Af: Anders Rejnhold Lorenzen
Der går efterhånden kortere og kortere tid fra, at et nyt socialt medie buldrer frem og påkalder medieverdenens opmærksomhed, til det udfases, og et nyt overtager. Peach er den seneste tilføjelse til den uoverskuelige liste over sociale medier, men hvorfor stryger vores arme i vejret over den nyeste skinnende ting, når erfaring fortæller os, at den formentligt er kortlivet?
Fredag den 8. januar var fersken så sandeligt dagens frugt, da Peach, via Twitter, annoncerede, at deres app nu kunne downloades i App Store. I den efterfølgende uge stod diverse tech-sites klar med de efterhånden obligatoriske ”How to…” og ”Everything you need to know about Peach”-guides, mens andre allerede skrev dets nekrolog. De sidstnævnte anser det som et uafrysteligt nederlag, at Peach om fredagen var brudt ind i Top 10 over Social Networking Apps i App Store, og om mandagen allerede var tilbage syd for Top 100.
Hvordan er Peach anderledes?
Som det så ofte er tilfældet ved opfindelsen af ny teknologi, fokuseres der primært på, hvorledes det adskiller sig fra lignende opfindelser. Ser man på tilsvarende sociale medier kan Peach nok bedst beskrives som en blanding mellem Facebook Messenger og Twitter, tilsat en smule Slack.
Modsat Twitter har man på Peach ikke et newsfeed, men i stedet en liste over alle ens venner ala samtaler i Messenger, og hvis man klikker på en ven vises alle deres opslag i kronologisk rækkefølge. Men ligesom Twitter, og modsat Messenger, kan dine opslag læses af alle dine venner. Derudover har Peach udvidet ’Poke-funktionen’ fra Facebook.
Der hvor Peach virkelig skiller sig ud fra mængden er gennem det de kalder ’Magic Words’, der hurtigt og nemt åbner op for forskellige handlinger inden i appen. Lidt på samme måde som command-funktionen i Slack. Eksempelvis kan du ved at skrive ’gif’ frit søge blandt Giphy’s arkiv, og hvis en gif ikke helt kan dække det du ønsker er der mulighed for selv at tegne det, ved at skrive ’draw’, blot for at nævne et par af mine egne favoritter.
Everything’s peachy
Trods den overvældende mediedækning har den akkumulerede hype ikke været ovenud rosenrød. Meget af den kritik Peach har høstet kan tilskrives, at man på Peach har venner frem for følgere, og derfor afhænger af en godkendelsesprocedure. Det har i kombination med, at det primært er firstmovers, som har kastet sig over mediet, desværre resulteret i, at flere har været efterladt med følelsen af at kommunikere med få andre end sig selv.
En af mine få venner som har prøvet Peach udtrykte netop også frustration over at være den eneste i sin omgangskreds, der var hoppet ombord.
Blandt de mere prominente navne herhjemme, der tidligt sprang på Peaches frugtkarret kan nævnes Ida Auken og Sofie Carsten-Nielsen, men også de havde problemer med at tilføje venner. Det skyldes i særdeleshed, at man endnu ikke kan tilføje forbindelser fra andre sociale medier, såsom Twitter og Facebook, men enten skal finde venner via en søgning på deres brugernavn (og her skal det siges, at der er mange fake-profiler i omløb), eller ved at have tilføjet deres telefonnummer til ens kontakter.
Et opgør mod det etablerede
Selvom Peach skiller sig ud ved at sammentrække funktioner fra andre eksisterende sociale medier i et let og brugervenligt design, tilbydes der ingen nye og radikalt anderledes funktioner ligesom Snapchats flygtige videoer eller Meerkat/Periscopes introduktion af livestreaming. Så hvorfor al den hype?
Udover en generel nysgerrighed, tror jeg, at én af de store appeller ved såvel Peach som andre nytilkomne sociale medier er muligheden for at vige fra de mere etablerede sociale medier som Facebook, Twitter og LinkedIn. Håbet om igen at lege og kunne udfolde sig uden frygt for, at ens forældre eller en potentiel kommende arbejdsgiver kigger med, tror jeg især er tiltalende.
En del af Peaches opreklamering kan nok også tilskrives de firstmovers, virksomheder som privatpersoner, der hurtigt tog mediet til sig, og efterfølgende gjorde andre opmærksomme på Peach, hvilket i retur også fremhævede deres egen tilpasningsevne. Firstmovers er essentielle hvis et nyt socialt medie skal ud over rampen, men som jeg tidligere nævnte kan det i begyndelsen være en ensom beskæftigelse.
Den gode dårlige historie
Nyhedsmedier og tech-sites er dog unægtelig også en stor bidragsyder til hypen om nye sociale medier. Så sent som i november 2015 var Astrid Haug klar med en introduktion til Jodel, og i 2014 var det historien om Ello, der med eksklusivitet og løftet om nul reklamer trak overskrifter.
I forbindelse med Ellos efterfølgende nedtur udtalte deres co-founder Paul Budnitz at:
“Tech media helps create this hype and encourage a childish form of FOMO [fear of missing out], then seems to celebrate a story of failure,”
Selvom hans udtalelse emmer af bitterhed over, at Ello ikke slog igennem som håbet, synes jeg, at den er rammende. Hvor stor indflydelse har nyhedsmedierne på nye sociale mediers livscyklus? Og hvem har egentligt interesse i en muggen fersken?
Om skribenten
Navn: Anders Rejnhold Lorenzen
Beskæftigelse: Studerer Kommunikation på RUC med fokus på strategisk organisationskommunikation og digitale medier. Arbejder med ekstern kommunikation og sociale medier hos EU-politisk kontor i Styrelsen for Forskning og Innovation.
Twitter: @LorenzenAnders
Overlevelsesguide: 10 råd til specialeskrivningen
