Stå på mål for dine udspil og styrk dialogen i mødelokalet

Af Oliver Hougaard

Sprogligt ejerskab er betegnelsen der bruges, hver gang du tager ordet, eller sætter pen til papir, og formulerer dig skriftligt: Tør du sprogligt at stå på mål for egne meninger og overbevisninger? Eller bruger du sproglige udtryk, der skjuler dit synspunkt og afsenderadresse som kommunikatør? Det vil vi stille skarpt på i dagens artikel.

Jeg har i den forbindelse været i det sproglige arkiv, og fundet et udtryk frem, der har infiltreret daglig tale, HR-afdelinger og mødelokaler rundt omkring i det ganske land til stor irritation (for nogle). 

Lad os for derfor starte med et eksempel: 

De fleste af os kender det godt. Du sidder til et møde, hvor der skal laves en handlingsplan. Kaffekanden er tørlagt, det er blevet sent, og der skal findes en løsning. Du har lavet et gennemarbejdet udspil, og præsenterer dit forslag. Men Jesper fra HR griber ordet, og fremfører indvendingen, som de fleste af os, kender alt for godt: 

“Jeg vil gerne give dig ret, men jeg tænker at..”

Virker Jespers udsagn bekendt? Er det Jespers brug af ‘men’, der viser, at der nu kommer et synspunkt, der går stik imod det, du lige har præsenteret? Det kunne det godt være. Men i dagens blogindlæg vil vi i stedet fokusere på udsagn, der bruger ‘jeg tænker’-konstruktionen. 

Hvorfor?

Fordi hver gang du hører udsagn, der bruger ‘jeg tænker’, bør du tage dig i agt. I sætningens konstruktion er der nemlig indbygget en vaccine imod indvendinger og kritik. 

Forklaringen kan findes i, at der er en markant forskel på at tænke, og på at mene noget. En tanke kan være en pludselig indskydelse, hvorimod en mening (forhåbentlig) er funderet på overvejelse og klar overbevisning. Jesper kan derfor ikke stilles til ansvar for sin indvending, da ‘jeg tænker’-udsagnet har en sproglig form, hvor Jespers indvending fremstår som en hurtig indskydelse – og ikke som et udtryk for Jespers egen mening. 

Og det kan have sine fordele. 

Når Louise fra 4. tv til det årlige bestyrelsesmøde i ejerforeningen siger:

“Jeg tænker, at man bør overveje at..”, så er udsagnet kamufleret som en forbigående ytring af flygtig karakter, men er i virkeligheden en henstilling til, at den givne udfordring bør løses i overensstemmelse med Louises forslag. Louise tager praktisk ejerskab over situationen, men minimerer sit sproglige ejerskab ved at bruge ‘jeg tænker’ i stedet for ‘jeg synes’. Hvis Louises forslag er godt, kunne hun med rette bruge ‘jeg synes’ i stedet og dermed stå på mål for sit synspunkt, og forsvare det i mødet med eventuel kritik. Det ville være et eksempel på stærkt sprogligt ejerskab. 

Problemet med udsagn, der bruger ‘jeg tænker’-konstruktionen er derimod, at de risikerer at tilsidesætte muligheden for at vide, hvor andre menneskers meninger, ideer og overbevisninger starter og slutter, hvilket er et grundvilkår for den gode dialog – særligt i mødelokalet. 

Udtrykkets ophav

Det er svært at afgøre, hvor ‘jeg tænker’-konstruktionen stammer fra, og hvorfor udtrykket er blevet så populært i den senere tid. Men en forklaring kan findes i en mere udbredt brug af udtryk og sætningskonstruktioner, der stammer fra psykologens, coachens og terapeutens sproglige domæne. 

I psykologiens – og selvudviklingens sproglige domæne forsøger man ofte at bevare en sproglig distance i sine ytringer, så ens ytringer ikke opleves som styrende og anvisende for modtageren. Styrken ved ‘jeg tænker’-konstruktionen er netop, at den bevarer en sproglig distance til modtageren, der opleves som ikke-invasiv i sit sproglige udtryk, og kamuflerer egne intentioner og overbevisninger i situationen. 

Benspænd for beslutningsprocessen – og konsekvenser for dialogen

Så hvilke udfordringer skaber ‘jeg tænker’-konstruktionen for dialogen og beslutningsprocessen i mødelokalet?

I mødelokalet er det vigtigt, at der er en klar afsender på de forslag og synspunkter, der bliver fremsat. Det garanterer, at vi selv i uenighed, kan finde fælles fodfæste, samt skabe dialog og fremdrift i beslutningsprocessen. Lad os for god ordens skyld acceptere præmissen om, at et møde grundlæggende kan opdeles i tre faser:  Idéfasen, dialogen og beslutningsfasen.

‘Jeg tænker’-udsagnene hører primært hjemme i idéfasen. I idéfasen er alle ideer og inputs velkomne uanset, hvor gennemtænkte de er. Problem opstår når udtrykket konsekvent bliver brugt i beslutningsfasen, da det hiver processen under mødet tilbage til idéfasen på et tidspunkt, hvor der skal træffes en endelig beslutning – og ikke tilføjes flere nuancer.

Det er unægteligt nemmere for enhver dialog og beslutningsproces, når man med rimelig sikkerhed ved, hvilket synspunkt andre deltagere repræsenterer: Sløret sprogligt ejerskab risikerer at forskyde den balance. 

Så hvorfor er udtrykket så anvendt? En del af forklaringen for ‘jeg tænker’-konstruktionens popularitet er netop, at udtrykket minimerer afsenderens sproglige ejerskab og skaber sproglig distance til modtageren, hvilket kan være praktisk, når man forsøger at underspille sin egen rolle i dialogen. Det kan være en smart måde at mærke, hvilken vej vinden blæser i mødelokalet. På den måde kan man erklære sin enighed efter, man kender modtagerens synspunkt. 

Praktisk? Ja, men også virkelig irriterende, hvis det bliver styrende for dialogen. 

Sproglig distance hæmmer dialogen i mødelokalet

Så hvad er konklusionen og dagens input til, hvordan du som kommunikatør kan styrke dit sproglige ejerskab, gennemslagskraft og troværdighed?

Om du bruger ‘jeg tænker’-konstruktionen eller ej, er naturligvis op til dig. Sandheden er, at vi formentlig alle sammen bruger den fra tid til anden. Men der er også dem, der konsekvent bruger udtrykket hele tiden. 

Som kommunikatør bør du være opmærksom på, hvor ofte du bruger udtrykket, og i hvilke situationer. Anbefalingen herfra er, at du bør være varsom med at bruge udtrykket for ofte i mødelokalet, og hvis du gør, så overvej om mødet har passeret idéfasen.

Og hvad mere er, så overvej om din brug af udtrykket tager udgangspunkt i en  tanke, der er impulsiv. Eller om du bevidst bruger udtrykket, når du har et gennemarbejdet forslag klar, men forsøger at minimere dit sproglige ejerskab i situationen.

Det er nemmere at have en indvending imod en mening, end en tanke. Men overgangen fra tanke til mening starter i samme sekund, du tager ordet. I praksis betyder det, at ‘jeg tænker’ og ‘jeg synes’ indholdsmæssigt er præcis det samme udsagn, men bliver opfattet vidt forskelligt. Alt for ofte bliver ‘jeg tænker’ dog brugt til at flyve under radaren, og som en snedig måde at imødekomme eventuel kritik i dialogen – og det kan sætte den gode dialog over styr.

Sommetider er vi forsigtige i vores ytringer – andre gange er vi sikre. Det er befriende, at vi har mulighed for at tilpasse vores sprogbrug til den givne situation. Af den simple årsag, er der intet i vejen med at bruge ‘jeg synes’, når vi er sikre i vores sag, og ‘jeg tænker’, når vi vil danne os et forsigtigt indtryk. Så tag imod mangfoldigheden i dit sprog. Stå på mål for dine argumenter, og drop den sproglige distance, der mindsker dit sproglige ejerskab – det kunne styrke din troværdighed. 

Det var dagens gode råd – tænker vi.

Navn: Oliver Hougaard
Beskæftigelse: Kommunikationsrådgiver