Natalie Khayat er SoMe-manager og content creator for tøjmærket TICKET Woman. Hun står for at opdatere brandets sociale medier med billeder og videoer, hun selv producerer, og så har den 22-årige journaliststuderende også lagt en SoMe-strategi for brandet.
Her i interviewet fortæller Natalie om, hvorfor flere og flere virksomheder efterspørger en SoMe-manager, og i bunden af artiklen giver hun tre tips til, hvordan du kan opdatere din virksomheds sociale medier:
Af: Ida Weis Jacobsen
Hvorfor hyrede TICKET Woman dig til SoMe-manager?
TICKET Woman er en travl og relativt ny virksomhed. De havde ikke tid til at pleje deres sociale medier samtidig med alt det andet. For det kræver meget tid, hvis et brand skal køre godt på de sociale medier og engagere sig med sin målgruppe og producere fast content. Jeg kom med på holdet for at gøre deres sociale medier mere interessante og inspirerende at følge med i. Blandt andet lavede jeg en ny stil for deres udtryk på Instagram og Facebook.
Hvordan gjorde du det?
I stedet for at fokusset udelukkende ligger på produktet, prøver jeg nu at danne nogle situationer – sætte scenen, om man vil – som folk, der følger med på de sociale medier, kan se sig selv i. Folk kigger på Instagram for at blive inspirerede. Et detaljebillede af et produkt er ikke særligt inspirerende, men den slags var der masser af før. I virkeligheden kan folk godt lide, hvis de føler nærhed med brandet og de mennesker, som sidder bag. De kan godt lide, når det føles, som om man deler en hverdag med brandet. TICKET Woman sælger meget overtøj, så vejret er noget, jeg tit nævner i mine posts. Vejret kan vi alle sammen samles om.
Hvilke konkrete ting ligger bag dine opslag?
Det er meget forskelligt. På mange af billederne, jeg lægger ud på TICKET Womans sociale medier, spiller jeg selv modellen. Jeg tager de forskellige styles på – dem fra den nyeste kollektion – og så får jeg taget nogle billeder. Nedenunder kommer det personlige, og det, som kan få folk til at relatere, så ind: Der handler det om, at jeg skriver en lille kommentar til, som passer til det aktuelle tidspunkt. Hvis det er sol, lægger jeg ikke et billede med en regnjakke op, og hvis det er fredag, kan jeg for eksempel skrive: Vores taske er pakket og klar til en weekend getaway. Men jeg laver også videoer, og der skal det gerne være mere håndgribeligt, som kan formidles uden så mange ord: Hvor meget kan der være i vores toilettaske?
Hvorfor er det blevet populært for brands at ansætte en SoMe-manager?
Sociale medier er jo fremtiden. Og jeg tror, at mange brands ved, at hvis de skal kunne klare sig populært, skal de skabe et navn på sociale medier. Det er den nye måde at skabe kontakt med kunderne på. Det er meget mere nært. Det er den moderne version af at sætte en annonce i avisen eller et magasin.
TRE NEMME TIPS FRA NATALIE:
- Kvaliteten af billederne. Det er vigtigt, at billederne er i god opløsning og taget i det rigtige lys. Sådan et grynet billede, der er taget en eller anden aften i gult lys, det fungerer ikke. Det skal være lidt lækkert, for at det skaber en værdi for folk. Selvom du ikke har postet i 5 dage, betyder det ikke, at du skal slå hvad som helst op for at gøre følgerne glade. Kvalitet er allervigtigst.
- Find den rigtige balance. Det er vigtigt, at man fra starten af finder en balance for, hvor meget man slår op. Man skal ikke spamme, for så synes folk, det er irriterende, men man skal heller ikke poste for lidt, for så bliver man glemt. Det handler også om at vide, hvem der er ens målgruppe, og hvad deres opførsel på sociale medier er. Min fingerregel er: Ikke mere end et billede om dagen! Man skal også acceptere, at man ikke kan være sine følgeres eneste inspirationskilde.
- Kend dit medie. På Instagram er inspirationen og æstetikken i centrum. Men på Facebook må man gerne være mere kommerciel og lave konkurrencer. Men for dem begge to gælder det, at dine opslag skal have ny værdi for dem, der ser det. Nye informationer, nye tilbud, ny vinkel.
Om skribenten:
Navn: Ida Weis
Beskæftigelse: Læser til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men er i halvandet års praktik på DR Kommunikation og Presse, hvor jeg beskæftiger mig med intern kommunikation til DRs intranet.