Skyklap-effekten har ramt den selektive forbruger

Skrevet af Lise Holmegaard Larsen

Vi befinder os i den selektive forbrugers tidsalder. Med introduktionen af bl.a. Netflix, Robinsonlisten og den digitale revolution generelt har vi i langt højere grad end før mulighed for selv at vælge præmisserne for vores kommunikation med virksomhederne. Men hvilke konsekvenser har selektiviteten for os som forbrugere og for vores samfund? Og er vi overhovedet velinformerede nok til selv at vælge til og fra?

Den gennemsnitlige vestlige forbruger bliver dagligt udsat for omkring 3000 reklamer, og det er rigtig mange budskaber at forholde sig til. Mange af os ville givetvis være lykkelige, hvis vi kunne blive fri. Med den digitale revolution er det i et vist omfang blevet muligt for forbrugerene at søge tilflugt online fra den klassiske markedsføring, og samtidig muliggør de mange digitale platforme, at virksomhederne i stigende grad kan opfylde forbrugernes ønske om mere målrettede reklamekampagner.

Men spørgsmålet er, om vi som forbruger gør os selv en bjørnetjeneste i forsøget på at styre, hvilken markedsføring vi eksponeres for. For hvordan ved vi som forbrugere, hvilke produkter og virksomheder, der tjener os og vores omgivelser bedst?

Selektivitetens bagside
Selv om mange forbrugere givetvis synes, det er rart at slippe for den tilfældige reklameeksponering, så lægger der en vis risiko i den ellers så magelige selektive eksponering. For selv om målrettede kampagner på nettet rammer forbrugeren mere præcist, og dermed befrier modtageren for meget irrelevant indhold, så konstruerer de også forbrugerens virkelighed og sætter rammerne for den enkeltes meningsdannelse.  Spørgsmålet er, om der er rimeligt at forlange, at forbrugeren kan tage kritisk stilling til disse rammer – eller forestille sig, hvad der skulle ligge uden for?

Meget tyder nemlig på, at selvom de vestlige forbrugere i høj grad giver udtryk for, at de gennem deres forbrug gerne støtter op om virksomheder, der tager deres samfundsansvar alvorligt, så holder de sig ganske enkelt ikke opdaterede på virksomhedernes adfærd og værdier. Samtidig må det helt generelt antages, at hvis vi udelukkende selv vælger, hvilken side af en sag vi vil høre argumenterne fra, så risikerer vi at blive meget ensidige i vores beslutninger.

Og hvad så?
Det er måske også fint nok, hvis vi bare skal undersøge, hvilken shampoo, der vil give os det blødeste hår, eller hvilket smartphone-cover, der er mest hipster. Men konsekvenserne er langt mere alvorlige, når vi snakker om produkter, der kan fremme eller skade samfunds- og miljøforhold. Forestil dig f.eks., at du skal vurdere, hvilken chokolade, der er mest socialt ansvarlig at købe. Som selektiv forbruger kan du efter en hurtigt google-søgning måske tænke, at det der med Fairtrade da vist lyder som det mest ansvarlige. Ikke at Fairtrade nødvendigvis er et skidt initiativ, men forbrugeren risikerer at træffe et valg uden at kende til, og dermed overveje, andre muligheder.

Google kan naturligvis føre os ud på et sidespor eller to, men summa summarum er, at når vi søger efter noget, kan vi givetvis kun søge efter noget, vi allerede kender til. Det betyder, at vi måske ikke vil falde over alternativer som f.eks., hvilke produkter, der i gennem værdikæden støtter udvikling af lokale kakaobønders evner til mere effektiv produktion i stedet for ”blot” at sørge for, at bønderne får en ordentlig betaling, for det de nu har produceret. Og hvordan med miljøansvaret? Eller brug af børnearbejde? Noget af det ved du måske allerede, men ved du det hele? Og hvordan vil du finde ud af det?

Vær kritisk!
Det ville naturligvis være naivt at tro, at virksomhederne kan give forbrugerne et mere objektivt billede af virkeligheden, men det, at de kommunikerer med os, kan måske skabe et mere nuanceret billede og give os oplysninger, vi ikke havde overvejet, eksisterede – oplysninger, som selvfølgelig bør undersøges, før vi i blinde tror på alt, hvad virksomhederne fortæller (God knows, der har været utallige eksempler på virksomheder, der har vildledt forbrugerne).

Personlig må jeg indrømme, at idéen om selv at kunne vælge og vrage mellem diverse markedsføringsinitiativer er yderst tiltalende. Men måske det kan betale sig at lytte til de tilfældige argumenter engang imellem i stedet for bare at feje størstedelen af dem af? Det kunne jo være, vi kunne lære noget. Så lad os smide den selektive forbrugers skyklapper ud og tage ansvar for at være kritiske forbrugere i stedet.