Skrevet af Anders Gyrup Larsen
VM i fodbold er netop afsluttet, og når man kigger tilbage har der været flere højdepunkter. Eksempelvis vil Tysklands overlegne 7-1 sejr over værtslandet Brasilien, Suarez’ bidemærke i italieneren Chiellinis venstre skulder, samt store fodboldnationers overraskende exit i gruppespillet, blive husket. Det gør sig måske også gældende for den digitale udvikling, der har været ved dette VM. Generation C er kommet til, og det har man kunnet mærke på medieringen.
Generation C står for Generation Connected. Denne generation er stort set altid online og vil hellere ”connecte” med andre mennesker online end face-to-face.
Generationen, der også bliver kaldt Gen C tenderer til at bruge mindre tid på traditionelt TV og mere tid online og på Youtube, og ifølge Head of Content and Business Operations hos YouTube, Robert Kyncl kan man også tilknytte begreberne create, comment og community til Gen C.
Til Cannes Lions VM i reklamer i 2014 var Gen C det helt store samtaleemne og fokus var især på Gen C’s forbrug af YouTube og deres krav om, at reklamerne skal have godt content. Som effekt af dette lød det derfor også ved Cannes: Brug ressourcerne på at lave reklamer med godt content, frem for at bruge dem på annoncepladser på de traditionelle medieplatforme.
VM for Generation C
Selvom VM for de flestes vedkommende foregik foran TV’et, så gav fx DR nye muligheder for, at Gen C kunne fungere som creator af kampene, ved at give mulighed for at folk selv kunne vælge kameravinklen online.
Yderligere gjorde både DR og TV2, med deres hashtag #vmdr og #sambabold, det muligt at være ’connected’ og kommentere kampene, imens de blev spillet.
YouTube havde også en vigtig rolle under VM, da platformen fungerede som reklamernes højborg. Fokus var at lave godt contentreklamer til de fodboldinteresserede Gen C’er, i stedet for traditionelle TV-reklamer. Dette blev gjort ved lange, flotte og historiefyldte fodboldreklamer, som blev delt viralt af tusindvis via YouTube.
Be On har lavet en top 5 over de bedste reklamer, hvor Nike tager førstepladsen. Nikes reklame omhandler de kendte fodboldstjerners kamp imod fodboldrobotter, der vil ødelægge fodbolden, som vi kender den i dag. Reklamen bruger de helt traditionelle rollekarakterer: Fodboldstjernerne fungerer som heltene, der skal spille mod skurkene (robotterne).
Man føler sig godt underholdt og er villig til at bruge 5 minutter på at se reklamefilmen, eller novellefilmen, som den næsten er. Denne reklame lever præcist op til, hvad der blev snakket om i Cannes, og Nike har fokus på at formidle godt content.
Generation C var ikke til at komme udenom i Cannes, og ej heller til VM i fodbold. Generation C bliver fremtiden, og det gør content også. Både den content Gen C selv producerer, men i høj grad også den, der bliver produceret af annoncørerne.