Kan man forvente, at andre forstår ens faglige værd, hvis ikke man selv gør? Næppe.

Af Anna Labuhn Olesen

“Er du så sådan en pladderhumanist?”

“Er der egentlig brug for jer i erhvervslivet?”

“Er du ikke bange for den høje arbejdsløshed på den anden side?” 

Da jeg tilbage i 2017 startede som kommunikationsstuderende, havde jeg ikke noget begreb om, hvad det ville sige, at min uddannelse faldt inden for det humanistiske felt – eller at min endelige cand.(mag.) titel – af uransagelige årsager – skulle være mindre værd end titler som eksempelvis cand.merc. eller cand.scient. Jeg skulle bare tilegne mig viden om en række kommunikationsdiscipliner, så jeg kunne komme ud og gøre noget nytte. Så var titlen nu egentlig ikke så vigtig. 

Ret hurtigt opstod en ulmende fortvivlelse. For en stor del af tiden blev brugt på at diskutere og reflektere over forskellige ontologiske og epistemologiske antagelser eller andre smarte akademiske begreber, der virkede enormt fjernt fra verdenen uden for universitetets døre. Det meste syntes ærlig talt ligegyldigt. 

Gud ske tak og lov for at man bliver klogere. 

Der er kommet en hel ny mening til, siden jeg i starten af min uddannelse lod mig rive med de sene aftentimer i studiegruppen, hvor vi dyrkede en kollektiv fortvivlelse: “Åh, hvad skal der blive af os? Det vi laver er gætteri og fortolkning. Det er en sludder for en sladder. Vi kan jo ikke noget.” 

Den dag i dag er fortvivlelsen erstattet med provokation. “Humanist” er derfor en stolt markør og en fast del af de indledende ord, jeg beskriver mig selv med på mit CV.  

Men hvordan går man fra at være en fortvivlet førsteårsstuderende til at være en stolt humanist? 

Jo, man sætter sig ned og fordyber sig i de samfundsmæssige konventioner, der styrer den måde, vi indretter os og forstår verden på. (Heldigt det lige netop er dét, en humanist er rigtig god til). For her får man hurtigt øje på den stigende vægtning på STEM-uddannelser – naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik – og disses lovprisning af algoritmer og kunstig intelligens, der i mange år har fået bevilget langt flere forskningsmidler end humanvidenskaberne. Fordelingen af ressourcer afspejler først og fremmest, at STEM-fagene skaber en umiddelbar nytteværdi modsat de humanistiske fag. Desuden afspejler det en grundlæggende reduktionisme, der er dybt indlejret hos mennesker, hvor vi alt for ofte søger efter simple svar på komplekse spørgsmål. Ja, det ville da være bekvemmeligt, hvis alle svar lå i det teknisk videnskabelige. Sådan forholder det sig nu ikke. 

Så hvordan forholder det sig? 

Fra smarte akademiske begreber til reel problemløsning i erhvervslivet

For noget tid siden faldt jeg over bogen Sensemaking – Et forsvar for menneskelig intelligens af Christian Madsbjerg, der er medstifter af den succesfulde konsulentvirksomhed ReD Associates. Madsbjerg og ReD Associates har arbejdet med nogle af de helt store spillere som LEGO, Coca-Cola, Ford og Procter & Gamble, via den metode han kalder sensemaking, der trækker på erfaringer fra de humanistiske videnskaber. Madsbjergs bog er et vigtigt bidrag til debatten om humaniora, og er man interesseret i at forstå, hvordan humanister og humanistiske erfaringer har hjulpet nogle af de helt store virksomheder, så er det bare at komme i sving! 

For nu vil jeg blot springe frem til bogens sidste linjer: 

“Algoritmer kan gøre mange ting, men de vil altid være ligeglade. Mennesker er ikke ligeglade.” 

Amen! – Får man næsten lyst til at råbe, inden man klapper bogen i. Citatet indfanger lige netop problemet med at undervurdere betydningen af humanisters kunnen i et moderne samfund. 

Hvordan det? 

Alright, lad os tage et eksempel: 

En miljøorganisation vil gerne sætte fokus på at reducere forbruget af plastik i private hjem. De laver derfor en kommunikationskampagne med det mål at ændre forbrugers adfærd. Men før der overhovedet kan produceres en lækker reklamefilm, eller indgås samarbejder med relevante influencers osv., må indsigten være på plads. Indsigt i de forbrugers adfærd, hvilke man søger at ændre. Faktum er blot: Man kan ikke reducere menneskers adfærd til tal og statistikker – altså såkaldte “Big Data”. Mennesker indeholder en kompleksitet, der bør indtænkes i markedet og teknologien. Mennesker er ikke rationelle. Mon ikke en del gode intentioner – som at reducere plastforbrug, spise sundere og kvitte smøgerne – nok var blevet indløst, hvis dette var tilfældet? 

Så hvad gør vi? Nåh ja! Vi forsøger at forstå forbrugers livsverden. Vi forsøger at forstå de sociale processer, hvorunder mennesker påvirkes, tænker, forstår, handler, lærer og udvikles. Vi trækker på en dybdegående viden om de historiske, kontekstuelle og kulturelle forhold. Ergo: Vi trækker på erfaringer fra de humanistiske videnskaber. 

Det samme gør sig gældende for fødevareproducenten, der gerne vil sælge grønnere alternativer til animalske produkter. Eller for bilproducenten, der vil producere og sælge en elbil, som passer til den moderne forbruger. Hvis ikke virksomhederne og organisationerne forstår forbrugerne og de kulturelle forhold, som deres data afspejler, vil det endelige produkt, såvel som markedsføringen af dette, være som at famle i blinde. 

Det lyder umiddelbart som en dårlig forretning, hvis du spørger mig. 

Erfaringer fra humanistiske videnskaber er ifølge David Budtz Pedersen, professor mso ved Aalborg Universitet, også vigtige for centrale emner som køn, lighed, globalisering, rettigheder, immigration, terror, polarising, osv. Det er fundamentale problemstillinger for et moderne samfund, som må undersøges med udgangspunkt i det virkelige liv. Det kræver viden om kultur, fast funderet i virkeligheden i hver enkelt situation og kontekst. Som Madsbjerg understreger i sin bog: “(..) når alt kommer til alt, er menneskelig intelligens, når den er bedst, ikke kun at kaste en mønt op i luften og se, hvordan den lander.”

Du er toprelevant!

Okay godt så. Humaniora er ikke helt dumt for et moderne samfund. Lad os så lige vende tilbage til de indledende bemærkninger, jeg præsenterede. Det er fordomme, både jeg og mine medstuderende har mødt under vores uddannelse. Fordommene florerer altså ude i samfundet, i erhvervslivet og måske blandt de arbejdsgivere, som vi er afhængige af ansætter os. Derfor er det vigtigt, at man bruger tid på at forstå sin faglige baggrund. For som den vigtigste erkendelse jeg har gjort mig: Forvent ikke at andre forstår dit faglige værd, hvis ikke du selv gør.

Derfor: Lad dig ikke rive med af studiekammeraternes ængstelighed for at uddanne sig til arbejdsløshed. Brug i stedet for tid på at snakke sammen om hvilke problemer, der karakteriserer det nuværende samfund i forhold til de kompetencer, I tager med jer ud i samfundet og erhvervslivet. Værn om jeres kritiske refleksionsevne. Den er baseret på en kompleks forståelse af den sociale verden, der er toprelevant. 

Så kald mig bare naiv. Men jeg tror på, at tanker skaber vores virkelighed. Jeg tror på, at en undervurdering af vores faglige profil kan blive en selvopfyldende profeti. Let’s be honest: Det ér bare lettere at overbevise andre om ens faglige værd, hvis man selv er overbevist.

Anna er frivillig skribent i UNGKOM-redaktionen i København.
Til daglig læser hun en kandidat i kommunikation ved AAU CPH, og arbejder som journalist og profilskribent hos dagbladet Børsen.