Af Sofie Henriksen
Stedet hvor følelsesregisterets mange facetter bliver flettet sammen i et intensivt virvar af både social og faglig kompleksitet, der efterlader de studerende i en nærmest euforiserende tilstand af lykke, lettelse og måske en grad af tomhed, når det hele er ovre? Ofte beskrevet som en engangsbillet til direktionsgangenes vigtigste beslutninger og indsigter, dog fuldt iscenesat og delvist glorificeret med begrænset reel indflydelse på værtsvirksomheden og de deltagende unge talenter. Det fantastiske fænomen – case competitions.
[otw_shortcode_info_box border_style=”bordered”]Hvad er Case Competition for en størrelse?
Af mange er det blevet kaldt den ambitiøse studerendes vej til drømmejobbet. En Case Competition er ofte et samarbejde mellem et eller flere universiteter og en virksomhed. De studerende sætter deres dream team og arbejde intensivt i flere dage på at løse en problemstilling opstillet af værtsvirksomheden. Holdene præsenterer afslutningsvist sine løsninger foran et dommerpanel ofte udgjort af virksomhedens topledelse.[/otw_shortcode_info_box]
Flere og flere virksomheder og institutioner tager del i festen og kaster utallige HR- og kommunikationsressourcer i planlægning og eksekvering af den unge upcoming forretningsmands svar på Roskilde festivalen. En legeplads hvor kreativitet og innovation hædres og indflydelsen på bundlinjen gerne må præsenteres med lidt trylledrys.
Men drager vi det fulde udbytte af relationen der skabes mellem virksomhed og studerende, og hvordan kan vi som studerende skille os ud, og gøre os bemærket hos c-suiten – om end vi står som vinder eller ej?
Den fiktive realisme
Som forberedelse til denne artikel, spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg efterhånden har deltaget i flere case competitions, end det kan tælles på to hænder, på trods af at jeg sjældent går ud med den samme gejst, jeg gik ind med. Da jeg ikke kom frem til noget bedre svar end min stædighed og konstante behov for udfordringer, valgte jeg i stedet at fokusere på, hvorfor gejsten langsomt sivede ud, som luften i et punkteret cykeldæk, og gang på gang efterlod mig med en flad fornemmelse. Selvindsigt og personlig læring var ikke svaret, men derimod en mere holistisk anskuelse af det begrænsede udbytte for begge parter – både de studerende og værtsvirksomheden.
Manglende udbytte i denne kontekst skal forstås som en konsekvens af to ting:
- En skævhed i de studerendes opfattelse af, hvordan case opgaven skal løses, kontra hvad virksomhederne og juryen forventer,
- og dernæst elementet af opsat realisme, der modarbejder det essentielle ved konceptet – at finde nye løsninger til eksisterende udfordringer.
For at begynde med sidstnævnte ses en tendens til at virksomheder bruger tid og ressourcer på at skabe et fiktivt scenarie med fiktiv data, der jovist er et duplikat af virkelighedens udfordringer, men ofte stadig udarbejdet adskilt fra aktuelle beslutninger og reel indsigt. Om det skyldes virksomheders manglede tillid til de studerendes forudsætninger for at finde implementerbare løsninger, eller om det affødes af det behov for spændingselementer og semi-disruptive problemstillinger, der er kernen til at fange de studerendes interesse, er svær at sige, men skævheden betyder, at formatets maksimale potentiale for værdiskabelse efter min mening ikke realiseres.
Alternativet – altså præsentere en reel og aktuel udfordring for en række udvalgte studerende, når de opstår, og give dem muligheden for at komme med konkrete løsningsforslag – ville på den ene side afdramatisere konceptet, men samtidig udvide chancen for at skabe værdi for virksomheden på bundlinjen. Derudover ville det give de studerende muligheden for at opleve den tilfredsstillelse det er, at se ens hårde arbejde få luft under vingerne.
For at vende tilbage til den førstnævnte blokering af den lykkelige kærlighedshistorie mellem de to parter, begrænses værdien også af manglede forventningsafstemning mellem studerende og værtsvirksomhed. Som unge håbefulde kandidater, der med både arme og ben forsøger at møve os frem i spotlyset, vil vi gerne præsentere løsninger der imponerer. Løsninger hvor vi kan påvise ekstra kroner og øre på bundlinjen, i håb om at den topleder prægede jury oprigtigt ser muligheder i os som fremtidige værdigenerende talenter i deres virksomhed. Men det er ikke det de vil have.
Hvor værdien findes
Om det skyldes den tidligere omtalte glorificering og skamiscenesat opstilling af almene forretningsudfordringer er svært at sige, men jeg mener, det er et rigtig godt bud. Case virksomheden vil ikke have komplette og realistiske løsninger, men overraskes og kastes bagover et sted i skæringen mellem ubegrænset fantasi og business as usual. Der lægges større fokus på samarbejdet og relationen mellem de studerende, end hvor det samarbejde har ført hen. Hvis I som team vil øge jeres chance for at vinde, skal I fortælle en historie gennem jeres løsning. Jeres præsentation skal afspejle den perfekte blanding af samhørighed, drømme og en snert af naivitet. Og det er der absolut intet galt med.
Som sagt har case competitions givet mig utrolig meget selvindsigt i egne evner og svagheder, og det ved jeg gør sig gældende for langt de fleste studerende, men jeg mener også der er langt mere værdi at hente. Hvis vi blot udvider horisonten og ændrer fokus fra glansbillede realisme til værdifuld indsigt og inspiration, der kan føre til mulige løsninger på rigtige problematikker. Det lægger i ordet, at der skal findes en vinder og måske er konkurrenceelementet også det, der langt hen af vejen har skabt populariteten omkring case competitions hos den karriereliderlige generation Y. Men der er ofte lige så meget værdi at hente hos anden, tredje og fjerdepladsen. Hvad hvis vi fokuserer mere på den unikke relation, der skabes mellem virksomheden og de studerende, og gør den meget længere end til finaleaftenen, hvor champagnen poppes. Hvad hvis problemstillingen præsenteres med rigtig data og case materiale, der afspejler nuværende udfordringer, som giver de studerende mulighed for at gøre en reel forskel og bringer værdi til virksomheden udover et par point på employer branding kontoen. Og sidst men ikke mindst, hvad hvis vi ikke kun belønner den mest kreative løsning og det bedste samarbejde, men kører en omgang cherry picking på relevante præsentationer, og giver de studerende bag, muligheden for at arbejde videre på løsningen sammen med virksomheden og indgå i et langsigtet samarbejde?
Det er en case competition jeg ville deltage i. Uden tvivl. Og mon ikke den flade fornemmelse ville blive erstattet med langvarige og værdifulde relationer, hvis vi undgår at blive fanget i en boble af fiktiv realisme?
Om skribenten:
Navn: Sofie Henriksen
Er reklameland en nation i forfald?
