Vil du gerne tilføje SEO til CV’et? Så er denne artikel for dig.
Her får du en håndfuld fif til at komme godt i gang med SEO – eller Search Engine Optimization – som disciplinen hedder.
Du klikker ikke væk med en ekspertviden, men du får et hurtigt indblik i nogle af de faktorer, du skal være opmærksom på, på vejen mod et flydende SEO-sprog.
Hvad er SEO?
SEO står for Search Engine Optimization, som på dansk oversættes til søgemaskineoptimering. Det betyder, at SEO er dit værktøj til at gøre din hjemmeside så lækker og synlig, at søgemaskiner som Google og Bing kan finde den og har lyst til at vise den frem for alle dem, der søger efter ny viden på nettet.
I ordet søgemaskineoptimering ligger der, at du opdaterer din hjemmeside ud fra nogle faktorer, som søgemaskiner kigger på, når de rangerer hjemmesider – altså når de beslutter, om den er værd at vise for søgemaskine-brugeren.
Lykkes det dig at opdatere din hjemmeside ud fra de rette faktorer, vil din hjemmeside blive vist højere i søgningen end dine konkurrenters.
Faktisk er der en ekstra gevinst ved at arbejde med SEO. Bruger du aktivt SEO på dit website og i dine tekster, gør du dem mere tilgængelige bl.a. for folk, der bruger computerprogrammer til at få læst websider op. Det kan f.eks. være brugere med et synshandicap – en gruppe på 253 millioner mennesker verden over ifølge Dansk Blindesamfund.
Hvorfor SEO?
Den primære grund til at mange virksomheder arbejder med SEO er, at de gerne vil have flere ind på deres hjemmeside.
For at gøre det, skal søgemaskinerne kunne finde hjemmesiden, og det kan de, når du har optimeret den efter deres principper.
Overordnet har søgemaskiner tre grundlæggende opgaver:
- Crawling: De undersøger alt indhold der er lagt på www.
- Indexering: Derefter deler de indholdet ind i forskellige kategorier.
- Rangering: Til sidst beslutter de, hvad der er mest relevant for brugeren.
Af alt det, der bliver lagt på nettet, kan du godt se, at søgemaskinen har brug for liiidt hjælp til at kategorisere og finde ud af, hvad der er relevant for brugeren. Derfor skal du hjælpe den bedst muligt på vej og skabe indhold, der er unikt og relevant for brugeren.
Hvordan skriver du SEO-tekster, så den kan findes af søgemaskinerne og din målgruppe?
Der er rigtig mange faktorer, du kan skrue på for at optimere din hjemmeside. Her får du nogle håndgribelige råd, som du kan give dig i kast med lige med det samme. Hvis du vil gøre endnu mere, har jeg samlet mere viden i bunden af artiklen.
1. Find dine keywords
Søgemaskiner lægger vægt på relevant og unikt indhold. For at ramme den relevante del, skal du finde ud af, hvad lige netop din målgruppe søger på. Start derfor med at lave en søgeordsanalyse evt. med hjælp fra Ubersuggest eller Storybase. Et godt keyword er relevant for dit indhold, der er mange i din målgruppe, der søger på det, og så er konkurrencen om keywordet ikke for høj.
I nogle tilfælde kan det betale sig at have et long-tail keyword. Det vil sige at dit keyword består af flere ord – f.eks. “Hundeseler på Frederiksbjerg” fremfor blot “hundeseler”. Der er nok ikke så mange, der søger på det, men dem der gør, bor i nærheden og er relevante kunder.
2. Placer dit keyword de rigtige steder
Når du har fundet de rette keywords, skal de tages i brug. Det gør du overordnet to steder: i søgemaskinens tekst og på din egen hjemmeside.
I søgemaskinens tekst skal dit keyword placeres i sidetitlen, metateksten og i URL’en.
På din hjemmeside placerer du dit keyword i din rubrik og i din brødtekst. I mellemrubrikker bruger du relaterede søgeord eller sætninger/spørgsmål, som din målgruppe kunne finde på at søge på.
Derudover er det en god ide at placere dit keyword eller relaterede søgeord i din anchor-tekst. Altså den tekst, der linker til andre sider. Udskift derfor den klassiske “læs mere her” med “få råd til den gode hundesele her”.
Og glem nu ikke en call to action – her kan du med fordel også placere dit keyword, hvis det giver mening.
Overordnet skal du placere dit keyword og de andre relevante søgeord flere steder i din tekst, så søgemaskinerne er helt sikre på, hvad din side handler om.
Men alt med måde!
Du skal nemlig ikke tilplastre din side med dit keyword. Søgemaskiner er efterhånden så kloge, at de kan regne ud, hvornår en hjemmeside ikke har unikt, relevant og nice indhold. Så godt nok er SEO vigtigt, men det er endnu vigtigere, at du skaber content, din målgruppe gider at læse.
3. Navngiv dine billeder
Google har ikke øjne og kan derfor ikke se, hvad der er på de billeder, du uploader til din hjemmeside. Derfor kan du med fordel udskifte billedfilens navn fra eks. “img.285” til “lyserød hundesele”.
Derefter laver du en beskrivelse af billedet med et alt-tag, så Google endnu bedre kan finde billedet blandt søgemaskinens billedsøgningsresultater. Dette alt-tag kan du i de fleste CMS-systemer tilføje, når du uploader billedet.
Dit alt-tag skal gerne indeholde et keyword og en beskrivelse af, hvad man kan se på billedet f.eks. “Lyserød hundesele i læder til store hunde såsom labrador, schæfer og golden retriever”.
4. Linkbuilding
Når du har skabt indhold, der siger spar to, kan det være, at andre relevante hjemmesider vil linke til din side. Søgemaskiner elsker, når det sker, og det burde du derfor også.
Ikke nok med at det er en form for kadeau til dit indhold, så viser det også søgemaskinerne, at din hjemmeside er værd at holde øje med. Dit indhold bliver med andre ord valideret overfor søgemaskinerne, og på den måde er du et skridt tættere på de høje placeringer blandt søgeresultaterne.
Indrømmet: SEO er en verden for sig, og en temmelig indviklet en af slagsen. Derfor er det heller ikke sikkert, at denne artikel og mine små tricks vil få din hjemmeside op i top fem blandt søgeresultaterne, men du er helt sikkert godt på vej.
Bliv (endnu) klogere på SEO
Er du frisk på mere SEO? Så har jeg samlet lidt mere start-inspiration herunder:
- Google har lavet en masse onlinekurser. Et af dem handler bl.a. om SEO.
- Fagforeningen Kommunikation og sprog har også løbende webinarer om SEO
- Vil du hellere læse om SEO? Så har bureau.dk lavet en seo-ordbog.