#Jobsøgning 101

Jobsøgning er en proces, vi alle skal igennem – om det er til et studenterjob, det første job som færdiguddannet, et karriereskifte eller noget helt fjerde. Samtidig er det en proces, der er udfordrende for de fleste af os. Når vi er studerende gælder det et studierelevant job og efterfølgende et fuldtidsjob. Ofte vil en ansøgning bestå af et CV og en motiveret ansøgning, og jeg vil derfor komme med nogle tips til begge dele baseret på egen erfaring.

Af Mathilde Rouzé Prætorius

Research

Grundlæggende for et CV såvel som en motiveret ansøgning er, at man skal have en forståelse for den virksomhed, man søger job hos. Man kan derfor indlede processen med at besøge virksomhedens hjemmeside. Det kan give en forståelse af, hvilken virksomhed det er, og samtidig også give et indblik i, hvad de ønsker at fokusere på i deres virksomhed. Man kan foretage en simpel Google søgning. Udover virksomhedens egen hjemmeside, kan man også få et indblik i den omtale og de referencer til virksomheden, der måtte være. LinkedIn og fysisk netværk er også en måde, hvorpå man kan danne sig et overblik over virksomhedens rammer og samtidig få en forståelse af virksomheden gennem medarbejdere, tidligere medarbejdere og lignende.

Som supplement hertil er Proff.dk, infomedia og lignende medier gode til at få baggrundsviden om virksomheden. Proff.dk er en hjemmeside, hvor du kan få indblik i de økonomiske aspekter af virksomheden, hvilket kan være et godt supplement til infomedia og virksomhedens egen hjemmeside.

Ofte holder virksomhederne åbne morgenmøder, åbent hus arrangementer eller lignende, hvilket er en god måde at få indblik i virksomheden og samtidig komme i snak med nogle af medarbejderne og høre om virksomheden. Kommer du i snak med en medarbejder kan du eventuelt høre mere om, hvad det indbefatter at være ansat i virksomheden: Hvilke opgaver omfatter stillingen, bestemte projekter der er på vej, som du potentielt kan arbejde med, bestemte kompetencer de fokuserer på eller lignende aspekter. Deltager du i et sådan arrangement, kan det også nævnes i den motiverede ansøgning sammen med de indsigter, du eventuelt har fået.

CV’et

Der er to grundlæggende forskelle på et CV og en ansøgning. Man skal se sit CV som sin historie, som resumerer og opsamler bestemte uddrag afhængig af det job, man vælger at søge. En ansøgning er omvendt et indblik i dét, man gerne vil fagligt – her viser man måden, hvorpå man vil skabe det job, man søger, og det vil derfor være et kig ind i ens fremtid.

Overskuelighed

Gennemgående for et CV er overskuelighed. Det skal være nemt for arbejdsgiveren at danne sig et overblik og forstå, hvem man er på meget kort tid. Derfor er det altid en god ide at arbejde med stringente overskrifter, omvendt kronologi i forhold til din faglige erfaringer – seneste job, studie og lignende. Samtidig er det altid godt at krydre et CV med grafiske illustrationer. Det kan være for at illustrere ens IT-kompetencer, sprogkundskaber eller noget helt tredje afhængigt af ens kompetencer. I kommunikationsbranchen vægter layout ofte tungt, da det handler om at kunne formidle information på en spiselig måde. Søger du en stilling, der i højere grad er kreativ – eksempelvis på et reklamebureau, er det centralt, at du kan ”Show it, don’t tell it” med dit CV.

Grundlæggende er dog, at man altid skal tænke overskuelighed, når man skal strukturere sit CV.

Målrettet CV

CV’et skal målrettes den specifikke virksomhed, du søger job hos hver gang. Det er en ide at have en skabelon, man arbejder ud fra, når CV’et skal udarbejdes. Dog er det centralt, at det kun agerer skabelon og ikke standard CV, da det typisk vil være en faldgrube, når man skriver sit CV.

En ide, og noget jeg har selv har gjort gavn af, er at skrive en kort faglig beskrivelse, som det første i CV’et. Her har jeg givet en kort beskrivelse af, hvad jeg har studeret, og hvori mine kompetencer ligger i forhold til den specifikke stilling. Ofte har det ikke fyldt mere end 5-7 linjer. Det er en god måde at skabe et indledende indtryk af, hvem du er, og det du kan bidrage med fagligt. Sådan et afsnit kan variere en del afhængigt af den stilling, du søger.

Stringens

Et CV er sidebegrænset – typisk skal det maksimalt fylde tre sider. Det handler derfor om sirligt at udvælge de kompetencer og resultater, du mener stemmer bedst overens med det job, du søger. Her kan du udvælge bestemte kompetencer, som du vil bidrage med eller tidligere erfaringer, som du vil videreføre til den stilling, du søger. Det er derfor din opgave at sørge for, at læseren kan danne sig et helstøbt billede af din profil ud fra dit CV. For at understrege ens kompetencer kan man konkretisere med eksempler på samarbejder, kampagner, events, projekter eller lignende, man tidligere har arbejdet med og konkrete resultater af disse. Det betyder samtidig også, at du ikke skal gå slavisk igennem din uddannelse og din teoretiske baggrund. Her handler det om at gøre din faglige baggrund relevant i erhvervslivet. Det kan eksempelvis være ved at komme med konkrete forslag til bestemte opgaver og projekter i virksomheden, du søger en stilling hos.

Personlig profil

Ofte er det en god ide at skrive lidt om dig selv. Det er et fint supplement til den faglige profil, da du her har mulighed for at give et præcist og kortfattet indtryk af, hvem du er. Det kan omhandle en sport, du dyrker i fritiden, at du elsker at besøge historiske museer, at du er en ivrig guitarist – eller hvad det nu måtte være. Det kan placeres i slutningen af dit CV eller indflettes i den indledende præsentation af din faglige profil.

Den motiverede ansøgning 

Som nævnt ovenfor er den motiverede ansøgning i højere grad en præsentation af dét, du gerne vil fremover og et indblik i den måde, du vil præge den nye stilling. Derfor er det også vigtigt, at du indledningsvist skaber dig et overblik over virksomheden og laver en grundig undersøgelse af virksomheden, som skitseret ovenfor. Efterfølgende gælder det om at skrive en fængende, oprigtig og professionel ansøgning, der maksimalt skal fylde én side.

En gribende overskrift

At begynde en motiveret ansøgning med en fængende overskrift er en sikker måde at skabe et blikfang. Det fanger læserens opmærksomhed. Dog skal overskriften også svare til den, du er. Skriver du i overskriften, at du er en sprogekvilibrist skal det stemme overens med indholdet i resten af ansøgningen.

En klar indledning

I indledningen har du mulighed for at vise, at du har styr på virksomheden, og det I skal udrette sammen. Du kan vise, at du kender til virksomheden. Her er det en god idé at inddrage et eller flere af virksomhedens produkter, projekter eller lignende. Derigennem demonstrerer du, at det ikke kun er faktabaseret viden om virksomheden, du kender til, men at du har et indgående kendskab til virksomheden. Hertil kan du også nemmere koble din motivation.

Konkrete ideer

I forlængelse af en fængende overskrift samt en floskelfri og klar indledning kan man inddrage helt konkrete ideer og forslag til de opgaver, man potentielt kommer til at sidde med i stillingen. Her kan det være til gavn for en selv, hvis man har lavet indgående research forinden og måske endda har været i snak med repræsentanter for virksomheden. Hvis det er tilfældet, kan du snildt målrette din ansøgning med bestemte ideer til virksomheden – det kan være kampagneideer, ideer til nye målgrupper til virksomhedens produkter, gode kontakter som kan inddrages til events eller noget helt tredje. Hertil giver det rigtig god mening at koble ens faglige kompetence. Her kan man inddrage tidligere erfaringer og kompetencer, som kan forklare ens baggrund og ens styrker netop til dette job og i forhold til de forslag, man har.

Hvem er jeg

Som afsluttende afsnit er det altid en god ide at fortælle, hvem man er som menneske og som kollega. Her fungerer en uformel stil med et glimt i øjet altid godt – om det er, at du fungerer bedst med to kopper kaffe i kroppen inden kl.08, at du inkarneret A-menneske, at du altid bidrager til den gode stemning selv i stressede situationer, at der altid er rock i dine høretelefoner, eller hvad der nu karakteriserer dig. Hele afsnittet kan typisk afrundes med en kort afsluttende sætning, hvor man kan referere til, at man glæder sig til at høre fra dem og forhåbentligt fortælle lidt mere om ens ideer.

Ovenstående skal ikke forstås som en guide, der skal følges slavisk, men blot som tips, jeg selv har haft gavn af.

Så god jobsøgning!

Om skribenten:

Navn: 
Mathilde Rouzé Prætorius
Beskæftigelse: 
Studerer Kommunikation på Roskilde Universitet med fokus på strategisk kommunikation, organisationskommunikation og digitale medier.

Twitter
LinkedIn