Forestil dig, at der snart skal være kommunalvalg.
Forestil dig, at en masse engagerede lokalpolitikere stiller op.
Forestil dig så, at kommunalpolitik ikke er det mest sexede i verden. Og endnu mere specifikt – at man allerede et halvt år inden kommunalvalget stod med over 240.000 unge, der ikke interesserede sig for kommunalpolitik, ikke kendte sine lokalpolitikere, og som overvejede slet ikke at stemme. Kan du genkende scenariet? Velkommen til kommunalvalg 2013.
Af Nathalie Camilla Larsen og Tina Mellergaard Jensen
”Unge gider ikke kommunalpolitik” er konklusionen på en analyse af interessen for årets regions- og kommunalvalg blandt den yngste del af vælgerkorpset. Undersøgelsen er lavet af YouGov på vegne af Momentum, og den afslører blandt andet, at kun 35 % af unge mellem 17 og 24 år helt sikkert vil stemme ved valget i november. Samtidig er kun 14 % meget interesseret eller interesseret i kommunalpolitik. Og overfor det tal, erklærer 42 % sig ikke- eller slet ikke interesseret. Hvis undersøgelsen er repræsentativ, så svarer det til over 240.000 unge.
Tænk lige lidt længere over det: 240.000 ubrugte stemmer – det er 5 gange Johanne Schmidt-Nielsen ved Folketingsvalget 2011. Men nu skal der selvfølgelig ikke gå storpolitik i den.
Spørgsmålet er, om vi skal være glade og tilfredse med, at 35 % (når direkte adspurgt) har tænkt sig at stemme?
Tjaaa…Måske, hvis man som politiker ligger lunt i svinget hos det grå guld i kommunen.
Og så alligevel ikke. For der er bare lige den detalje, at alle kommende generationer fra nu af vil være digitale. Ja, alle. De 240.000 unge er kun de første små cyborgs med stemmeret. Flere er på vej, og det går stærkt.
Så hvis du er lokalpolitiker, og du regner med at gøre karriere, så er det med at komme ind i gamet, mens der stadig er plads til begynderfejl og eksperimenter.
Sidegenivinsten er – som de fleste politikere, der vover sig ud i en facebookside, nok allerede er klar over – at de sociale medier rent faktisk giver mulighed for at tale direkte med vælgerne og skabe politiske projekter sammen med dem. Og det er vist længe siden, man har kunnet sige det samme om et læserbrev i lokalsprøjten. No offense.
Den gode nyhed er, at der ligger et stort udviklingspotentiale i procenterne – for 35 % er ikke meget. Den dårlige er, at trods gode intentioner, så bliver det rigtig svært for politikerne at tale med denne unge gruppe vælgere, hvis de ikke snakker med dem på deres præmisser, eller skulle vi sige på ’deres’ platforme?
Man kan tale politiske mærkesager fra nu af og ind til valget den 19. november, uden det gør en forskel, hvis man ikke gør det et sted, hvor de unge ser og hører det og har mulighed for at blande sig i det.
Uanset om den politiske sag er ultra ung og handler om SU, ungdomsboliger eller kulturtilbud, så falder de glade budskaber til jorden, hvis der ikke er nogen, der lytter.
Måske har du allerede gættet, hvor vi vil hen?
Det er på tide at sætte sig ordentligt ind i, hvilke muligheder, der eksisterer på de sociale medier. Surprise.
De digitalt indfødte
De unge, som analysen fra YouGov og Momentum taler om, er digitalt indfødte: De er vokset op med digitale medier, og de bruger dem naturligt og helt ubesværet. Smartphonen er obligatorisk, og de sociale medier er ikke bare i lommen, men simpelthen i generation digitals DNA.
Glem hjertebanken. Her mener vi bogstavelig talt gode vibrationer og altid-på.
Det betyder, at spillereglerne i forhold til at snakke med de unge er anderledes end dem, der gælder, når vi taler andre *ældre* generationer.
Man ville aldrig snapchatte en pensionist (og det er ok, hvis du ikke engang ved, hvad det betyder). Men på samme måde er det forfejlet at tro, at man kan engagere digitalt indfødte via læserbreve i Vanløseavisen. De læser den nemlig ikke.
Generation digital engageres ikke gennem tryksværte. Hvis man vil i dialog med de unge, så er man nødt til at være der, hvor generationen er og arbejde for at holde dem interesseret ’their way or the highway’.
Og det foregår altså primært på Facebook – og Instagram!
Facebook og Instagram er nemlig de to mest brugte platforme blandt de helt unge. Det viser en undersøgelse fra Berlingske Media, der blev præsenteret under årets Social Media Week i februar. Og de fleste politikere er da også allerede tjekket ind på Facebook (right?).
Men når det handler om aldersgruppen 17-24 år, så er det også værd at kigge på lillesøster og nichemediet Instagram. Og det er der flere grunde til: 1) Platformen er godt integreret med Facebook 2) Den er nem at bruge og fantastisk som fotodelingstjeneste, og 3) Platformen er effektiv i forhold til at engagere og nå langt med sine (visuelle) budskaber, hvis man fx arbejder seriøst med hashtags.
Og ja, det tager tid, og det kræver ressourcer! Men tænk på, hvad man ville kunne få ud af borgere, der helt af sig selv tager billeder, fx af ens valgkamp, de steder man kommer, eller af deres egne ønsker for lokalsamfundet?
Eller hvis man som lokalpolitiker delte sin hverdag, små sejre og udfordringer på platformen som en slags Instagram-dagbog, der viser kommunen frem.
Et godt eksempel er Margrethe Vestagers instagramprofil, som blander behind-the-scenes fra det politiske liv med billeder fra ministerens hverdag. Hun instagrammer tit og producerer indhold, der ikke kun kan bruges på Instagram, men fx også på websites, i kampagner og ikke mindst som content på andre sociale medier.
Kort sagt: Udbyttet af en vellykket tilgang til digitale og sociale medier på tværs af platforme bør være enhver politiker eller kampagnemedarbejders tid værd. Det er faktisk svært at se, hvordan man kan have råd til at lade være. Og det bringer os videre til en lille opsang…
Det forsømte forår
Sociale medier er et ideelt sted at komme generation digital og andre i møde. Så burde det ikke vrimle med politikerselfies, twitterchats på #kv13 og facebookbegivenheder på de lokale cafeer? Som et helt aktuelt forskningsprojekt fra Norge viser, så påvirker politikeres brug af sociale medier i høj grad vores opfattelse af netop politikerne, og hvad de står for. Så måske er der alligevel noget om at valg kan vindes (og tabes) på digitale medier?
Spørgsmålet står i hvert fald tilbage, om det er de unge, der ikke gider regional- og kommunalpolitik, eller om det i virkeligheden er politikerne, der ikke gider de unge.
En ting er sikkert: de digitalt indfødte er derude. Det er bare et spørgsmål om, hvem der gider klikke og knipse sig frem til dem. Om ikke andet skal stemmetallene nok skille fårene fra bukkene d. 19. november.
