Dan Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne siden 2004.
De fleste politikere har fået øjnene op for sociale medier som Facebook og Twitter, men har de også fået næse for det? Dan Jørgensen fra Socialdemokraterne er et eksempel på en politiker, der er tilgængelig frem for bare at være til stede på de sociale medier. For ham er dialogen på platformene vigtigere end profilering i pressen.
Af Nathalie Camilla Larsen
Argumenterne for at være på sociale medier er mange og måske særligt for politikere, der blandt andet kan bruge platforme som Facebook og Twitter til at sprede politiske budskaber og måske få en nyhed i pressen. Men det er kun halvdelen af historien, for selvom pressen følger med på politikernes timelines, så er størstedelen af politikernes primære publikum dig og mig: Vælgere, der er velstemte over for politikken eller personen, eller kritikere, der ’liker med’ for at drille i kommentarsporet.
Dan Jørgensen sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne og er på Twitter og Facebook hver dag. Han er aktiv, han svarer ofte, hvis du stiller ham et spørgsmål, og han gør en indsats for at være en del af diskussionerne på sin facebookside. For ham giver det både mening at bruge platforme til at profilere sig selv, men især også til at gå i dialog med folk.
”For mig er det primære formål med at være aktiv på sociale medier, at det giver en mulighed for at kommunikere direkte med en målgruppe af mennesker, der på en eller anden måde er interesseret i det, jeg laver. På Facebook og Twitter kan jeg kommunikere det ud, som jeg synes har værdi, og jeg behøver ikke nødvendigvis tænke i nyhedskriterier eller – vinkel. Her får folk den uredigerede Dan Jørgensen, og jeg mærker – specielt på Facebook – at det er på det indhold, jeg får meget respons.”
En fan eller en følger er meget mere værdifuld end en læser, der falder over ens navn eller annonce i avisen, mener Dan Jørgensen. Og hvis han skulle vælge imellem at annoncere i en avis eller booste sin Facebook med nogle annoncekroner, så valgte han det sidste. Modsat annoncen i avisen, så kan man nemlig både på Facebook og Twitter kommunikere med folk igen og igen. Og det er her, potentialet i de sociale medier opstår, forklarer Dan Jørgensen.
”Det, jeg forsøger at gøre via mine profiler på de sociale medier, handler meget om at opbygge en varig kontakt til mine relationer – for det er det, der kan rykke noget i den virkelige 3D-verden. Derfor går jeg op i, hvad jeg formidler på Facebook og Twitter: Hvad bliver modtaget godt og mindre godt, hvad vil folk gerne diskutere osv. Folk skal vide, at hvis de følger eller liker mig, så bliver de opdateret, omkring det jeg laver, samtidig med at jeg forsøger at give dem en oplevelse af at være ’behind the scenes’ i mit politiske liv. Og så er det bare vildt fedt at se, når nogen har lyst til at snakke om det, jeg poster og opdaterer.”
Som bruger på sociale medier oplever Dan Jørgensen også, at der er ret stor forskel på publikums forventninger på Twitter i forhold til på Facebook. Tiden, hvor man blot kunne tweete ’Eating a donut’ eller ’Go Obama’ på Twitter, er slut for længst, og derfor har han også lidt forskellige strategier på de to platforme. Selvom Dan Jørgensen gerne ville bruge sin twitterprofil lige så tit, som han går på Facebook, så indrømmer han fx, at det ikke falder ham lige så naturligt – endnu.
EU på 140 tegn
På Twitter er der kun 140 anslag at gøre godt med, og derfor kræver det også overvejelse, når der skal formidles lette og korte kommentarer – fx om EU, der er Dan Jørgensens kernestof. Men følger man @DanJoergensen, er det tydeligt, at han har taget udfordringen op. Blandt andet tweeter han hyppigt med Morten Messerschmidt om politiske spørgsmål, som de tager med videre til deres debatprogram ’Europa i flammer’ på Radio24syv. Med begrænsningen på 140 tegn er tonen spids og humoristisk, og det får andre tweeps til at blande sig i diskussionerne.
Fra tweet til chit-chat
Dan Jørgensen er ikke blot synlig på Facebook og Twitter, som eksemplet ovenfor viser, kan du også tale med ham. Blandt andet blev dette interview med Dan Jørgensen stablet på benene efter et par direct messages og nogle tweets frem og tilbage, og Dan Jørgensen fulgte også med, da Unge Kommunikatører på USA-valgnatten fik medlemmerne til at tweete ham spørgsmål. Selv synes han, at det er fantastisk, at man i dag kan være så tæt på brugerne og vælgerne. Og måske ønskede Dan Jørgensen i virkeligheden også, at det var sådan dengang, det var ham, der gerne ville have politikerne i tale?
”Jeg håber, at folk får noget ud af, at jeg svarer og kommenterer på Facebook og Twitter. Det lyder måske lidt idealistisk, men for mig betyder engagementet rigtig meget. Tænk engang, at man i dag har mulighed for at skrive en kommentar direkte til den politiker, som man synes, gør noget godt – og så oven i købet få svar. Det må da være stort! Jeg tænker på alle de gange, hvor jeg selv har stået og håbet på at få lov til at stille Mogens Lykketoft et spørgsmål ved debatmøder og andre arrangementer… I dag ville jeg nok bare prøve at skrive til ham på Facebook. Det er altså ret vildt at tænke på, så meget det har forandret sig bare på de år”
Dan Jørgensen er på mange måder lykkedes med at skabe rum for dialog på sine sociale platforme. Han gør en dyd ud af at svare frem for blot at signalere, at han er til stede. Det betyder også, at han får noget ud af sit online-engagement. For som med mange andre ting, kan man også med sociale medier gøre ens egen investering i mediet op med, hvor meget man får tilbage. Dan Jørgensen lægger mange kræfter i sin Facebook og Twitter, og derfor får han også respons og engagement på sine sider.