Af Lise Tarp Hansen
På fredag fylder FNs verdensmål fem år. Det betyder, at der nu er ti år tilbage til at stramme arbejdshandskerne yderligere, så vi når de 17 verdensmål og 169 delmål for fred, fremskridt og en sund planet. Nemt, ikke?
Pyhh, jeg fik faktisk lidt sidestik ved sidste sætning. Blev du også forpustet?
Bare rolig. *dupper svedig pande*. Denne artikel giver dig grundlæggende kommunikationskørekort til verdensmålene. Vi ser på, hvordan det går efter de første fem år. Og jeg løfter desuden sløret for, hvad du kan få ud af at tilføje verdensmålene til din kommunikative værktøjskasse. Til sidst får du endda en lille kom-igang-liste med start-viden og inspiration til at blive en vaskeægte bæredygtig kommunikationskriger.
Der er mål!
Det er ret essentielt, at vi kommunikatører arbejder efter klare mål og forholder os til de overordnede strategiske målsætninger, som vores kommunikation skal understøtte.
“Hvad er målet med indsatsen?”, “Hvad skal kampagnen opnå?”, “Hvordan taler kommunikationen ind i virksomhedens overordnede strategiske mål?”.
Jeg forestiller mig, at du har hørt ovenstående så mange gange før, at det efterhånden sidder lige så godt fast som en birkes mellem tænderne?
Forestil dig nu, at verden er en virksomhed, og du netop er blevet ansat. Hvad vil du gøre for, at virksomheden når sine mål? Og kender du overhovedet til målene? Altså VERDENSmålene?
FNs verdensmål: Verdens-hvad-for-noget?
Jeg ved fra en befolkningsmåling fra 2019 at 3 ud af 4 af jer, der læser med, nok har hørt om verdensmålene. Og jeg ved, at omkring hver femte af os unge under 35, kender dem rigtig godt (highfive!).
Faktisk er det os unge, der kender FNs verdensmål allerbedst (dobbelt highfive!).
*Kunstpause inden jeg ødelægger den gode stemning*
Omvendt viser tallene bare også, at 1 ud af 4 af os ikke kender verdens overordnede strategiske mål. Og at 80 % ikke kender dem ret godt. Endnu.
Derfor tillader jeg mig at give lidt baggrund:
Ja tak til verdensmål i 2015
Vi skal fem år tilbage. Nemlig til den 25. september 2015, hvor alle verdens chefer vedtog en række strategiske mål for verdens udvikling, så vi alle sammen arbejder i samme retning mod en bæredygtig fremtid.
Det blev til FN’s 17 verdensmål, der består af 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til bl.a. at udrydde fattigdom og sult i verden, fokusere på bæredygtighed og arbejde for retten til et værdigt liv.
En DR-artikel fra starten af denne uge, har taget temperaturen på vores arbejde med at indfri verdensmålene. Og med hjælp fra eksperter kan artiklen fortælle, at det går fremad på de fleste af verdensmålenes fokusområder. Men at det går for langsomt.
Og ligesom at Søren Brostrøm og Magnus Heunicke ikke kan bremse corona alene, så kan Dan Jørgensen og co. heller ikke nå verdensmålene uden vores alle sammens hjælp. Også din og min.
Verdensmålene er vores allesammens mål.
Bliv bæredygtighedskriger
Her i vores lille danske andedam er bæredygtighed og verdensmålene så småt ved at sprede sig og sætte sig fast som de førnævnte birkes i virksomhedernes blankpolerede tandhjul.
Og konkurrencedygtige virksomheder har (eller også får de snart) en bæredygtig forretningsstrategi og en dertilhørende klar kommunikationsstrategi, der i forening vil kunne mærkes på både brandværdi, feel-good-konto og bundlinje.
Der er derfor god plads til kommunikative bæredygtighedskrigere på virksomhedernes medarbejderhold, hvorfor vi kommunikatører med fordel kan begynde at lade vores faglige skibe med verdensmålene – so to speak. Blandt andet så vi:
- Kan være med til at opnå de strategiske mål, vores over-høvdinge har sat
- Kan gøre os endnu mere attraktive som fremtidens medarbejdere
- Kan bidrage med vigtig og relevant viden i virksomhederne
- Kan gøre en positiv forskel i verden
Sådan lyder også rådet også fra kommunikatør og iværksætter, Lasse Alfastsen, der bl.a. har startet kommunikationsbureauet Bæredygtig Kommunikation.
“Alle unge kommunikatører bør interessere sig for verdensmålene, hvis de har ambitioner med karrieren,” siger han.
“Hvorfor det?” tænker du måske?
Jo, viden om verdensmålene er og bliver et konkurrenceparameter nu og i fremtiden, der gør dig til en attraktiv kommunikatør for virksomhederne. Og bæredygtig udvikling vil fortsat forme samtalerne, præge mediebilledet og virksomhedsstrategierne de næste mange år, mens vi arbejder for at indfri verdensmålene.
Ifølge Lasse Alfastsen kan det godt skæres endnu mere ud i pap:
“Du kan ikke ignorere verdensmålene og den bæredygtige omstilling som kommunikatør. Verdensmålene er den fælles ramme og det bedste sprog, vi har for den fælles fremtid, vi skal skabe sammen. Virksomheder og kommunikatører. Vi skal hjælpe hinanden og løfte i flok,” siger han.
Så mit råd er: Bliv bæredygtighedskriger istedet for en kommunikativ varmluftsballon. Brug din faglighed til at sætte skub på den bæredygtige udvikling. Og vær med til at sikre, at vi som verdenssamfund når vores overordnede strategiske målsætninger: verdensmålene.
…Og good news er jo, at vi “unge mennesker” (som folk over 40 ynder at kalde os) allerede er dem, der kender verdensmålene bedst.
Men vil du alligevel gerne vide lidt mere? Så har jeg herunder samlet en kom-i-gang liste med links, der kan gøre dig endnu klogere på verdensmålene og bæredygtig udvikling.
KOM-I-GANG LISTE
- Du kan først og fremmest søge den basale viden på Danmarks officielle side for verdensmålene.
- Du kan også blive klogere på bæredygtige strategier og business hos mediet Sustain Report.
- Vil du vide mere om verdens reelle udvikling (for seriøst, den ved vi for lidt om), så anbefaler jeg Hans Roslings bog ‘Factfullness’, der virkelig giver en god øjenåbner, når det kommer til vores måde at forstå og tale om verden på. Der findes også en gratis bog, der hedder, ‘Bliver verden bedre’, der både fortæller om verdens udvikling og verdensmålene.
- Hvis du ikke gider læse, så kan du også lægge dig på sofaen og lytte til Steffen Max Høgh’s podcast ‘Bæredygtig Business’, der gør dig klogere på sammenhængen mellem bæredygtighed og bundlinje.
- Hvis du er mellem 16-30 år kan du en gang om året søge om at blive deltager på Verdens Bedste Nyheders Verdensmålsakademi, hvor jeg selv er deltager i år. Her lærer du en hel masse om verdensmålene, delmålene, konstruktiv journalistik og formidling.
- Hvis du (ligesom jeg) er ledig, så findes der tilbud som det grønne akademi. Der er mulighed for virksomhedspraktikker, hvor du kan gå efter virksomheder, der arbejder med verdensmålene – eller som gerne vil igang. Og der er case-forløb, som High Potentials, hvor du har mulighed for at komme ud og bl.a. arbejde med cases, der handler om bæredygtighed, bundlinje og kommunikation.
Tusind tak fordi du læste med. Jeg håber, jeg vækkede en bæredygtighedskriger i din mave, så vi sammen kan kaste vores kommunikationsskills ind i puljen for en mere bæredygtig fremtid.