Kære kommunikationsstuderende: Tag den med ro

Efterårssemestret er i fuld gang, og et nyt kuld af studerende er startet på landets bachelor- og kandidatuddannelser inden for kommunikationsfaget. For enden af fem års studier skulle der gerne vente et relevant job i kommunikationsbranchen – måske endda drømmejobbet? Det betyder derfor også, at man som studerende i løbet af de fem år bliver bombarderet med gode råd og tips til, hvordan du ender netop der.

Fx bør du hurtigst muligt få dig et studierelevant job, som du (by-the-way) bør prioritere så højt, at du ender med at arbejde minimum 30 timer om ugen – ved siden af studiet. Eller måske vælge erhvervspraktik frem for et udvekslingsophold, da “det ser bedre ud på CV’et”. Ved siden af praktik og studiejob skal du jo også huske at opdatere din LinkedIn-profil med de nyeste kurser, skrive dit daglige tweet samt deltage i minimum ét netværksarrangement om måneden. Pyha – man bliver jo helt forpustet bare af at tænke på det… 

Foreninger som os selv i UNGKOM er med til at udbrede disse tips og tricks med events og blogindlæg om personlig branding og karriereveje. Undertegnede her kan også holdes personligt ansvarlig for en række af ovenstående råd. Men pointen er, at der ikke findes én rigtig vej til at lande drømmejobbet. Hvad der fungerer for andre, behøver ikke at være det rigtige for dig. Det vigtigste er netop heller ikke slutmålet, men processen derhen, for du bliver ikke nødvendigvis mere lykkelig ved at kunne sætte et kryds ud fra samtlige råd ovenfor. Tværtimod… En undersøgelse fra foråret viser, at cirka hver 5. studerende oplever stress i hverdagen. Vi kæmper med en perfekthedskultur, hvor vi gerne skal gøre alt det rigtige (på samme tid) og brillere på alle områder i vores liv. 

Vi har et ansvar for at vise det fulde billede

Jeg mener, at vi som forening har et ansvar for at gøre op med denne tendens. Vi skal vise, at der ikke findes én fastlagt skabelon til at lande drømmejobbet, at drømmejobbet ikke behøver at befinde sig på et famøst bureau – og at du ikke behøver at have det relevante studiejob allerede på 4. semester, køre 37 timers arbejdsuge ved siden af dit studie samt være aktiv på alle sociale medier på én gang.

Hos UNGKOM har vi derfor sat os et mål om, at vi gerne vil vise det fulde billede. Vi vil også fortælle historien om kommunikationsprofilen, der rejste rundt i Asien i fire år, ham som valgte det forkerte studie og måtte droppe ud, eller hende der aldrig har haft en Twitterprofil. 

Vi vil også dele tips, der handler om at følge sin mavefornemmelse, at vælge udvekslingsopholdet frem for praktikken, at slukke for de sociale medier i en periode eller at prioritere studiet frem for jobbet. Generelt handler det om at tage den med ro og tro på, at du er god nok – det er dét råd, som jeg i hvert fald selv ville ønske, at jeg havde fået, da jeg var studerende. 

Vil du hjælpe os med at nå vores mål?

Vi lytter rigtig gerne til dine kommentarer eller holdninger. Hvis du har idéer til, hvordan vi kan vise det fulde billede, hvem vi skal interviewe til vores blog, invitere til vores events eller have på vores Instagram, så skriv til os på Facebook.

Kommenter

Kommenter