Skrevet af Karoline Kaae Svendsen
Esben og Peter. Det lyder umiddelbart som to helt almindelige, danske drenge. Tilsæt Bjerre og Falktoft og du har et makkerpar, som har opnået landsdækkende succes med radioprogrammet Monte Carlo, i TV-dokumentarer og på sociale medier. Monte Carlo-drengene har ”kæmpe vinger bagud” og egoer (næsten) på størrelse med Kanye West. Men hvad er det, Monte Carlo og værterne kan – og gør, siden tusindvis af folk liker, deler, kommenterer og ikke mindst lytter?
”Kæmpe vinger bagud” og fuld fart frem
For lidt over to år siden gik DRs radioprogram, Monte Carlo, i luften for første gang og havde Esben Bjerre og Peter Falktoft som værter. Der har været fart på siden 2012, og Monte Carlo er blevet en fast del af P3 og en række dokumentarserier om blandt andet USA, Putin og Israel-Palæstina-konflikten. Derudover kan Monte Carlo prale af at have været kommentatorer under Kommunalvalget i 2013, værter til P3 Guld 2014 og ikke mindst for deres samling af vunde priser – senest modtog Monte Carlo prisen for ”Årets Bedste Radioprogram” ved dette års Zulu Awards.
Det forfriskende ved Monte Carlo er deres tilgang til nyheder. I radioprogrammerne vender de store og små begivenheder, alt lige fra Vild med Dans til konflikten i Mellemøsten – og der er valgfrihed til selv at bestemme, hvad, man synes, er vigtigst. Henriette Stisen, som er Social Media Manager på P3, beskriver Monte Carlo således: ”Det er underholdning med en skarp og kritisk tilgang til nyhedsdækningen – tilsat masser af selvtillid, jysk høflighed og manglende Jantelov. En besynderlig cocktail på papiret måske, men det er dét, Monte Carlo kan”.
I radioen fra 14 til 16, men online 24/7
At have succes i radioen og på TV er ikke nok. Monte Carlo og værterne er flittige (og dygtige) brugere af de sociale medier. Monte Carlo har omkring 167.000 followers på Facebook i skrivende stund, og tallet er stødt stigende. Til sammenligning har Natholdet omkring 222.000 followers på Facebook og Mads & Monopolet omkring 155.000. Til det udtaler Peter Genild, redaktør på dr.dk: “Ser man på to lignende sider i forhold til antal fans, er Monte Carlos reach ofte højere per opslag end f.eks. Mads & Monopolets. Det skyldes flere af de store virale hits, som oplever en helt enorm eksponering. Det er ikke usædvanligt, at et opslag fra Monte Carlo når ud til langt flere personer, end de har fans, hvorimod Mads & Monopolet eksempelvis ligger mere stabilt i reach”.
Et hurtigt blik ned over Natholdets Facebook-side afslører, at Natholdets feedback, kommentarer og likes ikke kommer i nærheden af Monte Carlos, medmindre Nicklas Bendtner er medvært. Hvert billede har omkring et par hundrede likes, sammenlignet med Monte Carlo der svinger mellem næsten tusind og over 22.000 likes (Helle Thorning-Schmidt og Barak Obama til Nelson Mandelas mindeceremoni), og det er ikke usædvanligt med billeder, der trækker omkring de 10.000 likes.
Til spørgsmålet om, hvad både Monte Carlo og Esben og Peter gør rigtigt på de sociale medier, svarer P3’s Social Media Manager, Henriette Stisen: ”De deler ting på Monte Carlos Facebook-side søndag aften, hvis de har set noget, der er sjovt eller relevant i en Monte Carlo-kontekst, og de svarer på Facebook-henvendelser udenfor arbejdstid. Desuden tager de deres fans og tilstedeværelse seriøst og omfavner de vilkår, der følger med sociale medier: Det er ikke et talerør, man bare råber i i sendetiden 14-16, mandag til fredag, men en kommunikationskanal der holder åbent 24/7”.
Monte Carlo har en Facebook-profil, og det samme har Esben og Peter. På Twitter er det dog kun de to værter, der er repræsenteret, men Lasse From fra community management-bureauet, 140tegn.dk, siger: ”Et radioprogram, hvor personlighederne betyder så meget, har ikke nødvendigvis behov for en samlende Twitter-profil. Tag Falktoft og Bjerres Twitter-profiler med henholdsvis 50.000 og 36.000 følgere. De fremstår som et perfekt eksempel på, hvordan Twitter i høj grad er et udtryk for den personlige, direkte og autentiske kommunikation”.
Udover Peter og Esbens private profiler bruger Monte Carlo hashtagget #Hørtoverhækken på Twitter. Med det hashtag kan man skrive, hvis man har hørt noget sjovt, og folk kan skrive kommentarer til de emner, Monte Carlo debatterer i programmet. De bedste tweets bliver så læst op i programmet, og på den måde er tweets, Facebook-kommentarer og online diskussioner med til at involvere lytterne samt at skabe indholdet i Monte Carlo-programmerne. Samspillet mellem radio og sociale medier er for Monte Carlo en stor succes – folk liker, deler, kommenterer og tweeter i tusindvis.
Personlighed og ægthed
Det lyder og ser ud til, at Esben og Peter ikke spiller og agerer som andre end sig selv, hvilket også er en af årsagerne til Monte Carlos succes. Henriette Stisen forklarer det således: ”Esben og Peter er Esben og Peter. Det betyder, at de er sig selv, uanset om de er i radioen, på TV, i Netto eller på sociale medier. De siger, hvad de mener og deler det, de selv synes er sjovt/vigtigt/tåbeligt. Og så er de rigtigt gode venner, der komplimenterer hinandens styrker og svagheder, hvilket skinner igennem, i alt hvad de laver sammen. Det er ærligt og ægte – og sjovt. Uanset om de tweeter privat eller skriver et opslag på Monte Carlos Facebook-side”.
Men har personlighederne taget over og taget fokus fra indholdet? Er man blevet så forblændet af pingpong’en, dialekten og humoren, at indholdet efterhånden kan være hvad som helst, og folk ”labber det i sig” – for at bruge deres eget udtryk fra interviews til diverse medier. Ville indholdet i programmerne, billederne på Facebook og rejserne til USA, Rusland og Mellemøsten stadig tiltrække lige så mange lyttere, likes og seere, hvis andre stod bag?
Om det mest af alt er Esben og Peters fortjeneste, at Monte Carlo har stor succes, skal jeg ikke afgøre, men der kan ikke herske meget tvivl om, at Monte Carlo-programmerne, værterne og de sociale medier har haft stor effekt og været med til at sætte emner på dagsordenen i dagspressen og i frokostpauserne. Hvem husker ikke ”ALS til 1234”, og Holger Danske-auktionen der endte med så høj en pris, at auktionen måtte starte forfra for lukkede døre?
Samlet set følger Monte Carlo eksperternes råd om brugen af sociale medier: Vær aktuel, tilstede, hav kant, involver brugerne – og vær dig selv.
(Profilernes antal af likes er senest opdateret 4. april kl. 18).