KU laver kommunikation for Mærsk!

I et halvt år har studerende fra humaniora på Københavns Universitet analyseret Mærsk Line IT’s interne kommunikation – et samarbejde mellem erhvervsliv og universitet, som vi gerne vil se flere af, og som du kan være med til at fordre!


Hvad nytte har det at blive skarp på teori og metode, hvis man ikke kan omsætte det i praksis? Denne gamle floskel fik vi lov til at gøre noget ved, gennem et projekt rettet mod Mærsk Line IT’s interne kommunikation. Sammen med 40 andre studerende fra det humanistiske fakultet på KU, har vi indsamlet og analyseret data fra Mærsk Line IT’s afdelinger i Mumbai og København, og det er blevet omsat til 600 siders analysemateriale og et 4 timers dagseminar for 60 ansatte.

Under forløbet fik vi lov til at agere konsulenter i en af Danmarks største internationale virksomheder, og det betød professionelt samarbejde, og høje forventninger til en analyse der hele vejen skulle have implementering for øje.

Det praktiske udbytte har derfor været enormt for os som studerende, men vores arbejde har også haft værdi for Mærsk. Peter Skyttegaard, Head of IT strategy and Workforce Governance hos Mærsk Line IT, udtalte bl.a. til Københavns Universitet (link):

”De studerendes analyser og konklusioner er knivskarpe og når ind til kernen af de kommunikationsfrustrationer, mange medarbejdere i Mærsk Line IT oplever – både i vores Shared Service Center i Indien og i København. Og netop fordi medarbejderne kan genkende sig selv i det, vil det også være muligt at sætte konkrete forandringer i værk med afsæt i de studerendes arbejde”.

Tættere samarbejde mellem universitet og erhvervsliv
Vi vil gerne slå et slag for, at universiteterne, undervisere og de studerende i højere grad får øjnene op for et tættere samarbejde med erhvervslivet. Vi bør gå efter at sammensætte en skarpere kompetenceprofil, der giver de studerende smagsprøver på, hvordan deres faglige egenskaber kan omsættes som færdiguddannede. Viden og erfaring med kommunikation og andre kulturer er netop, ifølge universiteterne og erhvervslivet, vigtige kompetencer i det globale samfund:

»Det er utroligt vigtigt med fokus på kommunikation i internationale sammenhænge for blandt andet at sikre den danske eksport. Verden er blevet mindre, og det fører nogle nye problemstillinger med sig, for alle vi møder tager jo afsæt i egne kulturer og vaner. Det gør vi også selv. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på. Og det er netop de bløde, menneskelige værdier vi er skarpe på, og her virksomhedernes konkurrenceevne og produktivitet kan øges kraftigt gennem rådgivning.” siger Lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Mie Femø Nielsen, til Berlingske Business (link).

Tag sagen i egen hånd
Den kritik der kommer fra ”humaniora-skeptikere”, som fx Dansk Folkepartis Ungdom (link), er ofte både virkelighedsfjern og udtryk for en fejlagtig forestilling om, hvordan humaniora ser ud i dag. Når man foreslår at fjerne SU’en på, eller helt lukke mange af de humanistiske uddannelser, er det baseret på en gammeldags forståelse af, hvad der foregår.

Noget af den kritik der derimod går på få undervisningstimer og for lave eksamenskrav er berettiget (link), og imens vi venter på politikernes og rektoratets langsommelige handlekraft, bør vi selv tage sagen i egen hånd og tage ansvar for vores uddannelse.

Der er intet der forhindrer os i at kontakte offentlige eller private virksomheder, og tilbyde dem vores kompetencer når der skal skrives en opgave, et projekt eller et speciale. Det vil give dig en smagsprøve på, hvordan din faglighed kan omsættes til værdi og samtidig være med til at sætte skub i tingene; jo mere vi selv efterspørger samarbejde med erhvervslivet, jo mere kan det inspirere erhvervslivet og universiteterne til at gøre det samme – vi ses derude!

Med venlig hilsen
Mathias Nick Andersen og Thomas Refstrup Dünweber

 

P.S. Vil du vide mere om projektforløbet med Mærsk eller winge mulige uni/erhverv samarbejder, kan du fange os på mathiasnickandersen@gmail.com og thomas.dunweber@ungkom.dk

Kommenter

Kommenter