At være eller ikke at være »andet end data«

Skrevet af Helle Breth Klausen

Har du prøvet at »google« dig selv? Jo, du har. Det har jeg også. Men har du tænkt over, hvad det egentlig er, du »googler«? Er »Helle Breth Klausen« eksempelvis lig med »mig selv«?

Hypen med big data; den fælles betegnelse for store mængder af data, har været over os i noget tid. Men hvad med »small data«? Det data, der er derude, som indeholder information om dig og mig? Det data, der eksempelvis udgør en Google-søgning? Det data, der ikke alene er et resultat af, hvad du personligt har valgt at stille til skue på »den store server« – men også det data, som andre har lagt ud om dig – og som siger noget om, hvad du har foretaget dig online, herunder hvad du kan lide, og hvem du er? Gamle billeder af en 2004-musicaloptræden på en kommunal hjemmeside, en gammel liste over »årets studenter anno 2010« og en inaktiv profil på Soundcheck.dk – bare for at nævne tre hypotetiske(!) eksempler.

Første resultatside af en Google-søgning på mit fulde navn sladrer om tilstedeværelse på i hvert fald tre sociale medier, en tidligere arbejdstitel som redaktionschef på et studentermagasin og om et eksamensprojekt på Journalisthøjskolen sidste forår. »Jeg« har dog ikke bestemt, at det lige netop er disse resultater, der skal udgøre og repræsentere, hvem »jeg« er virtuelt. Det har Googles algoritmer, og det er ud fra et relevanskriterium, der for mig – en black box-bruger, der i princippet kun kender til brugerfladen og ikke systemet bag – er ukendt. I en tid med personlig branding og søgemaskineoptimering overrasker det mig, at selvom jeg gør mig tanker om dette, så hører jeg alligevel til gruppen af brugere, der endnu ikke har indgået en aftale på algoritmiske præmisser. Jeg blot »googler« mit navn fra tid til anden – måske i et forsøg på blot at vide, hvordan mit virtuelle alter ego tager sig ud.

I »virkeligheden« – der, hvor jeg ikke har mulighed for at smide et Instagram-filter over hverken selfie eller sildemad – er det lidt som om, det der med »mig« er flydende. Det kan da godt være, jeg kan påvirke måden, jeg fremstår på ved at trække i yndlingsoutfittet eller opføre mig på en bestemt måde. Men online er det hele meget mere kogt ned, enten-eller, sort eller hvidt, datalogiske 0-taller og 1-taller – og det er på godt og ondt. Jeg kan styre, hvordan jeg ser ud på Facebook ved at justere mine privatlivsindstillinger, tags og posts på min Timeline. Hvad jeg ikke kan styre, er konteksten. For så snart et billede eller en statusopdatering adskilles fra det medie, det var tiltænkt – er det hele blot stykker af løsrevet data; svævende rundt i et endeløst (inter)net af øvrig data. Og det er her, at et stykke løsrevet data kan dukke op i en Google-søgning, i en kontekst jeg ikke kan forklare eller forsvare mig udenom, da data – koldt, kynisk og kalkulerende – taler for sig selv.

Spørgsmålet er, om jeg skal gøre noget ved de søgeresultater, der dukker op på første side i en Google-søgning på mit navn. For selvom det er mit navn, mine billeder og mine informationer – så er det jo bogstavelig talt ikke andet end fragmenteret data. Og siden hvornår har noget så endimensionelt været definitionen  af »mig«?


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.