Fire udvekslings-studerende vinder årets CCC i Global Kommunikation

Af  Dansk Kommunikationsforening

To italienere, en polak og en rumæner, der for fire måneder siden kom til Danmark for at studere International Business på Syddansk Universitet, blev vinderne af ComCaseCompetition i global kommunikation, der afholdes af Dansk Kommunikationsforening, UngCom og CBS nu på fjerde år. Det er første gang at et helt udenlandsk hold har vundet konkurrencen. 

Læs mere om ComCaseCompetition’14

Billede af det vindende team i høj opløsning

10 hold studerende fra 14 lande har på 24 timer udviklet hvert deres forslag til, hvordan Egmont skal brandes digitalt. Holdet fra Syddansk Universitet, der består af Michele de Rossi, Federico Angelo Triolo, Piotr Kuich og Hristos Fleturis vandt prisen for en ide om, at folk kan forære trykte bøger til indsamling til biblioteker og få en voucher til nyt digitalt indhold og dermed forene Egmonts tradition for CSR og ønsket om at styrke den digitale branding.

Line Aarsland, Vice President Corporate Communications Egmont udtaler:

‘Det har været fantastisk at være genstand for dygtige studerendes opmærksomhed og kritiske spørgsmål i mere end 24 timer og se det munde ud i virkelig gode, out of the boks ideer. Der er rigtig mange gode ideer og input, som vi tager med hjem. Vinderideen binder meget smukt vores historie og almennyttige fokus sammen med nutid, med udvikling fra print til digitale og skaber engagement og interaktion. Vi glæder os til at gå videre med ideen.’

Formand for juryen Timothy Clark, Professor fra Durham University i England, der har været involveret i ComCaseCompetition siden starten, bemærker, at kvaliteten er betydeligt højere I år end tidligere:

‘Det har faktisk været den sværeste konkurrence at bedømme, fordi niveauet hos alle finalisterne er så højt. Vi har derfor besluttet at vælge en løsning, der er i overensstemmelse med Egmonts kerneværdier og som er overkommelig at implementere.’

Om baggrunden for konkurrencer fortæller Lektor Karl-Heinz Pogner, CBS, som er en del af styregruppen.

‘De studerende vil opleve, at det kun i mindre grad er deres faglige kompetencer, det drejer sig om, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er snarere deres evne til at forny virksomhedernes kommunikation og være innovative, der tæller. ComCaseCompetion hjælper dem til at teste deres evner hertil og til at omstille deres teoretiske fundament til en praktisk virkelighed.’

Formanden for Dansk Kommunikationsforening er glad for at være med til at bygge bro mellem studie og arbejdsmarked.

‘Vi vælger den største udfordring for ComCaseCompetition, vi kan finde. Sidste år skulle deltagerne skabe en kommunikationsplatform for Maersk Group i Afrika. I år er forudsætningen at løsningen kan fungere i en koncern med mange brands på mange forskellige kommunikationsplatforme’, fortæller Tina Donnerberg, Formand for Dansk Kommunikationsforening.

ComCaseCompetion’14 er en konkurrence, hvor kommunikationsstuderende kappes om at komme med gode løsninger på en international case fra Egmont. 10 hold med hver max fem studerende får 24 timer til at formulere løsninger. 3 finalister præsenterer deres anbefalinger for en dommerkomite og et bredere publikum, som gæster finalen.

ComCaseCompetition er arrangeret af Dansk Kommunikationsforening, Unge Kommunikatører og Copenhagen Business School i samarbejde med Egmont. Målet er bl.a. at bygge bro mellem uddannelser og erhverv, ruste de studerende til arbejdsmarkedet og tydeliggøre studerendes kompetencer for arbejdsgiverne.

Yderligere oplysninger hos Lisbeth Eckhardt-Hansen, udviklingschef, Dansk Kommunikationsforening, lisbeth@kommunikationsforening.dk eller 3393 9098.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.