De oversete unge

Af: Anna Jæger Drisgaard

Vi sidder i køkkenet, jeg har min computer i skødet. Min veninde fortæller mig netop om sit projekt – et projekt, der skal hjælpe unge, der hvor de er. For hvor enhver anden ung aldrig ville betvivle, hvorvidt hun skulle tage med på hendes klassens studietur, ser det anderledes ud med unge, der er pårørende til sclerose ramte. En problemstilling, som min veninde Katarina vil forsøge at løse.

For ifølge hende får unge pårørende til scleroseramte det sværere. De tager typisk uddannelser, der lægger sig op ad sundhedsfaglige, og de vil som regel foretrække at hjælpe andre, før de hjælper sig selv. Samtidig er de også iblandt dem, der er ledige på arbejdsmarkedet på længere sigt.

Men hvordan kan man egentlig være teenager, håndtere svære følelser og hjælpe den kronisk syge, når man bare gerne vil ”leve et normalt ungdomsliv”?

My room

For at løse problemet må man møde de unge, hvor de er, hvilket ofte er på deres telefon. Derfor blev appen ”My room” udviklet som et, indtil videre, fiktivt projekt, der dog har et stort potentiale. Appen rummer podcast-sessioner med læger, psykologer og andre sundhedsfaglige personer, for det skal være rigtig viden, de unge får, og det skal forklares i øjenhøjde. Men podcastfunktionen skal også rumme fortællinger, der kan vække genkendelse, og derfor vil der også være podcast med andre unge, der gennemgår det samme.

Appen rummer også en dagbogsfunktion med forskellige grafiske ansigter i forskellige farver, der kan angive humøret for dagen; om du er optimistisk eller fortvivlet. Appen rummer følelserne med de unge. For i dagbogen behøver du ikke engang at skrive: Med 5 klik kan du oplyse, hvad du har lavet – været sammen med venner, været i skole, spist mad, shoppet og så videre. For det skal helst kræve så lidt tid som muligt. På den måde kan man holde styr på hverdagens oplevelser og overordnede følelse uden at behøve at gå i dybden med det.

Det første frø og fællesskab

Ifølge Katarina er problemet, at der ikke bliver brugt nok tid på de unge, for de er ”alligevel formede”, så de bliver oversete – de får lov til at sejle i deres egen sø. Så det handler lige så meget om at så det første frø, så de unge tør at gå videre og få hjælp andetsteds. Der findes nemlig ikke hotlines, der kan det samme – eksempelvis børnetelefonen står ikke med den fornødne viden, hvilket kan resultere i, at den unge føler sig afvist.

Derfor skal appen ikke kun fungere som vidensdeling, men også som et fælles forum, hvor de unge pårørende kan kommunikere med hinanden. Der skal være plads til de spørgsmål, man ellers ikke tør stille. Der findes ingen dumme spørgsmål her, for det er dybt reelt, når overvejelsen går på, om man skal blive hjemme og hjælpe eller tage med på studietur.

Katarina, studere Entreprenørskab & Design på Kea

Om skribenten:

Navn: Anna Jæger Drisgaard
Beskæftigelse: BA i kommunikation og digitale medier. Er praktikant på Copenhagen Fashion Week, hvor jeg arbejder med alle former for kommunikation. Jeg elsker at skrive kreative tekster om mode – gerne med indskudte sætninger som mit personlige tvist.