygesen.

At tænke bloggere ind i sin marketingstrategi kan ofte være et rigtig klogt træk, som mangevirksomheder og bureauer benytter i dag. Blogmediet oplever sin storhedstid, hvor virksomhederne kæmper om bloggernes gunst. Flere faktorer peger dog mod, at kurven har toppet, og at mediet kan være på retur.

Med fremkomsten af de sociale medier og udbredelsen af personlige blogs, er der i dag opstået en gruppe af såkaldte influencers, der er blevet en del af virksomhedernes marketingstrategi. Tidligere var virksomhedernes markedsføring og PR­indsats primært rettet mod massemedierne som TV, aviser, radio og med internettets opståen også onlineannoncer. Reklamer på disse platforme opfattes dog ofte som irriterende og forstyrrende, og de er samtidig også meget dyr markedsføring.

Blogging er blevet big business
I dag har virksomhederne fået nye muligheder, og blogging er blevet big business med oprettelsen af store bloggernetværk som Bloggers Delight og personlige agenter for de forskellige bloggere, der nærmest har opnået en celebrity­status. Bureauer og virksomheder betaler bloggerne for at vise og anbefale netop deres produkter, og bloggerne kan vælge og vrage, som de vil.

Samtidig bliver de inviteret til særlige bloggerevents, rejser, frokostmøder og prisuddelinger ­alt som en del af kampen om bloggernes, og dermed deres følgeres opmærksomhed.

Derfor er brugen af bloggere god markedsføring
Der er flere grunde til, at brugen af bloggere kan være et rigtig klogt træk for mange virksomheder og brands. Der findes mange forskellige blogs om alt fra fashion og beauty til mad og træning. Ved at placere sine produkter hos de relevante bloggere har man for et mindre beløb (sammenlignet med fx en annonce i en avis) mulighed for at rette sin markedsføring mod brandets helt specifikke målgruppe.

Hvis en virksomhed fx skal lancere et nyt hårprodukt, kan de benytte beauty­bloggere, mens et nyt træningsredskab kan anbefales af en træningsblog. Hermed er man sikker på at ramme en målgruppe, der kunne være interesseret i produktet modsat fx udelukkende at benytte tv­-reklamer, hvor man ikke kender modtagerne og deres interesser fuldstændig.

Derudover opbygger bloggerne communities af trofaste læsere, som alle har stor tillid til bloggeren. Ved at benytte en blogger som mellemled i stedet for at tale direkte til forbrugeren gennem fx en annonce, så skabes der større autencitet og troværdighed. Faktum er, at vi som forbrugere stoler mere på en anbefaling, når den kommer fra en ‘ven’, end hvis den kommer fra virksomheden selv, og brugen af bloggere mindsker derfor det kommercielle fokus.

Er blogmediet på retur?
Netop tilliden og troværdigheden er noget af det vigtigste ved brugen af blogmediet til markedsføring, og spørgsmålet er, om den er ved at lide et knæk. Brugen af bloggere til reklame er eksploderet, og mængden af sponsoreret indhold er steget markant. Forbrugerombudsmanden har samtidig sat større fokus på problemet med skjult reklame og opsat faste regler for, hvordan de betalte indlæg skal markeres.

Med det øgede fokus på emnet er forbrugerne og dermed bloggernes følgere blevet mere opmærksomme på den skjulte reklame. Det udfordrer selve mediets præmis om at være bloggernes personlige holdning til forskellige emner og produkter ­og det kan skabe problemer for tilliden til både mediet og bloggerne selv.

Tilliden er det bærende element hos bloggerne, og så snart den knækker, vil bloggerne miste deres troværdighed og dermed også deres læsere og indflydelse.

Forbrugerne vil have tilpasset indhold serveret
En anden udvikling, der peger mod blogmediets tilbagegang, er populariteten af platforme som Facebook og Instagram. Vi har som forbrugere vænnet os til at få billeder og information serveret i vores feed på de sociale medier, hvor indholdet samtidig er tilpasset os personligt. Til sammenligning kræver bloggen meget mere af læserne ­ fx i forhold til mængden af tekst, kliks samt opmærksomhed og fokus.

Instagram kan netop være et af de medier, der kommer til at overtage bloggens rolle i fremtiden. På Instagram er der stadig lignende markedsføringsmuligheder som på bloggen, men med mindre tekst og større fokus på det visuelle. Der er også allerede i dag flere eksempler på personer, der formår at skabe et brand omkring dem selv gennem Instagram ­ uden brug af blogmediet.

Faktum er dog, at uanset om vi snakker markedsføring på Instagram, Facebook eller blogs, så er tillid og troværdighed stadig grundstenene, og hvis de krakelerer, ryger bloggernes indflydelse med dem.

Om skribenten:

Navn: Caroline Kjærbye­ Thygesen 
Beskæftigelse: 
Studerer Film­ og Medievidenskab på Københavns Universitet med fokus på tværmedial kommunikation og marketing. Arbejder som PR Manager på kommunikations­ og reklamebureauet Revolt.

Linkedin

Kommenter

Kommenter