Ferie-underholdning: 5 du kan læse, 5 du kan se og 5 du kan høre

Af Julie Junker Andersen 

Sommervejret har meldt sin ankomst og studenterne har trillet rundt på de danske veje med jubel og sang. Det betyder, at sommerferien er her (eller i hvert fald lige rundt om hjørnet). 

Det er lækkert og skønt, MEN… udlandsferien er aflyst, vennerne skal arbejde hele sommeren, din yndlingsserie på Netflix er løbet tør for afsnit og det uforudsigelige danske sommervejr har pludselig fået humørsvingninger i form af regn, blæst og tordenvejr. 

Måske har du allerede gjort hytten Monica Geller-agtigt klinisk rent af bare kedsomhed (3 gange… i den her uge), og ligger nu på langs og surfer rundt på de sociale medier i håb om at finde på nogle spændende idéer til sommerferie-underholdning, der samtidig kan holde de små grå lidt i gang. 

I så fald, velkommen! Du er landet det helt rette sted.

Jeg har nemlig lavet en liste med fem bøger, fem serier og fem podcasts, du kan kaste dig over. 

SÅ… 

…her kommer tre gange fem bud på, hvad du kan skrive på din sommerferies to do-liste (så der står andet end ‘rengøring’ på den). 

 5 du kan læse 

’Hov, et egern! – Forstå psykologien bag din digitale tjekkeadfærd og få gode idéer til at ændre den’ af Anders Colding-Jørgensen
Ups – din mobil sladrer (igen) om, at du gennemsnitligt har brugt 7 timer om dagen på din lille teknologiske lomme-ven. Og jovist, den er jo ret så fantastisk, men det kan også være svært at lade den ligge, når notifikationerne på fristende vis lokker dig til liiiige at tjekke igen. Med bogen får du en større forståelse for din mobil-afhængighed, og hvorfor du måske har lyst til at lade din mobil lokke dig i tjekke-fælden hvert femte minut. Hvem ved? Måske kan det ligefrem ende i en “digital detox”.  

’Hvem har flyttet min ost? – En enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og i dit liv’ af Spencer Johnson
En metaforisk og sjov klassiker fra 90’erne, der sætter tanker i gang og ting i perspektiv.
I forbindelse med corona-krisen har de fleste måtte tænke i nye baner. Det viste sig faktisk (i hvert fald for mange personer), at forandringer kan være positive og skabe nye metoder. I bogen Hvem har flyttet min ost? møder du musene Snif og Smut, og de små mennesker Hr. Hæm og Hr. Ha, som alle jagter ost (aka en metafor for det man ønsker sig). De fire karakterer går til opgaven på forskellige måder, og man sidder som læser og reflekterer over, hvordan man selv kan ændre sin tilgang til forandring og udvikling. Bogen kan bruges til arbejdsrelaterede udfordringer og forandringer, men også til mere personlige/private aspekter.  

’Når tasterne taler – konflikthåndtering på sociale medier’ af Katrine Thielke og Nana Gaardboe Dall
Vi har alle læst sure kommentarer fra utilfredse forbrugere på internettet, men hvordan griber man det an og håndtere disse konflikter, når man arbejder med sociale medier? Bogen dykker ned i den konfliktteoretiske baggrund, og undersøger hvorfor disse konflikter opstår, samt giver praktiske redskaber, der kan implementeres i arbejdet med sociale medier. Derudover indgår der en case med DSB, som viser effekten af metoderne i praksis. 

’Dette Er Marketing’ af Seth Godin
”Marketing is no longer about the stuff that you make, but about the stories you tell” – sådan siger den amerikanske forfatter og ekspert i marketing, Seth Godin. I ‘Dette er marketing’ bliver du taget med på en rejse ind i marketings-verdenen. Her deler forfatteren sin viden om marketing og en tilgang, der kan ændre måden vi ser marketing på. Du kan også finde bogen på engelsk under titlen ”This Is Marketing”. 

’Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag’ af Morten Münster
Er du interesseret i forandringsledelse og adfærdsdesign? Så vil du med stor sandsynlighed være vild med denne underholdende, inspirerende og meget håndgribelige bog, der ikke alene sætter tanker i gang, men også kommer med overraskende sjove eksempler, der belyser emnet.

Har du allerede læst ’Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag’ af Morten Münster, så kan du til gengæld glæde dig, for efterfølgeren, Jytte vender tilbage, udkommer til september.   

5 du kan se

’Lykke’ – DR
Den er godt nok snart 10 år gammel, men den er nu stadig ret så god. Du kan se eller gense komedie-serien Lykke, som blev sendt på DR1 tilbage i 2011 og 2012. Her møder du den ustyrlige og ambitiøse cand.merc fra CBS, Lykke Leth, som nu har landet et drømmejob inden for kommunikation hos medicinalvirksomheden Sanafortis. Den karriereorienteret hovedperson møder den ene udfordring efter den anden – både i hendes job og privat… og nå ja, så har hun et noget besynderligt forhold til hendes tvillingebrors nye psykolog. 

’Manipulator’ – DR
I Manipulator undersøger livsstilsekspert Anne Glad og mentalist Jan Hellesøe, hvordan vi danskere bliver manipuleret i dagligdagen. I hvert afsnit undersøger de et nyt specifikt emne, der omhandler, hvordan danskerne bliver manipuleret i deres købsadfærd, i at tage beslutninger og adfærd generelt. Jan Hellesøe udfører eksperimenter til at demonstrere manipulationen. Den er meget relevant i forhold til at forstå, hvordan virksomhederne ved hjælp af markedsføring kan påvirke vores købsbeslutninger. Du finder “Manipulator” på app’en DR TV.  

’I Sydafrika Går Det Godt’ – Xee
Når du ikke selv kan rejse syd på, kan du tage med Peter Falktoft og Esben Bjerre på en tur til Sydafrika i den nyeste sæson af deres rejse-program. Du får et spændende indblik i nye kulturer, når du følger de to herre i deres færden rundt i verden, og så er der kæmpe vinger bagud, og garanti for latter. Du finder programmet på Xee, som er en tjeneste YouSee udbyder. 

 ’The Circle’ – Netflix
Er du mere til underholdende reality-shows? Så er Netflix-serien The Circle måske noget for dig. Serien undersøger hvor langt en gruppe deltager vil gå for at være populære på de sociale medier. Og det er som nævnt et reality-show, så der er selvfølgelig masser af drama og en penge-præmie, der skal motivere deltagerne. I dette tilfælde er præmien på 100.000 dollars. Deltagere i The Circle-eksperimentet bor i samme bygning, men i hver deres lejlighed. De kan kun kommunikere via en stemme-aktiveret platform ved navn The Circle. Her går det ud på at være spændende og interessant nok for de andre – ellers bliver man stemt ud og erstattet med en anden deltager. Serien sætter fokus på selviscenesættelse, relationer, identitet, fordomme, popularitet, catfishing, influencing og vores brug af sociale medier. 

’100 Humans’ – Netflix
I serien deltager 100 personer i eksperimenter, der skal forsøge at gøre os klogere på menneskers adfærdsmønstre og tendenser – og nogle gange for at besvare nogle besynderlige spørgsmål, såsom hvilken vej toiletrullen skal vende. I denne interessante serie sættes der fokus på fordomme, interaktion mellem individer, forskelle og ligheder, og alt muligt andet, der relaterer sig til individer og adfærd. Serien minder meget om programmet Det er 100, som blev sendt på Kanal 5. Du finder 100 Humans på Netflix. 

5 du kan høre   

’Her Går Det Godt’
Man kommer i et strålende godt humør, når ens ører er i lyttende selskab med Esben Bjerre og Peter Falktoft, som udover føromtalte rejse-program også har podcasten Her Går Det Godt. Podcasten er oplysende, informerende og samfunds-aktuel. Der bliver talt om alt fra øst til vest, fra Silkeborg til København og fra boligsalg til politik. Og så har de et levende dansk sprog, der får enhver til at være lutter øren. Det er guf for øregangen. Så ja, det ska’ du be’ om. 

‘Iværksætterhistorier’
Lad dig inspirere i selskab med nogle af Danmarks iværksættere. Denne podcast giver dig historier fra iværksættere, som fortæller om deres rejse i forretningsverdenen. Her får du nogle interessante samtaler, hvor iværksætterne deler deres fortællinger om blandt andet idéer, udførelse, udfordringer, finurlige øjeblikke, hvilke erfaringer de har gjort sig og hvordan de har opnået resultater. 

 ’The #AskGaryVee Podcast’
The #AskGaryVee Podcast er en meget omtalt og verdenskendt podcast. Gary Vee er kendt for at besvare lytternes spørgsmål, samt for at være en inspirerende og motiverende speaker. Han er straightforward og pakker ikke tingene ind. Du kan også finde Gary Vee på Instagram, hvor han tit deler hans besvarelser. 

’Mennesker og medier’
I podcasten Mennesker og medier er både digitale og trykte medier, journalistik, presse, politik, samfundsdebatter, tendenser, m.m. på dagsordenen. Her inviterer værten gæster i studiet, og interviewer dem om ugens pågældende emner. Det er kritisk, interessant og relevant. 

’Marketing Brief – Et podcast om Online Marketing’
I denne podcast tager Emil Kristensen og Halfdan Timm dig med rundt i marketing-land. Denne podcast handler om tips, tricks, do’s & dont’s og masser af viden om marketing. Her får du indsigt i nyttige værktøjer til eksempelvis Facebook Ads, e-mail marketing og meget mere. Det er super lytning, hvis du interesserer dig for marketing, sociale medier og virksomhedskommunikation. Og så har afsnittene en god længde på cirka 15-20 minutter, som gør, at du lettere kan nå at høre det hele af en omgang. 

Kan du tilføje noget til listen?

Det var 15 bud på ferie-underholdning, som du selvfølgelig også kan tage med ud på terrassen, stranden, bagsædet af bilen på køreturen, i haven eller noget helt femte. 

Har du også en anbefaling eller et bud på ferie-underholdning? Del det gerne i kommentarfeltet. 

Et lille SU-venligt tip
Hvis du gerne vil læse bøger, men ikke har plads til en bog i tasken, kan du downloade app’en eReolen, som er fyldt med bøger, lydbøger og podcast – og så er den helt gratis! 

Så er der kun tilbage at sige; Husk solcreme, solbriller og eventuelt headset. 

Go’ sommer(ferie)!


Skribent: Julie Junker Andersen
Beskæftigelse: Studerer International virksomhedskommunikation og engelsk

Kommenter

Kommenter