Min modeuge

Skrevet af Karoline Kaae Svendsen 

Den københavnske modeuge er veloverstået, champagnetømmermændene har lagt sig, og stiletvablerne er forsvundet. Men modeugen er mere end minglende kindkys og mønstrede sommerkollektioner. Flere måneders arbejde og intens forberedelse går op i en højere enhed på enkelte dage en uge i august. En chefredaktør, en kommunikationschef, en modejournalist og en PR Advisor fortæller her om deres modeuge og afkræfter hver sin fordom om modebranchen.

 

Naja Helene Hertzum, Chefredaktør, Fashion Forum 

– Fashion Forum er det sted, hvor modebranchen kan kommunikere til modebranchen. Vi prøver at dække alle aspekter af branchen og værdikæden fra designerne til retail, og så har vi en jobbørs med jobopslag fra og til folk i modebranchen. Under modeugen kommer der ekstra mange henvendelser til os på redaktionen – branchen vågner lidt op. Udfordringen er at finde tid til at nå det hele inden for døgnets 24 timer, for der er generelt rigtig travlt under modeugen. Det var min sidste modeuge som chefredaktør for Fashion Forum (Angela Brink overtager posten som chefredaktør 1. september, da Naja Helene Hertzum starter som Marketing Director hos Fitbay.com), så det hele var lidt nostalgisk og vemodigt. Det bedste øjeblik var helt klart Henrik Vibskovs show torsdag aften. Det var slet ikke planlagt, at jeg skulle skrive om det, men det var simpelthen så flot, at jeg gik direkte hjem og skrev en artikel til Fashion Forum om showet og oplevelsen.

– For mig var modeugen også anderledes i år, da jeg var med til arrangere debatarrangementet “FashionForum Goes Live”, som blev afholdt for første gang i år. Efter fire år som chefredaktør var det utrolig spændende at prøve noget helt nyt, som skiller sig meget ud fra mine daglige arbejdsopgaver, der hovedsageligt er at planlægge og skrive artikler til Fashion Forum. Debatarrangementerne blev afholdt på CIFF – modemessen i Bella Center – og temaerne var retail, trends, branding og CSR. Det gik rigtig, rigtig godt, og alle forventninger blev indfriet.

Afkræftet fordom: – Selvom mode selvfølgelig handler om overflade, altså om det tøj, vi har på, så er det ikke en overfladisk branche – ikke i min optik, og faktisk er mode Danmarks fjerdestørste eksporterhverv.

Cecilie Thorsmark, Kommunikationschef, Danish Fashion Institute

– Op til modeugen laver jeg helt klassisk pressearbejde, såsom pressemeddelelser, nyhedsbreve og har kontakten med pressen. Derudover har jeg ansvaret for kommunikationen om nogle af vores egne projekter – altså hvordan vi vælger at informere om dem og promovere dem. Denne gang var det for eksempel “Global Fashion Exchange”, et kæmpe tøjbyttemarked på Rådhuspladsen. Under modeugen er jeg, sammen med vores udviklingsdirektør, Anne Christine Persson, vært for en gruppe af internationale journalister – denne gang ti redaktører fra bl.a. Interview Magazine, V Magazine, Elle Canada, Harpers Bazaar UK, hollandsk Vogue, osv. At være vært indebærer blandt andet at tage dem med rundt til shows og arrangementer og generelt bare sørge for deres ophold. Derudover er jeg selvfølgelig også i løbende kontakt med den danske presse, som typisk enten vil have en kommentar fra vores direktør Eva Kruse eller vil dække et specifikt arrangement. Når dagens shows er overstået sent om aftenen, rykker Anne og jeg tilbage til kontoret for at samle op på dagen.

– Mit bedste minde er faktisk fra en frokost på modeugens dag to, hvor vi spiste dansk smørrebrød med den internationale presse i autentiske ”Borgen”-omgivelser i restauranten i Tårnet på Christiansborg. Pressen var allerede fyldt med gode indtryk fra de shows, de havde overværet og fra modeugen generelt, så stemningen var høj. Og da vi så på vej ud (bogstavelig talt) dumpede ind i en fotoskydning med Lars Løkke Rasmussen, var pressen ved at tabe underkæben, da de fik at vide, at det var ”the ex-prime minister”. Dér føltes det som om, at vi ikke bare havde givet dem en god modeuge, men også en helt autentisk, dansk oplevelse. Man skal absolut ikke undervurdere den kulturelle dimension og differentiering fra andre modeuger, når man har med så berejste journalister at gøre.

Afkræftet fordom: – Der bliver kindkysset, chitchattet og kigget enormt meget på tøj under modeugen, men modeugen består også af seriøs messe- eller salgsaktivitet og vigtige møder. Resten af året er ligeledes lig med benhårdt arbejde, da branchen som så mange andre også har salgsbudgetter, der skal overholdes, likviditetsudfordringer, leverandørforhandlinger og stramme designdeadlines. Så at modebranchen ofte udstilles som en overfladisk branche med hang til kindkys og champagne, synes jeg, er en ærgerlig italesættelse af en af Danmarks største og vigtigste brancher.

Moussa Mchangama Jonsson, Fashion Features Director, DANSK Magazine
– DANSK Magazine udkommer to gange om året i forbindelse med modeugen, så det hårdeste arbejde er lige op til deadline et par uger før, så vi kan sende det hele til tryk. Jeg står for det overordnede tekstansvar i DANSK Magazine. Under selve modeugen anmelder jeg modeshows for DANSK Daily, vores daglige modeugeavis, hvor vi har nyheder, anmeldelser af shows og billeder og kommentarer fra forskellige events. Derudover freelancer jeg for det amerikanske website WeAreTheMarket.com, der løbende skal have lidt dækning. Før modeugen interviewede jeg direktør i Danish Fashion Institute og Copenhagen Fashion Week, Eva Kruse, og designeren, Mads Nørgaard, som blev til to artikler i Information. Mit bedste minde fra modeugen var at få virkelig stor ros fra én, jeg respekterer meget højt og at sidde til Asger Juel Larsens show og være lige ved at tude, fordi det var så fantastisk.

Afkræftet fordom: Du kommer ikke til tops i denne branche, hvis du ikke kan følge kindkys og en god netværksstrategi op med en tung faglig og/eller akademisk ballast. Netværk betyder vitterligt alt, men kun hvis du har evnerne til at fastholde det.

Josefin Freij, PR adviser, Agency V

– Op til en modeuge skal alt planlægges ned til mindste detalje, og plan både A og B skal lægges. Først og fremmest skal vi planlægge hvilke kunder, der skal afholde hvilke arrangementer og eventuelt pitche eventideer til vores kunder. I år afholdt vi show for Henrik Vibskov, som vi gør hvert år, et butiksevent for Monki og pre-party for 5preview. Vores primære opgave op til et show er at håndtere presse og guest management. Vi skal sørge for udsendelse af invitationer, styre tilmeldinger, lave en seating plan og den endelige gæsteliste, som i store træk er en balance mellem indkøbere og presse – de rigtige, relevante og vigtige af slagsen. Vi er nødt til at filtrere strategisk, men også sikre de vigtigste gæster for designeren. Det er et kæmpe logistisk arbejde mellem produktionsholdet og alle de involverede i processen, og som PR-bureau skal vi sørge for, at al kommunikation til pressen er så informerende og tydelig som mulig. I forbindelse med showet tilbyder vi også nogle få udvalgte printmedier, online og tv at få et hurtigt interview med designeren efter showet. Alt vores arbejde handler i bund og grund om at skabe en “hype” i medierne, opbygge designerens brand og skabe god og bred, men også rigtig mediedækning.

– Timerne op til showet, under og lige efter er ekstrem intense, og man skal virkelig være klar og på, når dørene først åbner, så det hele forløber som planlagt. Vores fornemmeste opgave er at give folk en god oplevelse, og det var heldigvis mit indtryk, at folk havde en god oplevelse til Henrik Vibskov-showet. Når showet og den københavnske modeugen er slut, er arbejdet langt fra slut – så skal der følges op. Vi skal følge op på de interviews, vi havde sat op og sørge for, at pressen får tilsendt billeder. Næste step for os som PR bureau er at vise kollektionerne til pressedage, men det er en helt anden historie.

Afkræftet fordom: – Det er slet ikke så glamourøst, som folk tror. Det er benhårdt arbejde, lange arbejdsdage og flade sko meget af tiden.

Der skal altså mere end kindkys og champagneskål til at være Danmarks fjerdestørste eksporterhverv. Kommunikationsarbejdet er på mange måder en lige så vigtig del som selve designet. For Cecilie og Josefin handler det om at skabe den gode oplevelse for pressen og indkøbere, være perfekte værter, formidle historier og information til pressen og ikke mindst skabe opmærksomhed omkring dansk mode og modeugen. For Naja og Moussa, på den anden side af bordet, handler det om at formidle historierne og oplevelserne til andre i modebranchen og til forbrugerne. Om fordommene så forbliver eller fordufter – det er op til den enkelte.

 

Om skribenten:

 

 

 

 

 

 

 

Navn: Karoline Kaae Svendsen

Beskæftigelse: Uddannet designteknolog med speciale i Marketing og Brand Building. Har tidligere arbejdet med PR og på et dansk modemagasin. Karoline læser nu HA (kom.) – Erhvervsøkonomi og Virksomhedskommunikation på CBS.

Linkedin 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *