Af Mai Skovgård Andersen
Vi bruger dem alle sammen. De små ikoner, der findes i alle former og farver. Emojis.
Faktisk er brugen af emojis blevet så udbredt, at emojipedia er blevet en ting. Ja, du kan besøge siden og blive klogere på, hvad de emojis, som du oftest bruger, rent faktisk betyder.
Derfor er det måske heller ikke så underligt, at de små ikoner vinder større og større indpas i flere virksomheder?
Nogle vil her mene, at de små ikoner forurener den nonverbale kommunikation fra virksomhederne. Andre vil modsat påstå, at emojis er en gave til os kommunikatører og virksomhederne.
Jeg er selv af den overbevisning, at vi bør omfavne emojien, men samtidig have for øje, at brugen af dem nøje skal overvejes og afbalanceres.
Er der derfor en korrekt måde at bruge dem på? Læs med og bedøm selv.
Behøver vi virkelig at fokusere på emojien?
Hvorfor så lige et indlæg om emojis, vil nogen måske spørge? Jo, det kan jeg forklare med et ganske fint eksempel:
Her sidder jeg som nyuddannet, jobsøgende kommunikatør og sender et hav af mails og ansøgninger. Ja, det er måske et lidt stillestående hav her under corona-krisen, but you get the point!
Jeg har efterhånden modtaget mange mails retur i min indbakke. Nogle med en den opløftende melding, at virksomheden ser frem til at læse min ansøgning. Andre med afslag eller meldingen om, at virksomheden tilbagetrækker jobopslaget grundet corona.
I den stride strøm af ansøgninger, jeg sender ud, skete der den anden dag det fatale, at jeg kom til at sende en forkert ansøgning afsted. “Det er aldrig sket før. Hvor pinligt”, tænkte jeg. Men marketingchefen kvitterede med beskeden: ”Vi ser på den nye opdaterede version 😊”, sammen med et styks smilende emoji, da jeg gensendte min ansøgning. Og lige netop den emoji – i den sammenhæng – fik mig til at reflektere.
For dén emoji fik mig til at smile. Der sad jo et menneske bag den anden skærm, og mailen var ikke bare et autosvar. Samtidig var kommunikationschefen lige pludselig ikke så frygtindgydende, og det var ikke så pinligt at lave en fejl. “En god oplevelse. Han virker imødekommende og forstående”, tænkte jeg. Og min lyst til at blive en del af hans kommunikationsafdeling blev pludselig endnu større.
Men hvad havde jeg mon tænkt, hvis han ikke havde sendt den emoji, eller hvis han ikke havde nøjedes med én emoji, men derimod havde oversvømmet hele mailen med emojis? Ville tonen være mere seriøs, eller ville seriøsiteten så være forsvundet?
Tilføj følelse og gestikulation til din kommunikation
Oplevelsen fik mig til tasterne. For hvordan er det egentligt, vi bruger emojis i vores kommunikation? Og hvorfor er det, at vi skal omfavne dem?
Lad mig først slå fast, at emojis ikke er et nyt fænomen. Emojis, som vi kender dem i dag, stammer tilbage fra 1999, hvor en japansk ingeniør for et teleselskab forsøgte at skabe et symbol, der kunne appellere mere til flere unge telefonbrugere i Japan. Det har vist sig at være en meget populær opfindelse.
Nogle forskere mener i dag, at populariteten kan tilskrives emojis’ evne til at udtrykke følelser på skrift, og fordi de hurtigere og mere effektivt kan levere et budskab sammenlignet med, når man kun bruger ord.
Udover at emojis kan tilføje følelse til den skriftlige kommunikation, så kan de små ikoner også opfattes som den gestikulation, der kan finde sted, når vi taler ansigt til ansigt med hinanden. Ved at bruge emojis giver vi nemlig modtager en visuel håndsrækning til at forstå, hvad hensigten med vores kommunikation er.
Der er altså en række åbenlyse fordele ved at bruge emojis, og dem har flere virksomheder også fået øjnene op for. De små ikoner har nu særligt sneget sig ind i vores content på sociale medier samt i vores mails til kollegere og forbrugere.
Bagsiden af medaljen
Men kan man så bare som virksomhed slynge om sig med emojis? Svaret er desværre nej. For som med alle andre områder indenfor kommunikation er det vigtigt, at vi som kommunikatører nøje overvejer, hvad det er, vi vil have modtageren til at forstå. En emoji er nemlig ikke bare et symbol. Det kan opfattes som et helt sprog. Et sprog med mange facetter og nuancer.
Det er yderst vigtigt, at vi som kommunikatører sikrer, at virksomheden fremstår som ønsket i målgruppens øjne. Samtidig skal kommunikation på tværs af vores platforme gerne opfattes som sammenhængende.
Virksomheden skal altså have et sammenhængende og troværdigt image. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed får defineret, hvordan man vil bruge emojis, og om man over hovedet skal bruge dem i sin kommunikation. Jeg giver dig derfor her mine 4 bedste råd med på vejen til hvordan, du bedst siger det med emojis:
-
Emojis har ikke én specifik betydning
Den største udfordring ved brugen af emojis er, at hvert symbol ikke har én fastlagt betydning. Det kan derfor være farligt for virksomheder at anvende ikonerne i den eksterne kommunikation, hvis man ikke har taget højde for, at modtageren kan have en helt anden opfattelse af den valgte emoji.
Undersøgelser viser endda, at emojis kan føre til utallige misforståelser. Derfor kan det som kommunikatør være en god ide at forholde sig til, at din kollega eller kunde ikke nødvendigvis opfatter din blinke-emoji på samme måde, som du gør.
-
Test dine emojis på målgruppen
Brugen af emojis kan skabe glæde og godt humør på en arbejdsplads og kan tilføje os som kommunikatører og virksomhed personlighed og kant.
Det er derfor vigtigt, at du eller din arbejdsplads professionelt får defineret, hvordan I vil bruge ikonerne, og måske endda får undersøgt og testet, hvordan jeres målgruppe opfatter brugen af dem.
Bliver man for eksempel opfattet som en mere jordnær virksomhed, eller bliver markedsføringen lige pludselig opfattet som utroværdig og overfladisk, når man begynder at bruge emojis?
-
Tænk over sammenhængen mellem emoji og platform
Brugen af emojis er mere udbredt på platforme som Instagram og Snapchat end på hjemmesider og i mails. Men det kan dog stadig være farligt ikke at overveje, hvilke emojis man anvender på hvilke platforme, og om de valgte emojis harmonerer med det image, du udstråler gennem dine andre platforme.
Få derfor fastlagt, hvordan du vil bruge emojis, og om og hvordan emojis passer ind på dine forskellige platforme, inden du kaster dig hovedløst ud i det. Det kan godt være, at du vil være ung med de unge på Snapchat, (og særligt når du selv er ung), men tænk lige over, om din hjemmeside og dit nyhedsbrev udstråler det modsatte?
-
Emojis har begrænsninger
Du kan ikke bruge emojis til alt, for ligesom med så meget andet, så har emojis også sine begrænsninger. Som kommunikatør vil jeg derfor minde om vigtigheden af at huske god, gammeldags verbal kommunikation.
Stop op en gang imellem og tænk, om det måske er bedre lige at smutte forbi kollegaens kontor i stedet for at sende en mail. Eller om det nu er en god ide at plastre dit nyhedsbrev til med emojis, så du måske fjerner fokus fra det, du egentlig ville sige?
Forstår du emojisk?
Tilbage til min pinlige korrespondance om den forkerte ansøgning: Hvorfor brugte marketingchefen så den emoji? Og hvad mente han med den?
Det kan ingen give et klart svar på. Men under alle omstændigheder gav det mig stof til eftertanke, og det efterlod mig med et indtryk af marketingchefen og arbejdspladsen som værende rummelig og varm. Om jeg har ret eller ikke i mine antagelser om, at det ikke var så pinligt at sende min ansøgning igen, må tiden vise.
Emojis kan under alle omstændigheder bløde kommunikationen op og tilføje lidt personlighed til afsender. Men husk at afstemme brugen af de små ikoner i forhold til virksomhed, platform, målgruppe og det image, som virksomheden, eller du selv, gerne vil forbindes med.
Kunne du lide Mais artikel? Og vil du have mere? Så læs også hendes artikel fra marts måned om forbrugerrettet CSR. Eller tjek alle de andre gode UNGKOM-artikler ud lige her. Tak fordi du læser med!