Influencer marketing er et af de hotteste ord inden for online marketing. Her er nogle af de vigtigste ting, du skal vide for at forstå, hvad influencer marketing egentligt går ud på, og hvorfor det er en succes.
Med influencer marketing har virksomheder, små som store, muligheden for at nå deres helt specifikke målgruppe ved brug af en kanal, som målgruppen i forvejen har tillid til – såkaldte influencers. Influencers er i og for sig helt ’almindelige’ personer, der som eksempelvis youtubere, instagrammere osv., typisk har skabt sig en trofast og talrig følgerskare.
Så hvordan fungerer det, når man arbejder med influencer marketing, og hvilke væsentlige forhold skal man tage højde for, hvis man skal arbejde med strategien? Jeg har spurgt mig til råds hos en dansk specialist i influencer marketing, Nicolai Mazur, der driver sin egen konsulentvirksomhed MazurMedia. Nicolai giver her sit besyv til nogle af de vigtigste overvejelser i arbejdet med denne marketingstrategi.
En voksende marketingsstrategi
Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, hvad influencer marketing egentlig går ud på. Nicolai Mazur forklarer:
”Influencer marketing handler kort om, at en virksomhed eller en organisation bruger en person til at kommunikere ud til personens følgere. I praksis foregår det eksempelvis ved at influenceren deler et billede med virksomhedens produkt eller på anden måde er afsender for virksomheden.”
Influencer marketing virker umiddelbart som en nyttig marketingløsning, og det er der også flere og flere virksomheder, der har indset. Faktisk viser en undersøgelse, at 84% af de adspurgte marketingmedarbejdere forventer at benytte mindst en influencer kampagne inden for de næste 12 måneder.
Et godt match er altafgørende
Ligesom i kærlighedslivet, er det også en kunst i marketingverdenen at finde et godt match. Det er denne kunst som blandt andre Nicolai Mazur arbejder med at specialisere sig i. Det kan være, at man i første omgang tænker, at det handler om at få fingrene i den influencer, der har flest følgere. Den tankegang er ifølge Nicolai Mazur helt forkert:
”Hvad hjælper det med et reach på 300.000, hvis kun 5% af dem er din målgruppe? Matchet mellem influencer og virksomhed er altafgørende.”
Derfor deler man influencere op i tre segmenter: micro, makro og mega, alt efter hvor mange følgere personen har. Det handler altså ikke om at finde den person, som har flest følgere på eksempelvis YouTube. En kampagne eller en virksomhed kan have stor gavn af at nå ud til en større og bredere følgermængde, mens en anden kampagne vil have mest gavn af at nå ud til en mere snæver målgruppe, som en micro-influencer således vil være ideel til.
”Forestil dig at du bruger 50 micro influencers i en kampagne. Såfremt du har gjort dit arbejde godt, har du altså nu 50 stærke ambassadører for dit brand. Formår du at engagere dem ordentligt, så vil det fortsætte ud over kampagnens varighed.”
For at finde det bedste match mellem en influencer og en virksomhed, handler det om at afkode, hvilken målgruppe og i hvilket univers influenceren har skabt sit content. Dermed skal du tænke over, om influencerens univers og øvrige content matcher virksomhedens brand eller produkt.
Mere frihed til influenceren
Hele humlen i at få influencer marketing til at fungere er, at virksomheden og influenceren oparbejder et samarbejde, hvor influenceren kan engagere sig, komme med ideer og på den måde få plads og frihed, til at skabe sin eget kreative indgangsvinkel til marketingstrategien. Det er vigtigt, for det er influenceren, der er skarp på at skabe content, som følgerne gider at se.
”Vigtigst af alt, så lad influencers bruge deres kreativitet. Hiv dem ind så tidligt i processen som muligt, og spil op til dem. Lad dem komme med inputs, og skab sammen! Husk at de kender deres følgere bedst, de ved hvad de vil have, og hvad der fungerer” siger Nicolai Mazur.
Troværdige anbefalinger
Desuden understreger Nicolai Mazur, hvor vigtigt troværdighedsparameteret er imellem følger og influencer, samt et længerevarende samarbejde mellem virksomhed og influencer:
”Forestil dig din yndlings-YouTuber laver to samarbejder med to konkurrerende brands, indenfor en kort periode. Den ene uge er han vild med Samsung og ugen efter Apple. Tilbage sidder vi som forbrugere og tænker: Hvor troværdig er han egentlig? Kan han selv finde ud af, hvad han er vild med?”
Troværdighed er alfa omega i influencer marketing. Det, der er så særligt ved denne marketingstrategi frem for andre, er nemlig den forudgående troværdighed, som influenceren besidder. I bund og grund opridser influencer marketing også en strategi, som udnytter anbefaling i stedet for salgstale. En anbefaling af eksempelvis en bog fra en ven eller et familiemedlem virker stærkere end en annonce på Facebook. Med en anbefaling er der en helt anden og grundlæggende tillid og troværdighed.
Derfor er det ifølge Nicolai Mazur også vigtigt, at influenceren leverer autentisk og troværdigt indhold, og at influenceren står inde for brandet eller kampagnen:
”Når der står ‘sponsoreret’ ryger toppen af troværdigheden. Det kan vi ikke komme uden om, og derfor skal influenceren arbejde endnu hårdere for at få sit troværdige budskab igennem.”
Et godt match mellem virksomhed og influencer og rum til influencerens egne idéer er derfor vigtige skridt mod et troværdigt og dermed succesfuldt resultat. Det vigtige er at finde en influencer, hvis online-univers matcher kampagnen eller brandets univers, og derefter skabe et godt samarbejde, hvor du giver plads til influencerens idéer – da det i sidste ende er influenceren, der er ekspert i sine følgere. Influencer marketing er uden tvivl en strategi, som du vil støde på i kommunikationsbranchen fremover. Jeg håber, at du er blevet lidt klogere på influencer marketing og hvilke vigtige træk, du skal kende, før du kan begynde at arbejde med en influencer til markedsføringen af et brand eller en kampagne.
Om skribenten
Navn: Anna Rosenberg
Beskæftigelse: Læser en kandidat i film- og medievidenskab på Københavns Universitet med en profil i journalistik. Elsker at nørde kreativ kommunikation og formidling.