Forstå casen i årets ComCaseCompetition, når Danmarks største energiselskab fortæller, hvad du skal prøve kræfter med, hvis du tilmelder dig.
1. Hvad går casen til årets ComCaseCompetition ud på?
“I efteråret 2017 blev vi Ørsted og fik en ny vision. Det er blevet positivt modtaget. Vi skal nu udvikle vores brand og udbrede vores vision. Vi vil gerne skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. I Danmark har vi en bred vifte af interessenter – både privat- og erhvervskunder, politikere og investorer. Og indirekte hele den danske befolkning, da vi er ejet af den danske stat. Danmark er derfor et særligt marked. Det skal vi tænke med, når vi gerne vil engagere danskerne i den grønne omstilling.”
2. Hvad håber Ørsted, at de studerende kommer med af løsninger?
“Vi håber, at de kommer med nye kreative idéer og koncepter, som vi kan gøre til en del af vores aktiviteter i Danmark. Det skal være aktiviteter, som understøtter vores vision, møder danskerne i øjenhøjde og får dem til engagere sig.”
3. Hvad får de studerende ud af at deltage i årets ComCaseCompetition?
“De får mulighed for at vise sig frem for en potentiel arbejdsgiver. De prøver kræfter med en virkelig situation, og de skal omsætte teori til praksis. Samtidig er det en øvelse i at udvikle og levere et produkt til en kunde under et tidspres, som minder om den virkelighed, du dagligt oplever hos et kommunikationsbureau.”
4. Hvad håber I på fra de studerende?
“Vi håber, at de har en masse kreative idéer, som kan realiseres. De må gerne tænke ud af boksen, men vi forventer også, at de kender til vores forretning, vision og kontekst. De skal også være realistiske i forhold til budget.”
5. Hvad er det for en vinkel, som de studerende kan bidrage med?
“Vi vil gerne have de studerende til at engagere sig i vores vision om at skabe en verden, der kører udelukkende på grøn energi. Det ideelle scenarie er, at de kommer med meget relevante bud på, hvilke aktiviteter, vi skal søsætte for at engagere den danske befolkning i den grønne omstilling.”
Har du lyst til at deltage i årets ComCaseCompetition, så kan du tilmelde dig her. Tilmeldingsfristen er den 25. marts.