Eksamen: Kend dine fem fjender

 

Overraskelsen er stor hvert eneste forår. Åh nej, er det virkelig nu? Nu hvor dagene endelig begynder at blive længere, nu hvor solen rent faktisk viser sig? Nu hvor folk kravler ud af deres vinterhi og har energi? Nu hvor vi skal have indhentet alle de forputtede timer under dynen med vintersnue og flyverdragter, regntøj og vinterbleghed. Det er nu – at jeg skal sætte mig med næsen i bøgerne og skrive eksamen…

Af: Anna Rosenberg

Med foråret følger eksamen (hvis du er studerende forstås). Og lad ikke mig forbitre din eksamensperiode mere end højst nødvendigt. Der er ikke noget at gøre, vi skal til det. Men for at optimere din eksamenslæsning og –skrivning en smule, vil jeg gerne introducere dig for fem fjender. Det er en klassiker, at du skal holde dine venner tæt, men dine fjender endnu tættere. Så lad os komme til bunds i, hvilke overspringshandlinger du uundgåeligt vil møde, så du kan være så forberedt som muligt og dermed (forhåbentligt) lade dem forstyrre dig så lidt som muligt.


Serier

Dén der serie, som du bare skal se næste afsnit af. Du kan vælge at køre et maraton inden din eksamensperiode starter – få set alt, som overhovedet kunne vække skyggen af interesse i din eksamensperiode. For tro mig, der er mange serier man pludselig finder interessante når alternativet er den uoverskuelige eksamenslæsning.

Er du lige så uheldig som mig og får nogle af dine yndlingsserier sæsonpremiere i lige nøjagtig din eksamensperiode (Westworld og A Handmaid’s Tale, bare for at nævne to), så er der også en mere pragmatisk – og nok også mere realistisk – løsning. Du holder dig til at forkæle dig selv med et enkelt (!) afsnit om aftenen. Det virker for mig at have gulerødder til fyraften (og ja, det kan godt være noget så sørgeligt som et godt afsnit af the X-files. Man er altså sølle, når man skriver eksamen). Hvis du ikke er til det der sjat-serieri, så er det måske bedre at du holder en serie-detox. Vent og glæd dig endnu mere til at du afleverer eksamen. Risikoen for at få spoilers er alligevel det mindre, når man sidder med næsen i bøgerne…

Rengøring

”Opgavens formål er…” Hov. Der ligger meget tøj på gulvet. Det skal væk. Der er ingen anden udvej. Og den opvask har også stået der længe nok. Det er også rarere at sidde og arbejde i ryddelige omgivelser. Det er bedre for overskuddet. Så var der også det vasketøj, der skulle vaskes og det gulv der skulle støvsuges. Nå, så gik der lige en halvanden time med det. I forbindelse med de metodiske overvejelser i din opgave,  var der var også dén der pointe, som du ville finde i en af dine gamle fagbøger. Ej hold da op, den der bogreol er godt nok også rodet. Det kunne være du skulle rydde op i de bøger.

Og så kommer en helt tredje overspringshandling. Det er også den, jeg finder mest drilsk af dem alle:

De ting du normalt aldrig ville gide

Du burde egentlig også sætte nogle af de gamle bøger til salg. Bare lige hurtigt. Det er faktisk også irriterende at du får så mange nyhedsbreve på din mail hele tiden. Det kunne være at du lige skulle rydde op i den indbakke, sortere og kategorisere mails. Igen, det ville give så meget mere ro i dit hoved og det er altså bedre at arbejde, når du ikke har 17 andre ting, der roder. Men det er her, du skal være stærk. Lad dig ikke friste af den rodede mailindbakke og det brugte tøj og de brugte bøger, du også kunne bruge tid på at sætte til salg. Det kan du gøre på et andet og langt, langt bedre tidspunkt. Der er faktisk en ret nem måde at undgå ovennævnte overspringshandlinger på. Du skal væk, væk fra hjemmet med alle gøremålene. Men, når du så endelig sidder der på læsesalen, så er der selvfølgelig en anden, om end meget tidskrævende overspringshandling, der ligger på lur:

Facebook

Der er et par messenger-tråde, der alligevel plinger derudaf. Så er der et par begivenhedsinvitationer, du alligevel ikke ved, hvad du skal svare på. Og jo, så kan du også lige stalke ham/hende den flotte, du havde et godt øje til i gymnasiet. Men nej. Selvom det er SÅ tæt på dit word-vindue (som er pinligt blankt) og handlingsstien uvilkårligt ligger kodet ind i dine fingre, når du sidder på computeren eller lige tjekker mobilen. Facebook er og bliver en tidssluger, særligt når man IKKE har tid. Det er ikke for sjovt, at folk snakker om at vi bruger uhyggeligt meget tid på Facebook og at vi tjekker vores mobil 100-150 gange om dagen – i gennemsnit. Jeg vil vove at påstå at disse tal kan ganges op et par gange, når man skriver eksamen. Don’t let the big F control you. VENT! I det mindste til at du har en planlagt pause.

Forårets fristelser

Nu når du endelig har forvildet dig ud på læsesalen og har fået bugt med overspringshandlinger såsom at tjekke begivenheder på Facebook, ja så kommer den – en af de helt svære. Solen skinner udenfor og det føles lidt som om, alle undtagen dig er forårskåde og har tid til at hygge i solen, med en øl eller sodavand, sjove spil i parken, grill og jeg skal komme efter dig. Din mobil plinger og det er dine venner, som spørger om du ikke har lyst til at tage med ud i solen og grille eller spille krocket i parken. Nej nej nej. Du har ikke engang fået lavet bare én af de fire ting til din opgave, der stod på to-do-listen. Det kunne også være rart at få lidt afveksling i venners lag, få tankerne lidt væk fra den opgave, du sidder med. Det er her, du skal være opmærksom på din planlægning. Senere! Giv den nu lige en over armen og se dem senere. Med god samvittighed.

Det kan være en stor hjælp at kende sine typiske overspringshandlinger i eksamensperioder. Mine råd til at snyde dem (/dig selv) er derfor følgende:

  • Komplicer tilgængelighed af Facebook og andre sites: For at imødekomme dine net-baserede fjender handler det i høj grad om at komplicere handlingsstien. På Facebook kan du logge af og ikke lade sitet huske din kode eller mail. Når du så skal til at taste og logge ind, kommer du højst sandsynligt til at tænke over din handling – og så husker du på, at det faktisk er en dårlig idé.  Hvis du har brug for mere strikse rammer kan plugins såsom StayFocused gøre alting meget nemmere. Her kan du indstille tidsbegrænsning på websites, dvs. du eksempelvis kan sætte Facebook til 0 minutter og/eller eksempelvis Netflix til det antal minutter afsnittet i din yndlingsserie varer.
  • Tag ud. Læs/skriv et andet sted end i hjemmets vanlige rammer. Det kan være på en læsesal, en café eller i et sommerhus. På den måde slipper du helt automatisk for overspringshandlinger såsom rengøring og andre ting, du normalt aldrig ville gide at gøre derhjemme.
  • Planlægning og guleroden. Min fidus har altid været guleroden. Giv dig selv en ’overspringshandling’ som belønning. Efter en konstruktiv studiedag, så forkæl dig selv. Om det er et afsnit af X-files eller en hyggelig grillaften med vennerne, det er sådan set lige meget. Det vigtigste er, at du også laver nogle andre ting, som du kan glæde dig til og som gør din eksamenslæsning mere effektiv. Forskellen på aftaler og overspringshandlinger er planlægningen. Så kan alle de hyggelige ting gøres med god samvittighed. Det giver vist nok både bedre samvittighed og mere overskud.

Nu kender du dem. De fem fjender, som dukker op hvert eneste forår, når man studerer. God eksamenslæsning!

Om skribenten:


Navn: Anna Rosenberg
Beskæftigelse: Læser en kandidat i film- og medievidenskab på Københavns Universitet med en profil i journalistik. Elsker at nørde kreativ formidling og jagten på den gode fortælling.