Er politikerne strategiske på sociale medier?

Pressefoto: EU-parlamentariker Morten Messerschmidt (DF)

Morten Messerschmidt bliver fremhævet for sin tilstedeværelse på sociale medier, hvor svartiden er kort og tonen er personlig og høflig. Han tweeter tilbage på skæve tidspunkter, følger med i kommentarerne på sin facebookvæg og lægger vægt på værdien af den ucensurerede kommunikation mellem politiker og borger, som de sociale medier gør mulig.

Af Tina Mellergaard Jensen

De sociale medier er for politikere en balancegang mellem et passende kontroltab, autencitet og professionalisering. For at få fuldt udbytte af platformene kræver det, at man engagerer sig og svarer både dem, der er enige, og dem der ikke er. Der er nemlig blevet kortere mellem den folkevalgte og borgeren, og det er en udvikling som medlem af Europa-parlamentet for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt byder velkommen.

”Det væsentlige er, at jeg kan nå flere folk og svare flere folk via sociale medier, som jeg ikke kan nå på anden vis. Jeg tager meget rundt i fædrelandet til forskellige debatmøder, hvor jeg har forskellige besøgsgrupper, men alt andet lige, så når jeg måske at tale for 3-400 mennesker på en uge, hvor der – på en god aften – måske er 10-12 af dem, der når at få lov til at stille et spørgsmål. Og så har man siddet i sin lille bil og trillet hele vejen til fx Nordjylland for at møde de her gode mennesker. Der kan jeg nå at svare langt flere på samme tid på de sociale medier.”

Morten Messerschmidt mener dog ikke, at der er noget, der kan erstatte mødet med folk – og det er heller ikke det, som er hans ærinde på de sociale medier. For ham er sociale medier bare en måde, hvor han relativt direkte og personligt kan svare på spørgsmål til en større gruppe mennesker. Det er en måde at effektivisere dialogen mellem vælgere og folkevalgte, som han mener, at alle har gavn af.

“Det ligger mig utroligt meget på sinde ikke bare at være i kontakt med mine vælgere, men sådan set med vælgerbefolkningen generelt. Netop at være katalysator mellem, hvad der foregår i parlamentet og vælgerbefolkningen i Danmark. Der er sociale medier et meget væsentligt bidrag. Men jeg er også opmærksom på, at der er rigtig mange mennesker 40+, der aldrig kommer ind på Twitter – og kun meget sjældent eller få på Facebook. Derfor kan man ikke gøre det ene uden at gøre det andet. I takt med at udbuddet af medier bliver stadig større, så bliver folk mere og mere kræsne i forhold til, hvor de orienterer sig. Det er den barokke konsekvens af, at man kan få 100 mediekanaler, der leverer nyheder til en, så kan det være, at man ikke overskue det, og så læser man måske bare sin lokalavis – derfor er det også vigtigt, at man er i den lokalavis.”

Strategi på Twitter og Facebook

Messerschmidt har været på Facebook som privatperson fra 2005 frem til 2009, hvor han nedlagde profilen, fordi det tog for meget af hans tid. Fansitet som han har nu er fra 2011, og Twitterprofilen er ca. 6 mdr. gammel. I forhold til strategi, så er Messerschmidts ageren på de sociale medier Twitter og Facebook en naturlig del af den øvrige strategi af hans virke; nemlig at flest muligt kender til hans arbejde og synspunkter – og at flest muligt modtager det positivt:

”På en eller anden måde handler det om at præsentere sin egen sag på den bedst mulige måde. Der er jo rigeligt af folk, der vil gøre det modsatte. Og på de sociale medier kan man gøre det fuldstændig ucensureret og i direkte interaktion med andre mennesker. Jeg synes, at det er meget værdifuldt at få svaret på de spørgsmål, som der måtte være. Sådan, at folk fx ikke bare læser et blogindlæg eller en opdatering og er efterladt med en masse spørgsmål, de ikke kan komme videre med. På Facebook og Twitter, kan de komme med de spørgsmål, som de har – og få svar på dem.”

Messerschmidt tænker i added value, når det kommer til sociale medier. Og han er glad for den spontanitet, som Twitter og til dels Facebook gør muligt. Han arbejder med Twitters 140-tegns begrænsning og med det, som han selv kalder flash-interesse: Twitter og Facebook bliver brugt til at skabe interesse, og når den så er skabt, så kan det bruges, som en mulighed for at tale med folk på en helt anden måde end man kan nogen andre steder – udover i virkeligheden:

”Man kan sagtens lægge et langt og meget indsigtsfuld blogindlæg op, og så sidder der nogle andre meget indsigtsfulde mennesker og svarer på det. Noget der strækker sig over lang tid, hvor man ikke når ret mange udover den samme målgruppe. Det bliver meget langsommeligt og trægt, hvis man skal bruge blogs på samme måde som Facebook og Twitter. Alle folk er på jagt efter noget, der er sjovt, spændende eller nyt, og så kan man prøve at se, om man kan spille ind der – dels med noget, der er underholdende, men også med noget, der rent faktisk drejer sig om, hvad der foregår bag gardinerne i det politiske liv.”

EU-parlamentarikeren har ikke struktureret sin brug af sociale medier med faste tidspunkter osv. Han lader i høj grad sin tilstedeværelse på sociale medier følge de politiske sager:

”Jeg bruger det meget som politisk redskab . Er der en dagsorden, der er vigtig for mig, så kører vi bare løs og forbereder måske også tre-fire tweets, som vi ved, at vi vil have ud. Når så RT’erne begynder at falde, så sender vi den næste af sted, så der hele tiden er genereret dynamik og interesse. Men hvis der ikke sker noget en dag, så sker der ikke noget, og så siger vi ikke “nu er det frokost, nu skal vi lægge noget ud.”

Messerschmidt har som sagt ikke nedskrevet en specifik strategi for sociale medier. Han har heller ikke et nedskrevet kodeks for opførsel på sin facebookside, og moderer efter behov. I den tid han har haft sit fansite er der kun blevet blokeret 13 personer.

“Udgangspunktet for mig er, at jeg ikke sletter ting. Men der er i nogle miljøer på nettet jo en syg kultur, som bør håndteres på en eller anden måde. Der er også et grundlæggende problem i, at medieansvarslovens regler ikke gælder her og heller ikke på blogs. Derfor kan man fremføre alle mulige synspunkter, som aldrig ville nå frem i den mere censurerede avis. Men jeg sidder ikke selv og censurerer. jeg sletter ikke fordi, der er nogen modargumenter, der er så overbevisende, at jeg ikke gider at høre dem. Det handler alene om opslag, der er groft injuerende eller på anden måde strafbart. Så vil jeg ikke lægge navn til det.”

Der er ingen kontrol eller overvågning fra partiets side, og Messerschmidt bestemmer selv sin strategi og tilstedeværelse på sociale medier. Den eneste kontrol, som han er under er et virkelighedstjek fra sin særlige rådgiver Kristian Wederkinck.

Sociale medier som pressestrategi?

Messerschmidt kører gerne historier parallelt på Facebook og Twitter – tilpasset formen på hver platform. Han mener, at Facebook er særlig god til fx billeder og små videoer på 1,5-2 minutter, som han er begyndt at arbejde mere med. Videoerne kan handle om alt fra Jens Rohde til Doha til pigtråd i Bruxelles gader. Twitter bruger politikeren i højere grad til at afprøve ideer og vinkler og komme med nogle hurtige meldinger på aktuelle ting. Blandt andet for at se, om det kan skabe redaktionel interesse hos nogen af de mange journalister på Twitter.

“Vi bruger meget den gængse tilgang til journalister. Hvis jeg sidder med noget, som jeg synes, der kan have en redaktionel interesse, så ringer jeg eller mailer til en journalist på en avis, hvor det passer ind i hans eller hendes arbejdsområde. Det er jo en væsentlig del af det politiske arbejde også , og der bruger jeg mere Facebook og Twitter på noget, som ikke umiddelbart har en egentlig redaktionel interesse. Jeg har fx afprøvet om det kan have det – og det har det ikke. Det er ikke et enten eller – man afprøver flere platforme. På den måde har de sociale platforme givet en hel ny mulighed for, at historier ikke når at dø. Det kan godt være, at det ikke når primetime om aftenen, men alligevel når man måske de 1000 mennesker, som har en specifik interesse i det man laver.”

@MrMesserschmidt = Mr. Social?

Morten Messerschmidt var tidligere på året firstmover i forhold til Messer-app’en. Men han ser ikke sig selv som firstmover på nye platforme:

“Jeg tror ikke, at jeg bliver firstmover på noget. Når jeg endelig har lært noget og synes, at det fungerer godt, så er jeg meget konservativ. Som regel skal der være en eller anden konkret sag, der gør, at jeg er nødt til at gøre det. Men det handler også om fokusering. Der er grænser for, hvor mange forskellige platforme, som man kan sidder og opdatere på uden at det bliver ren copy-paste. Derfor tror jeg, at jeg i første omgang vil begrænse mig til det, som jeg bruger nu.”

Men hvad var baggrunden for app’en så?

”Firstmover. Det er en tilpas blanding af underholdning og fagligt. Den har den funktion, som vi ikke har brugt endnu, men som vi overvejer at bruge i valgkampen: push. Så hvis der kommer noget i en valgkamp, så kan vi sende det direkte ud til folk, der kan sende det videre. Det er en platform, som er meget direkte. Langt mere end et tweet, og ingen har forsøgt at overhale. Indtil videre har jeg platformen for mig selv.”

Morten Messerschmidt lader det være op til andre at vurdere, om han gør det godt på sociale medier. Det han hører fra sine fans på Facebook og følgere på Twitter er, at folk er tilfredse med at kunne få svar rimelig hurtigt, når de stiller spørgsmål. Og selvom han stræber efter at svare på så meget som muligt, så er det ikke muligt at svare på alt :

”Det er ikke altid, at man kan være lige direkte eller personlig, men det har jeg indtryk af, at folk har fuld forståelse for. Man har jo også andet at lave. Hvis vi ikke lavede andet, så var der ikke noget at opdatere. I virkeligheden, så må man bare bruge mediet med den umiddelbarhed, som man bruger alle andre medier i starten. Man må prøve sig frem i stedet for at forestille sig, at noget skal være på en bestemt måde. Finde ud af, hvad virker – hvad folk synes er sjovt og spændende, hvad der interesserer dem.”

Men en ting er at være god til at svare. Spørgsmålet er om Messerschmidts tilstedeværelse og tilgang til sociale medier også kommer til at flytte stemmer ved et kommende valg.

Han siger det meget klart selv:

”Det skal jeg vise dig, at det gør.”

Kommenter

Kommenter