Sammenhængen mellem spytklatter, venlighed og flygtningedebat

Af: Lea Provstgaard

Hvad har X-factor, Portugal-Danmark kampen og en ‘flygtninge-bespyttende’ mand på Sydmotorvejen med hinanden at gøre? Det er hverken fredagsslik på sofaen eller kolde øl i Parken… Men evnen til at samle danskerne og opdage, at vi egentlig ikke er så forskellige.

For omkring en måned siden fik et Twitter-post af en mand på en bro over Sydmotorvejen, danskerne til tasterne. Manden der angiveligt spytter og råber efter en flygtningestrøm af mennesker, har siden episoden samlet danskerne i en shitstorm-lignende effekt på de sociale medier. Her er han er blevet associeret med udtryk som ‘en skamplet på Danmark’, ‘uhyggelig afstumpethed’ og har sat vores definition af danskhed til debat.

En lignende episode har været til heftig debat i udlandet, hvor en ungarsk kamerakvinde spænder ben for en mandlig flygtning, der løber med sin søn på armen.

For nogle er disse historier med til at vække vores forargelse. Men måske kan de noget mere? Måske samler de os som danskere, tvinger os til at reflektere, og inspirerer til en mere positiv diskurs, der handler om at blande sig for at hjælpe.

Dobbelt så venlige?

I en undersøgelse lavet for ét år siden af Ugebrevet A4, skriver nyhedsmediet, at 3 ud af 4 danskere på tværs af politiske holdninger ønskede, at Danmark skulle tage imod færre eller samme antal flygtninge som på daværende tidspunkt. Kun 18 procent af de adspurgte bød flere flygtninge fra verdens brændpunkter som Syrien og Irak velkomne.

I samme undersøgelse siger 36 procent af danskerne i dag, at de vil tage imod flere flygtninge, end vi gør på nuværende tidspunkt. “Det er nøjagtig dobbelt så stor en andel som for nøjagtigt ét år siden, hvor den første bølge af syriske flygtninge kom til Danmark.” skriver ugebladet.

Holdningen bryder også frem på både sociale medier. Her ser vi bla. personlige indsamlingssider, virksomheder som Uber, der stiller deres platform til rådighed for at indsamle forsyninger doneret af københavnerne og frivillige, der forvandler Københavns Hovedbanegård til et impulsivt modtagelsescenter for flygtninge.

Medmenneskeligheden blomstrer hos os – især på de sociale medier. Og dette er bla. takket være mediernes portrættering af den voldsomme flygtningesituation – billeder af en spyttende mand, en sparkende kamerakvinde og en ung politimand, der leger gemmeleg med en syrisk flygtningepige på landevejen.

Men er der en reel politisk effekt?

Danske medier har rollen som den oplysende, problematiserende og kritiserende statsmagt. De udfordrer vores holdninger og sætter politikernes meninger på prøve. Men er ændringen i danskernes holdninger kommet for at blive, eller vil den igen finde tilbage til en ‘normal’?

Politisk kommentator Hans Engell siger til Ugebrevet A4, at meningsmålingerne “… genspejler de billeder, som vælgerne har set de sidste par uger fra Europa og den danske grænse (…). Når det kommer til at handle om besværlig integration, store udgifter og kommuner, der ikke kan finde pladser, så ved vi erfaringsmæssigt, at så kommer meningsmålingerne også til at se anderledes ud.”

Netop den midlertidige effekt kender politikerne også til. At følge folkestemningen og rette sin politik ind efter resultaterne af den igangværende polariserede debat på de sociale medier er farligt. Farligt fordi vælgernes holdning højst sandsynligt vil ‘stabilisere sig’ i takt med, at medierne skruer ned for flygtningedebatten.

Har vores øgede imødekommenhed over for flygtninge så nogen effekt? Selvom den politiske effekt er svær at udpege, kan den øgede interesse og diskursive debat skabe muligheder. Fx en kommunikationsmulighed for politisk uafhængige hjælpeorganisationer for at gribe danskernes interesse og øge dialogen om effekten af udviklingsarbejde.

I situationer med katastrofer og nød spiller medierne en yderst vigtig rolle som formidlere. De udvider vores forståelse, udfordrer vores værdier og flytter vores holdninger. Og selvom historier som den spyttende mand og den sparkende kamerakvinde skaber forargelse og vækker vores vrede, er det også sådanne historier der samler os. I en lidt skarpere vending kunne man stille spørgsmålstegn ved, om man i stedet burde ‘takke’ disse folk for kommunikativt at øge relevansen for alle os danskere, og dermed vores villighed til at hjælpe folk der har brug for det.

 

Om skribenten

Navn: Lea Provstgaard

Beskæftigelse: Studerer cand.merc.(kom) på CBS med fokus på ledelses- og organisationskommunikation. Er begravet i speciale om change management og arbejder med intern kommunikation og koordinering af kompetenceudviklingsaktiviteter hos NNE Pharmaplan

LinkedIn

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.