Om at styre en debat – for begyndere

Valgkampen ruller ind over landet; ikke blot på vores skærme, men også ude i det offentlige rum. Diverse biblioteker, uddannelsesinstitutioner og forsamlingslokaler bliver de næste par uger fyldt op af politikinteresserede og dem, der slæbes med.

For hver debat der sættes op, er der en eller flere ansvarlige, som skal sammensætte og moderere debatten, så publikum får mest ud af det.

Hvordan gør man det, uden at det bliver kedeligt eller ubehageligt, men i stedet bliver underholdende og lærerigt?

Jeg har som politisk konsulent og debatunderviser sammensat en række anbefalinger, som også er relevante uden for valgkampen:

1. Det handler ikke om at få kandidaterne på glatis

Mange, som skal moderere en debat for første eller anden gang, kan nemt lade sig friste af at lege kritisk journalist fra Ekstra Bladet. Hvis dette skal kunne lade sig gøre på en fornuftig måde, kræver det ekstraordinær forberedelse, hvor man læser gamle interviews igennem og undersøger mulige selvmodsigelser, hvor kandidaten måske bare har skiftet holdning. Potentielt får en debattør også meget mere taletid end alle de andre, hvis den kritiske moderation ender med en debat mellem moderatoren og kandidaten, hvilket skaber en underlig dynamik. Der er stor forskel på debatter og interviews. Og husk, at kandidaterne i forvejen er rigeligt interesserede i at få alle andre på glatis.

I sidste ende handler disse debatter om at få trukket grænserne mellem partier, så vælgerne forstår forskellene. Debatterne handler ikke om, at kandidaterne selv skal blive klogere. Disse debatter er til for den ubeslutsomme vælger, der ikke følger så meget med i dansk politik til dagligt. Og derfor bør det tekniske niveau i debatten ikke være så højt, som man kan være fristet til. Valgkampens få dage skal tale til den laveste fællesnævner, men selvfølgelig uden at det bliver plat og fordummende. 

2. Simple spørgsmål kan også være svære at svare på

I forlængelse af første anbefaling skal man huske på, at de sværeste spørgsmål nogle gange er de mest simple og åbne. Lad mig give et eksempel: Hvis en kandidat fra et højrefløjsparti sagde, at indvandrere er stærkt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, kunne to simple spørgsmål til det være: ”Hvor stærkt?” og ”Er det værre i dag end for fem år siden?”. Et andet eksempel: Hvis en kandidat fra venstrefløjen sagde, at vi skulle indføre en millionærskat for at kunne få råd til at ansætte flere sygeplejersker, kunne man spørge: ”Hvor mange skatteindtægter får man af det?”.

Et godt eksempel fra Deadline på DR2 var, da Bjarne Steensbeck interviewede en talsperson fra den kommission, der anbefalede, at tørklæder skulle forbydes i skolen. Talspersonen sagde, at kommissionen i deres arbejde havde snakket med ”flere skoler og skoleledere”, hvor Bjarne Steensbeck helt enkelt spurgte: ”Hvor mange?”. Dette spørgsmål afslørede, at kommissionen kun havde snakket med 2-3 skoler, hvilket jo rigtigt nok er ”flere skoler”, men der er stor forskel på 2 og 22.

3. Tag emner op, som I ved, publikum er interesseret i

Bare fordi DR1 og TV2 vælger emnerne sundhed, økonomi og klima, behøver I ikke også gøre det. Disse emner skal nok blive dækket rigeligt af de almindelige medier. I stedet vil jeg anbefale, at man undersøger sit publikum og får et fingerpeg i retning af, hvilke emner lige præcis denne gruppe kunne være interesseret i. Foregår debatten på et gymnasium, kunne emner som elevfordeling, mental sundhed og SU være oplagte. Foregår debatten på det lokale bibliotek, kunne emner som ældrepleje, kultur og offentlig transport være oplagte.

4. I behøver ikke invitere alle partier

Sidste valg, dette valg og garanteret de næste mange folketingsvalg vil der være et hav af partier. Og sandheden er bare, at man ikke får en særlig konstruktiv debat af at have 14 debattører. Så overvej måske kun at invitere 7-8, hvor alle tre partier med en statsministerkandidat er til stede, og hvor der er et bredt spektrum. Fx behøver du ikke invitere både Frie Grønne og Alternativet eller både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. 

5. Brug teknologien:

Hvis man vil skabe variation i debatten, kan man inddrage nye, sjove IT-tjenester. Der er et hav af muligheder, som blot er en Google-søgning væk. Eksempelvis kan jeg anbefale Slido, der gør det muligt at inddrage publikum; det kræver blot en smartphone. For mig har Slido to funktioner, der kan gøre publikumsoplevelsen mere interessant: afstemninger og spørgsmål.

Slido gør det muligt for alle i publikum at stille spørgsmål, hvilket jeg vil anbefale som en del af debatten. Ikke alle i publikum er dog lige selvsikre i at stille spørgsmål åbent foran alle, så Slido skaber muligheder for dem, der brænder inde med relevante spørgsmål, men samtidig en tvivl i maven. Blandt diverse publikum ser man ofte personer, som har et ekstraordinært behov for at høre sig selv tale højt. Disse vil heller ikke få mulighed for at skabe irritation og frustration blandt resten i lokalet.

I Slido kan man også oprette afstemninger. Dette redskab kan bruges til meget forskelligt sjovt. Det oplagte, jeg som minimum vil anbefale, er at spørge publikum før og efter debatten, hvem de kunne overveje at stemme på. Dermed kan man se, om debatten har rykket noget.