Lyde, der føles godt: »Hviskevideoer« på YouTube vinder frem som modgift til en stresset hverdag

Skrevet af Helle Breth Klausen

Et stadigt voksende fænomen på YouTube introducerer knitren, rislen, hvisken og sanselig leg med papir, pensler og perler i en række såkaldte »hviskevideoer«. ASMR, som fænomenet er blevet navngivet, står for Autonomous Sensory Meridian Response (på dansk: »subjektiv sanselig nydelses-respons«) og er en helt særlig prikkende fornemmelse, der udløses af forskellige stimuli – eksempelvis knitren eller hvisken. ASMR er internettets svar på slow television[1], og her handler det om at koble af og ‘koble ud’.

 

Fra motorer til mindfulness

Jeg sidder foran en blåtlysende computerskærm i min lejlighed. Udenfor regner det, og vinduet til højre for mig står åbent. Det er fredag eftermiddag, og på landevejen 50 meter fra mig udgør brølende motorer og snakkende fodgængere mit lydlandskab. Jeg tager mine hovedtelefoner på, lukker vinduet ud til verden – og træder ind i en anden.

»Welcome to my little spa. My name is Maria and I will be your cosmetologist today…« De hviskende ord kommer fra en lyshåret kvinde, der kigger lige på mig. Det føles i hvert fald sådan. Jeg har fundet en video på YouTube, som jeg netop er begyndt at se. »Maria« taler langsomt og tager sig god tid til at forklare mig, at hun vil tage sig godt af mig i dag. I løbet af videoen analyserer hun min hud. Hun kommer helt tæt på, kigger på mit ansigt gennem et oplyst forstørrelsesglas og informerer mig om, hvad der er karakteristisk ved netop min hudtype. Jeg ved jo godt, det hele er en leg. Jeg sidder bare – helt alene, afskåret fra den lydlige verden udenfor – og ser en asynkront produceret video. »Maria« kan ikke »se« mig. Men et eller andet i mig beroliges ved hele den, egentlig ret besynderlige, situation. Noget, der minder om en serie af kuldegysninger finder vej fra det allerøverste af mine hårstrå på hovedet til nakkehvirvlerne og skuldrene for at gå i sig selv igen et sted midt på rygsøjlen. Det føles lidt som en meget mild og behagelig form for elektrisk chok. Jeg har dog ingen smerter. Tværtimod.

 

Arme af gelé; modgift til en stresset hverdag

Videoen, der har fået de små hår på min hud til at rejse sig og mine arme til at føles som gelé, hedder »Steamy Dreamy SPAtenious ASMR (binaural)[2]« og har over 1,7 millioner visninger på YouTube. »Maria«, som står bag videoen og har brugernavnet GentleWhispering[3], har uploadet i omegnen af 200 videoer, hvoraf den mest populære har fået over fem millioner visninger. Alle videoerne tjener samme formål; at få mig til at slappe heeelt af. Og GentleWhispering er ikke alene om at producere ASMR-videoer. Der er i omegnen af 1100 af de såkaldte »ASMRtists« på YouTube. De fleste videoer varer typisk mellem 20 minutter og halvanden time, og fællesnævneren for rigtig mange af dem er hvisken på lydsiden og langsomme bevægelser på billedsiden.

ASMR har en påstået terapeutisk effekt og kan uden tvivl ses som en modgift til den tempofyldte, overfladiske, stressede og ikke-sanselige tilværelse, mange af os suser igennem hver dag. »Maria« påpeger sågar denne dimension i videoen, der stadig kører på min skærm: »The pace of this world can be overwhelming, so I ask you to step away from this moment with me – away from daily problems«.

 

Velkendt vin på nye flasker

Fænomenet ASMR er som sådan ikke noget nyt. Mange af os har sikkert allerede lyde, vi elsker. Nogle har måske oplevet at blive lidt salige, da de i barndommen lyttede til Thomas Windings bløde brummende stemme på Alfons Åberg-filmene? Andre kan måske lide lyden af en svagt kradsende blyant på et stykke papir? Med ASMR forstærkes den salige fornemmelse og bliver mere kropslig, idet både lyd og billede er mere koncentreret. I en typisk ASMR-video på YouTube bruges en speciel mikrofon, der, bogstavelig talt, er formet som et par ører. Mikrofonen er produceret til at koncentrere, deltaljere og minutiøst nuancere lyden. Resultatet er, at nogle lyde kan føles som faktiske berøringer af ørerne, eller som om personen i videoen befinder sig i samme rum som dig. På billedsiden er videoerne også produceret med henblik på at etablere et fælles rum og en direkte kontakt mellem afsender og modtager. For hver gang »Maria« siger »you«, taler hun til mig.

ASMR kan ved første blik (og første lyt) virke fetichistisk eller måske erotisk. Fænomenet er da også blevet sammenlignet med orgasmelignende fornemmelser, hvorved det har fået tilnavne som »hjerneorgasme«. Det webbaserede interessefællesskab, der producerer og bruger videoerne, afviser dog, at fænomenet kan forsimples til noget, vi kender i forvejen. Til gengæld er effekten af »Marias« hviskende stemme og de bløde bevægelser noget, jeg har oplevet før – jeg er nemlig klar til at se dyner, da den 42 minutter lange video når til vejs ende.

 


[1] Genren slow television har at gøre med en form for maratonagtig tv-dækning af en ordinær begivenhed i fuld længde, dvs. uden klipning. Et kendt eksempel er den norske tv-kanal NRK’s syv timer lange tv-dækning af et togs 371 kilometer lange færd langs Bergensbanen, der forbinder Bergen med Oslo i Norge.