5 trin til at give god feedback på artikler

Af: Camilla Bergmann

Feedback. Vi giver og modtager det i mange sammenhænge, når vi skriver tekster. Måske giver du feedback til fx et gruppemedlem på hendes tekst til studieopgaven; en kollega på jobbet, som har skrevet en artikel, eller du modtager selv feedback fra din leder på en tekst til virksomhedens website.

Jeg har taget en snak med Advisor hos Radius Kommunikation Christian Stenz Kirkebæk om, hvorfor det er vigtigt at give god feedback på andres tekster.

Christian rådgiver blandt andet virksomheder i god tekstforfatning og giver dagligt feedback til andre skrivelystne.

  1. Hvorfor er det vigtigt at bruge tid på at give feedback?

“Ingen tekster er fuldendte, og alle tekster kan blive bedre ved at få et ekstra sæt øjne på”. Det er Christians udgangspunkt, og til det tilføjer han:

“Og hvis du har sat dig for at give feedback, så kan du ligeså godt bruge tid på at give god feedback”.

Christian fremhæver, at formålet med at give feedback er at hjælpe skribenten til at gøre teksten bedre. Der kommer et ekstra sæt øjne på, som ser teksten i helikopterperspektiv og fx kan hjælpe skribenten med at bryde de dårlige skrivevaner og ‘kill your darlings’.

Når du giver feedback, skal du samtidig motivere skribenten til at følge dine råd og arbejde videre med teksten. Vi er alle forskellige i forhold til, hvad det netop er, der motiverer os. “Nogle personer bliver motiveret af at få kritik. Andre vil også gerne have at vide, hvad der fungerer godt,” påpeger Christian og tilføjer. “Du skal smøre din feedback-sandwich efter, hvem modtageren er. Bliver skribenten motiveret af lidt eller meget positiv eller negativ feedback – og hvordan skal sandwichen så sammensættes? Det handler altså også om at forventningsafstemme for at kunne give god feedback”.

God-feedback-paa-artikler

Er skribenten til to skiver tyndt – positiv feedback – brød og en tyk – negativ feedback – bøf, eller hvordan skal sandwichen sammensættes?

  1. Hvad er forskellen på at give skriftlig og mundtlig feedback?

Du kan være mere detaljeret ved skriftlig feedback, end du kan ved mundtlig feedback.” Det er den primære forskel, fortæller Christian kort. Han uddyber: “Med mundtlig feedback kan du give eksempler på formuleringer eller ord – sådan overordnet – hvor det modsat ved skriftlig feedback er nemmere at give flere detaljer i din feedback på teksten”.

Han kommer desuden med et forslag til, hvordan din feedback kan opsættes: “Hvis du kun har mulighed for at give skriftlig feedback, så start med at skrive en kort tekst omkring de overordnede refleksioner, inden du kommenterer på de enkelte ting i teksten”. Det er meget konstruktivt for skribenten at modtage feedback først i en overordnet ramme og dernæst detaljerne omkring teksten med konkrete eksempler på ordvalg og formuleringer.  

  1. Hvad er god feedback?

Ikke al feedback kan være god feedback, og det er vigtigt at have for øje, hvordan skribenten får mest muligt ud af den givne feedback.

“Man plejer at sige, at god feedback er konkret, konstruktiv og kærlig”, siger Christian.

“At være konkret handler om, at du skal være så præcis som mulig i forhold til, hvordan teksten kan skrives bedre. Fx er det ikke god feedback at fortælle, at du synes, at teksten er skrevet i et dårligt sprog. Du skal være mere konkret i forhold til, hvorfor du synes, at sproget er dårligt Fx: ’Der er mange passive verber, og det fungerer ikke så godt, fordi det gør det svært for læseren at afkode, hvem der er den egentlige aktør i de enkelte sætninger. Derfor vil jeg foreslå, at du omskriver sætningerne, så de bliver aktive, og aktørerne bliver tydelige,” fortæller Christian som eksempel på, hvordan du kan konkretisere din feedback. Han henviser også til, at dette kan være et eksempel på, hvordan du kan konkretisere din feedback og samtidig gøre den mere konstruktiv.

“Kærlig feedback handler om at give feedback på en ordentlig måde,” siger han. Når vi skriver, så har vi forskellig smag i forhold til, hvad der er en god tekst, og vi har forskellige skrivestile. “Du skal være saglig og venlig i din feedback og begrunde hvorfor, når du foreslår en ændring,” påpeger Christian og fortsætter: ”Du skal ikke bare give feedback ud fra din egen smag.”

“Derudover så skal du være ærlig i din feedback og ikke gemme på noget, som kunne gøres bedre ved teksten,” siger han.

  1. Hvilke værktøjer kan jeg bruge, når jeg giver god feedback?

Christian fortæller om fire forskellige perspektiver, der kan være med til at sikre, at du kommer hele vejen rundt om teksten, når du giver feedback. De fire perspektiver er: Kriteriebaseret, læserbaseret, global og lokal feedback. “Kriteriebaseret feedback handler om, hvorvidt teksten lever op til nogle foruddefinerede kriterier, der fx kan være genrebestemte. Fx skal et debatindlæg gerne have en ny og overraskende pointe. Lever teksten så op til dette? Læserbaseret feedback tager modsat udgangspunkt i oplevelsen ved at læse teksten. Er teksten fx kedelig eller spændende?” siger han.

Derudover kan feedback være global og lokal. “Ved global feedback ser du overordnet på teksten og på aspekter som for eksempel vinkling, disposition og argumentation. Ved lokal feedback derimod er du mere detaljeret og ser på aspekter som sætningsopbygning, overgange og ordvalg,” siger han.

God-feedback-på-artikler

Feedbackmatrix’en er udarbejdet af Christian Stenz Kirkebæk, og et godt værktøj til at komme hele vejen rundt om teksten, når du giver god feedback. Spørgsmålene i hver kvadrant er eksempler på spørgsmål, som man kan stille til teksten, alt efter hvilket perspektiv man anlægger.

  1. Hvordan bliver jeg klædt på til at modtage god feedback?

Hvis vi lige vender tallerkenen om, hvordan forholder vi os så til det omvendte – altså hvordan tager vi selv imod feedback? Kan jeg forberede mig på at modtage feedback, og hvordan gør jeg det?

“Du skal have en grundlæggende indstilling om, at du gerne vil arbejde videre med din tekst,” fortæller Christian og tilføjer, at det skal være lysten og motivationen til at gøre teksten bedre, som skal være drivkraften for at indstille sig på at modtage feedback. “Du kan vælge at lægge alt på bordet og bede om alle slags feedback,” fortæller Christian, men uddyber yderligere: “Du kan også gøre det mere specifikt og bede om mere afgrænset feedback, fx feedback på dine kommaer i teksten.”

Du er nu klædt på til at give og modtage god feedback med nogle grundlæggende værktøjer. Kom selv i gang med at give konkret, konstruktiv og kærlig feedback.

God skrivelyst!

Om skribenten: 
Camilla-Bergmann-feedback
Navn: Camilla Bergmann
Beskæftligelse: 
Er cand.mag. i Kommunikation og arbejder med digital kommunikation og marketing i en IT-virksomhed.
Linkedin