10 (gode) råd til udlands-tvivleren

Af: Karoline Kaae Svendsen

Jeg kan lige så godt være ærlig fra start: Dette er en artikel til dem, som er i tvivl om, hvorvidt de skal tage på udveksling og/eller praktik i udlandet. Hvis dét ikke er noget, du overvejer, så stop med at læse med det samme. Men jeg ved, du er nysgerrig nu, så fortsæt bare.

Her er de 10 mest udbredte undskyldninger for at blive hjemme – og argumenterne for at tage afsted:

1. Jamen det er jo dyrt!  

Udveksling er ikke en gratis omgang, nej. Men du får din SU med, du får et Erasmus stipendium, hvis du vælger at studere i Europa, du kan søge legater, og du kan spare op. Det er hver en øre (pund/euro/dollar/yuan) værd. Der findes faktisk også billigere byer at bo og leve i end København.

2. Jeg kan garanteret ikke komme ind på mit drømmeuniversitet med mit gennemsnit og min TOEFL-score

Så ansøg om mere end ét universitet. Dit ophold bliver med garanti fedt og lærerigt alligevel. Holland er selvfølgelig ikke Hawaii, men gør op med dig selv, hvad du vil have ud af dit ophold. Surfing? Højt fagligt niveau? Kulturchok? Sprogkundskaber? Overvej, hvad du gerne vil fortælle en kommende arbejdsgiver, at du foretog dig og fik ud af dit ophold.

3. Men hvad så med mit super studierelevante studiejob?

De fleste chefer vil forstå dit valg om at tage ud og være glad på dine vegne – de har sikkert også selv været afsted. Så snak med din arbejdsgiver i god tid, så I for eksempel kan tale om mulighederne for orlov eller alternativt at arbejde videre, mens du er på udveksling. Her er det meget individuelt, og du må opveje fordele og ulemper ved begge muligheder. Men tænk mere end et par måneder frem. Tænk år frem. Vil dit udlandsophold give dig bedre jobmuligheder senere hen end de ekstra måneder i studiejobbet – hvor du håber at blive fastansat?

 4. Jeg har faktisk en kæreste…

Den må du tage med Dr. Phil. Nok også med din kæreste. Men et udlandsophold er en god undskyldning for at rejse sammen i det land, du skal til – før eller efter dit ophold, eller hvis din kæreste kan komme og besøge dig. Hvor hyggeligt!

5. Jeg skal altså have nogle helt specifikke, nicheprægende, unikke, altafgørende fag, og det kan jeg nok ikke i udlandet

Du vil blive imponeret over, hvor mange (spændende!) fag, der bliver udbudt rundt omkring i verden. Du kan være heldig at finde endnu bedre fag og undervisere i udlandet end dine nuværende. Og skal du have forhåndsgodkendt fag, så plejer det at løse sig – alternativt må du (hvis du kan) fjernstudere det fag, det drejer sig om. Tjek i god tid, om din videre uddannelse kræver bestemte fag, og hvordan fremdriftsreformen dikterer, du skal gøre.

6. Skal jeg så leje min lejlighed/værelse ud?

Ja? Igen, tænk langsigtet. Hvad er bedst at have som minde og på dit CV: Et udlandsophold eller den samme bopæl i gennem en længere periode? Bor du i Bredgade på 4. sal med udsigt til Marmor Kirken, kan jeg måske godt forstå din tvivlen. Ellers ikke helt.

 7. Jeg kan jo ikke sproget

Kun en milliard mennesker taler kinesisk i verden – og de bor i Kina! Så selvfølgelig kan du ikke kinesisk, hvis du rejser til Kina. Men sandsynligheden for, at du vil møde en masse engelsktalende personer, er efterhånden stor mange steder i verden. Danskere er generelt rigtig gode til engelsk i forhold til andre ikke-engelsktalende lande, så frygt ej.

Det står næsten på enhver jobannonce, at du skal kunne flydende engelsk i skrift og tale, og hvilken bedre måde at øve sig på end at studere på sproget eller arbejde i en engelsktalende virksomhed? Og hvis du skal til et land, hvor de ikke er så gode til engelsk, er det en øvelse i sig selv at lære at kommunikere med en sprogbarriere.

8. Alt det papirarbejde orker jeg simpelthen ikke!

Værre er det altså ikke. Og slet ikke en undskyldning du kan retfærdiggøre for dig selv om 10 år. Overhold deadlines og læs grundigt, om dit universitet eksempelvis vil have en digital eller fysisk ansøgning. Det kan hurtigt komme til at koste 800 kroner med DHL. Tro mig.

 9. Jeg kan egentlig meget godt lide mit nuværende studie og trygge rammer

Dér har vi den! Netop derfor skal du ud. Afsted med dig. Ud og se, hvor priviligeret, heldig og dygtig du er. Forlad din comfort zone. Tag chancen. Du kommer muligvis hjem enten med følelsen af, at du hellere vil være i udlandet, eller den fantastiske følelse af at komme hjem.

10. Jeg kommer VIRKELIG til at savne mine venner og familie

Jeg lover dig, at de også kommer til at savne dig. Der findes Skype, Facetime, Facebook, WhatsApp you name it, og du kommer til at opleve en masse, som får tiden til at flyve afsted.

Den eneste undskyldning, der bør afholde dig fra at tage afsted, er, at du ikke vil blive stemplet som hende/ham den mega irriterende, der bliver tagget på alle mulige misundelsesværdige billeder på Facebook og dagligt lægger eksotiske billeder på Instagram. Vi ved allesammen, hvem de er.

Afsted med dig!

 

Om skribenten

Navn: Karoline Kaae Svendsen

Beskrivelse: Studerer HA (Kom.) – Erhvervsøkonomi og Virksomhedskommunikation på CBS. Er uddannet designteknolog fra KEA med speciale i Marketing og Brand Building.

Beskæftigelse: Arbejder med SEO for Benjamin Medias livsstilssites – pt. fra London, hvor Karoline er på udveksling.

LinkedIn

Twitter: @Karoowliine


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *