Drømmer du om at skabe det næste Facebook og Just-Eat – eller tænder du bare på udfordringer og ønsker at være din egen chef? Så er livet som iværksætter måske noget for dig. Det kan dog virke svært og uoverskueligt at springe ud i det, for hvor skal man starte? Hvordan finder man den gode idé? Og hvordan får man det til at hænge sammen med studie og arbejde? Det har jeg spurgt tre unge iværksættere om, der her fortæller, hvordan livet i et startup er i dag.
Af Caroline Kjærbye
Fra Premierløjtnant til Partner – Oliver Georg Jensen
28-årige Oliver Georg Jensen skiftede for tre år siden en lederkarriere i Forsvaret ud med det usikre liv som iværksætter. I forbindelse med en rundrejse i Caribien besøgte han en kaffefarm, der inspirerede ham til sit første startup. Sammen med en bekendt stiftede han kaffevirksomheden Your Coffee Farm i 2015. Året efter blev Oliver og hans kompagnon (der også hedder Oliver) spurgt af en kontakt, om de ville hjælpe til i et helt nyt startup, Rubberduck. Det blev starten på et nyt iværksættereventyr. Oliver & Oliver valgte at sælge kaffefirmaet, og i dag driver de servicevirksomheden Rubberduck på egen hånd. Målet er at gøre op med lange ventetider og besvær hos mekanikeren – i stedet kommer mekanikeren til hjemmeadressen eller arbejdspladsen gennem booking online.
Iværksætterlivet er hårdt – men det hele værd
“Jeg har altid syntes, at iværksætterlivet er fascinerende. Men det var først, da en kammerat spurgte, om vi skulle starte en virksomhed, at jeg valgte at springe ud i det. Nu har jeg været iværksætter på fuldtid i to år”, fortæller han. “Mine arbejdsdage svinger meget. I travle perioder er det tidligt op og ind på arbejdet kl 7.30, og så slutter arbejdsdagen bare når den slutter – det kan være 19.30. Andre perioder kan der være mere stille, så jeg møder ind kl. 9 og arbejder 40 timer om ugen. Oftest er det dog tættere på 60”.
Oliver er ikke i tvivl om, at iværksætterlivet kan være hårdt – både tidsmæssigt men også økonomisk. Der har været flere måneder, hvor der ikke har været budget i virksomheden til at udbetale løn, og han har derfor oftest måtte have et deltidsjob ved siden af:
“Jeg har efterhånden haft mange bijobs for at få det til at løbe rundt økonomisk – f.eks. i et rekrutteringsbureau samt en butik på Strøget. Så har jeg f.eks. arbejdet 50 timer på mit startup og 25 timer ved siden af for at tjene til dagligdagen”, forklarer han.
Ved siden af sine deltidsjobs bruger Oliver også Airbnb-udlejning af lejligheden til at supplere indkomsten. Fra september i år lægger Oliver dog alle deltidsjobs på hylden og går ‘all in’ på virksomheden. Han har taget et lån og skyder selv penge ind i virksomheden, for målet er at være ‘break-even’ inden for det næste halve år. Selvom det kan lyde som et hårdt liv, så er det ifølge Oliver det hele værd:
“Jeg elsker det hver eneste dag. Vi er et lille team, der kender hinanden godt, og det er helt uvurderligt at have det samme mål, som vi arbejder hen i mod. Samtidig er det fedt at være sin egen chef – der er en stor frihed i det. Og så er det bare rart, at pengene, man tjener, går ind i ens egen virksomhed. Det kan være svært at beskrive – det er bare super fedt!”.
“Du skal ikke lave krymmel på toppen – du skal lave selve lagkagen”
Første skridt, inden man kaster sig ud i iværksætterlivet, er som regel at finde dén gode idé, som man vil arbejde videre på. Ifølge Oliver opstår den rigtig gode idé først, når man kan sætte sig i brugerens sted, observere et reelt problem og sætte sig for at løse det:
“Det handler om, at man skal finde en form for ‘smerte’, som man skal løse for folk. Det handler ikke om blot at lave krymmelet på toppen af lagkagen – du skal lave selve lagkagen. Du skal spørge dig selv: Hvor er det virkelig, at jeg løser et problem for folk?”, fortæller han.
Selvom det kan være svært at finde på den gode idé, så begynder det hårde arbejde først for alvor bagefter. Oliver påpeger, at du først ved, om din idé er god, når folk køber den. Derfor bliver man løbende nødt til at teste og tilpasse sin idé, til det lykkes – og her skal man turde tage nogle chancer:
“I starten med kaffefirmaet stillede vi os f.eks. ud på gaden og prøvede at sælge vores idé med kaffegaver til jul. Vi havde egentlig ikke et produkt endnu men blot et par enkelte smagsprøver og en god historie. Vi blev forstærket i vores tro på idéen, da kunderne rent faktisk købte vores (endnu ikke-eksisterende) produkt. Herefter kunne vi lettere tage det næste skridt og købe kaffebønnerne hjem. Så nogle gange skal man bare turde at være lidt fræk”.
Olivers bedste råd til dig, der har en iværksætter i maven:
“Tag ud i iværksættermiljøet og spørg, om der er nogle, der har brug for hjælp – f.eks. på CSE [Copenhagen School of Entrepreneurship på Frederiksberg red.]. Arbejd gratis i et startup i noget tid og prøv det af. Hvis du allerede har en god idé, så find nogle du kan starte det med – det behøver ikke nødvendigvis at være dine gode venner. Og så skal du bare ud og teste idéen af på nogle rigtige mennesker”.
Iværksætter som 16-årig – Sara Green Brodersen
Som bare 16-årig startede Sara Green Brodersen sin første virksomhed – en opvarmet musemåtte, der skulle forebygge museskader. Fem år efter lavede hun sit andet startup – et dealsite for onlinekurser. I dag er Sara 29 år og har for alvor fået sparket gang i karrieren som iværksætter med tech-startup’et Deemly. Deemly er en softwareløsning, der har til formål at skabe tillid mellem brugerne på platforme inden for især deleøkonomi som f.eks. Airbnb og Trendsales. Idéen fik Sara i forbindelse med sit speciale om netop deleøkonomi, hvor hun gennem interviews med CEOs fra deleplatforme opdagede et hul i markedet. Efter specialet var afleveret, arbejdede Sara et halvt år som Management Consultant, mens hun sideløbende samlede sit team – og i 2016 stiftede de sammen Deemly.
“Jeg opdaterede min LinkedIn, og vi lavede en landingpage – og så var det ligesom ‘out there’. Det skabte en form for commitment – lidt ligesom når man vil løbe et marathon eller tabe 10 kg og så fortæller folk om det. Så er der blevet indgået en aftale om, at man gør det. Det er den bedste ting, man kan gøre til at starte med”, fortæller Sara om den første tid med Deemly. Ligesom Oliver så mener Sara også, at den gode idé opdages ved at finde et konkret problem, som skal løses:
“Man kan f.eks. tage udgangspunkt i sin egen hverdag – er der et problem, som man har brug for at få løst her? Samtidig er det vigtigt, at du er motiveret for at løse netop dét problem. For det er drøn hårdt, så der skal være noget drivkraft bag”.
Det hårde iværksætterliv er netop noget, som Sara mærker på egen krop. Dagene er lange, og Sara forklarer, at hun ofte står op kl 5 om morgenen for at have en time alene med morgenkaffen, hvor hun kan ordne diverse opgaver, inden dagen for alvor begynder. Herefter fortsætter dagen på kontoret med diverse møder og slutter oftest kl 17 – eller ved 21-tiden, hvis hun “lige er godt i gang med arbejdet”.
Game of Thrones er blevet ofret på vejen til succes
Når man vælger iværksætter-vejen og bliver sin egen chef, følger der en del udfordringer med, som man måske ikke tænker over til at starte med. Sara fremhæver selv usikkerheden som den største udfordring: “Jeg har ikke et sikkerhedsnet med f.eks. pensionsopsparing osv., som man har i andre jobs. Så man skal være klar på at sige, at nu prøver jeg det her af i noget tid og ser, hvad der sker”.
Netop det med at turde tage nogle chancer – ofte på bekostning af noget andet – er en stor del af iværksætterlivet, hvis man gerne vil have succes, forklarer Sara:
“Hvis man gerne vil bygge en stor virksomhed op, så kommer man ikke sovende til det. Man bliver nødt til at ofre noget, før det kan lykkes. Man kan f.eks. ikke komme med til alle fødselsdage – og mine medarbejdere driller mig med, at jeg ikke følger med i Game of Thrones. Man skal selvfølgelig have tid til at slappe af, men man bliver også nødt til at prioritere. Det tror jeg, at mange bliver overraskede over”.
Alligevel er der især én enkelt ting, der opvejer alt det andet for Sara: “Friheden – ikke fordi jeg bare kan holde fri, men fordi jeg selv kan vælge, hvad jeg skal gøre og hvornår. Der er nogle mål, som skal nås, men jeg har frihed til selv at finde vejen derhen”.
Brug studietiden til at bygge din virksomhed
En af Saras anbefalinger til de studerende, der overvejer at starte virksomhed, er bare at springe ud i det med det samme. Hvis Sara kunne lave noget om, så ville hun gerne have startet Deemly tidligere, så hun kunne have forlænget sit speciale og brugt SU’en som hjælp:
“SU er en fantastisk måde at starte virksomhed op på. Man har som studerende i virkeligheden ikke særlig travlt, selvom man ofte føler det – f.eks. i forhold til et konsulentjob, som jeg arbejdede under. Det var benhårdt med arbejdet ved siden af, og det blev ofte weekender, aftener og tidlige morgener, at der blev arbejdet på startup-projektet”.
Saras bedste råd til fremtidens iværksætter:
“Snak med så mange om din idé, som overhovedet muligt. Vi tilmeldte os f.eks. Venture Cup, hvor vi præsenterede vores idé og fik en masse feedback – men også PR. Det handler om bare at springe ud i det og ikke være bange for, hvad folk tænker, eller om man fejler. Jeg oplever mange, der går med det for sig selv og holder det hemmeligt, indtil det er helt perfekt – men det bliver det bare aldrig”.
Studietiden som springbræt – Mathias Lund Schjøtz
For 26-årige Mathias Lund Schjøtz blev studietiden på Dansk på Københavns Universitet indgangen til iværksætterlivet. Mathias var træt af det fagligt lave niveau på studiet og manglende engagement fra sine medstuderende, så han ledte efter noget, der kunne fylde hullet ud og stille den faglige sult. Her faldt han over Universitetsradioen, hvor han startede radioprogrammet Einfach, der gik på opdagelse i videnskabens verden.
Programmets succes førte til, at Mathias sammen med et par kammerater startede mediet Brain Food, der skulle tilbyde fagligt dybdegående artikler med mere kontekstualiserende journalistik som et alternativ til de eksisterende mediers fokus på kliks og hurtige overskrifter. Mathias og sine medstiftere indså dog, at projektet ikke var økonomisk bæredygtigt. De ændrede derfor spor og valgte at fokusere 100% på selve virksomheden bag Brain Food – nemlig Brain Gain Group. Brain Gain Group bygger på en blanding af journalistik og undervisningsmateriale, hvor Mathias i dag skaber videnskabeligt content i form af især podcasts for virksomheder som Ingeniørforeningen og Ase.
“Processen ved iværksætteri giver selvsikkerhed og tro på egne evner. Den mindst risikofyldte periode er under studiet – derfor kan jeg ikke anbefale nok, at man prøver det af tidligt. Børn, familie og pensionsopsparing skal nok komme”, forklarer Mathias. Han er stadig i fuld gang med sin kandidatuddannelse i Dansk, som han forventer at afslutte til jul. I stedet for et studiejob, så valgte Mathias at tage et studielån og lave sit eget startup ved siden af undervisningen.
“Det kan være svært at få studie og startup til at passe sammen. Man kan ikke have fuldtidsstudie og fuldtidsarbejde samtidig – det siger sig selv. Men uddannelse er vigtigt og giver faglig selvsikkerhed, så jeg synes ikke nødvendigvis, at man skal lave Mark Zuckerberg-tricket og bare droppe ud. Overvej i stedet, om du kan læse på deltid, og vælg nogle eksaminer, som er ‘lettere’ at bestå”, fortæller han.
Tal højt og brug dit sociale netværk
Mathias mener også, at studiet kan være et godt udgangspunkt til at skabe den gode idé: “Find ud, hvad du synes er interessant – tag f.eks. udgangspunkt i fag, du har haft på studiet eller en arbejdsform, du godt kunne lide. Eller overvej, hvilke talenter og kompetencer du har og kan bygge videre på”, anbefaler han.
Herefter er næste skridt at tale højt omkring sin idé, og det er en vigtig del af processen ifølge Mathias: “Hvis du gerne vil skrive digte, så nytter det ikke noget, at du bare skriver til skuffen, så er du nødt til at læse dem op. Det er først her, at du kan møde kritikken og finde ud af, om dine idéer holder”.
Her kan det være en god idé at benytte sit netværk på de sociale medier, som Mathias mener er et rigtig effektivt værktøj til at skabe sit eget personlige brand igennem:
“Det er vigtigt at opbygge et godt digitalt netværk og for at gøre det, skal man huske at tilføre værdi – man behøver ikke lave store forkromede blogindlæg til LinkedIn, men man skal interessere sig for andre og give faglige inputs. Jeg har f.eks. brugt LinkedIn meget og har i dag et netværk på over 1000 kontakter, så når jeg har brug for hjælp, så kan jeg skrive ud der, og det giver meget respons – og endda også business”, fortæller han.
Mathias forklarer at iværksætterlivet bliver en del af hele ens identitet og hverdag, når man først er gået i gang. “Man kan ikke rigtig slippe det igen”, fortæller han. Så når han står til en fredagsbar og hører noget, der kunne være interessant for sit arbejde, så bliver det skrevet ned, så han kan følge op på det senere. Det kan lyde hårdt, men det vigtigste er, at man kender sine egne grænser, fortæller han:
“Det er hårdt arbejde – især i starten når man skal rejse kapital og overtale de første kunder. Dog behøver man ikke at æde sin ungdom og arbejde 100 timer om ugen, som de siger i Løvens hule – man skal kende sine grænser”.
Mathias’ bedste råd:
“Mit bedste råd er, at man mærker efter, hvad man vil og finder ud af, hvad man drømmer om. Når man har fundet ud af, hvad man vil, så skal man turde sige det højt. Men også erkende, at man ikke kan det hele selv – man skal finde nogle at arbejde sammen med. Nøglen til succes går gennem teamet”.
10 råd til, hvordan du kickstarter din iværksætter-karriere:
- Find et konkret problem, som du gerne vil løse
- Tal højt om din idé og vær ikke bange for at få kritik
- Test din idé af, før du går ‘all in’ – f.eks. gennem Venture Cup eller ved at sælge et sample af dit produkt til mulige kunder
- Snak med andre folk fra iværksættermiljøet om din idé – f.eks. på CSE, hvor du også kan arbejde frivilligt i et startup
- Få en mentor – f.eks. en anden iværksætter, som du kan få tips og tricks fra (her kan Venture Cup også være en god hjælp)
- Saml et godt team af folk, som du kan bygge din virksomhed op omkring
- Brug de sociale medier til at skabe opmærksomhed om dig selv og dit projekt
- Netværk! Netværk! Netværk! Husk det nu!
- Brug gerne studietiden og SU’en som springbræt
- Generelt bare spring ud i det og tag nogle chancer.
Om skribenten:
Navn: Caroline Kjærbye Thygesen
Beskæftigelse: Arbejder som PR-konsulent hos Mindshare Danmark og læser en kandidat i Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet med profil i tværmedial kommunikation og marketing.