Månedens nordjyske UNGKOM’er: Mia Josiassen

mia-josiassen

Denne måneds nordjyske UNGKOM’er er Mia Josiassen. Mias hjerte banker for politisk kommunikation, og hun er allerede nu godt i gang med at skabe sig en karriere på den politiske arena.

Navn: Mia Josiassen
Uddannet: Jeg har en bachelor i Humanistisk Informatik inden for studieretningen: Kommunikation. Pr. september 2012 har jeg påbegyndt min kandidat i Kommunikation, og pt. er jeg i praktik på Christiansborg hos Venstres trafikordfører: Kristian Pihl Lorentzen.

Studiejob og sted: Jeg arbejder som studentermedhjælper hos Center for Industriel Produktion på AAU. Derudover starter jeg i forlængelse af min praktik som Kommunikationsmedarbejder for Kristian Pihl Lorentzen og Venstres miljøordfører, Henrik Høegh, pr. 1. september 2013. Da jeg ønsker at gøre min kandidatuddannelse færdig i Aalborg, vil jeg, efter aftale med de to politikere, arbejde hjemmefra. Derudover er jeg en aktiv del af Venstres kampagneudvalg i Viborg Kommune op til kommunalvalget i november 2013 sammen med bl.a. VUs lokale repræsentant, Venstres formand og Venstres borgmesterkandidat.

Hvordan fandt du dit nuværende studiejob? Mit studiejob hos AAU har jeg søgt opfordret, da jeg opdagede et stillingsopslag på intranettet Moodle. Studiejobbet hos Henrik Høegh og Kristian Pihl Lorentzen har jeg som tidligere nævnt fået i forlængelse af min praktik hos sidstnævnte. Studiejobbet for Venstre i Viborg har jeg fået, da jeg i min bachelorafhandling udarbejdede et forslag til en delkampagne op til kommunalvalget år 2013 sammen med min studiegruppe. Siden da har jeg bevaret kontakten til Venstres formand og borgmesterkandidat i området.

Hvad er det bedste ved jobbet? Det bedste ved mine jobs er, at jeg får brugt min uddannelse i praksis. Derudover nyder jeg meget, at jeg dagligt møder udfordringer, som er medvirkende til at ruste mig bedre til at komme ud i erhvervslivet, når jeg er færdiguddannet i sommeren 2014.

Hvad er dine fremtidsdrømme? Jeg drømmer om en karriere inden for politisk kommunikation, og derfor er det en fantastisk følelse, at jeg allerede nu baner vejen for drømmen og dagligt bliver bekræftet i, at min interesse ligger inden for dette felt.

Kommenter

Kommenter