I anden artikel i UNGKOMs portrætserie om danske kommunikatører møder vi den selvstændige kommunikationsrådgiver og renæssancemennesket Morten Reimar, der fortæller om sin tid på Journalisthøjskolen, Christiansborg og som digter.
Af Thomas Bæk Kristensen
Jeg er taget ud til en idyllisk afkrog på Frederiksberg – men ikke hvilken som helst idyllisk afkrog. Jeg er nemlig taget til Rahbeks Allé, som er opkaldt efter Kamma og Knud Lyne Rahbek, der i starten af 1800-tallet agerede værter på det historiske Bakkehuset. Her mødtes en lang række af de mest betydningsfulde guldalderkulturpersoner, såsom HC. Andersen, Oehlenschläger og Grundtvig. Selv er jeg taget til området for at møde og interviewe en person, der også kan beskrives som lidt af et kulturmenneske. Så meget at han engang drømte om at blive digter, og endda nåede at udgive fire digtsamlinger.
Det er desværre ikke på Bakkehuset, vi skal mødes, men i den mondæne kontorbygning på adressen ved siden af. Dagens hovedperson Morten Reimar kommer mig i møde med et stort smil og han er utrolig nysgerrig på os i Unge Kommunikatører. Da jeg indskyder at jeg endnu ikke har fået dagens første kop kaffe, synes han selvfølgelig det er for dårligt!
I dag er Morten selvstændig kommunikationsrådgiver i Reimars Bureau, og han rådgiver særligt politikere og organisationer i, hvordan de kan bryde igennem lydmuren, vi kalder ’den offentlige debat’. I sine unge dage udgav han digtsamlinger og senere i karrieren blev han kommunikations- og presserådgiver for særligt borgerlige politikere. Så derfor var mit første spørgsmål selvfølgelig:
Hvor ligger du på en skala fra Michael Strunge til Mads Holger?
Jeg er nok lidt for ’corporate’ til at være Michael Strunge. Da jeg var digter, havde jeg nogle venner, som havde meget stærke antikapitalistiske idealer, og jeg var ikke rigtig med på det.
Og jeg er nok heller ikke så meget Mads Holger.
Jeg synes, Mads Holger var en stor ordekvilibrist, og det var meget trist den dag han døde. Jeg kan huske at jeg var i praktik på Euroman, og jeg fik lov til at gå tidligt hjem, fordi jeg var ked af det.
Det ikke mange digte jeg får lavet, jeg har nærmest ikke åbnet en digtsamling i fem år. Men jeg har stadig en Dan Turèll tatovering på den ene arm, og jeg ejer alt hvad han har skrevet. Jeg har også Michael Strunges samlede værker stående derhjemme. Men digtsamlingerne står bare og samler støv, for det der interesserer mig lige nu, det er min lille dreng og min virksomhed.
Mads Holger var jo en provokatør og ligesom Dan Turèll forstod han at have et ’image’. De blev tit kritiseret for hvordan de gik klædt, selvom de gik meget konservativt klædt. Og jeg hører også nogle gange for hvordan jeg går klædt.
“Jeg mødte én i formiddags, der spurgte om jeg skulle ud at spille tennis med ’The Great Gatsby’.”
Går du da meget du konservativt klædt?
Morten er iført en kabelstrikket tennis-sweater af mærket Brooks Brothers, under en hvid Oxfordskjorte. Han har lårkorte, hvide shorts og Off-White lærredssko på.
Jeg mødte én i formiddags, der spurgte om jeg skulle ud at spille tennis med ’The Great Gatsby’. Jeg var vistnok den eneste på Christiansborg, der kørte rød Vespa. Og når jeg skal ud til kunder kommer jeg i hvide hørbukser, så det ligner jeg kommer lige fra Cannes. Så på den måde er jeg ikke bange for at se anderledes ud, og jeg arbejder også på en anderledes måde end andre kommunikationsbureauer – det er lidt min ting.
Hvordan ville du forklare dit arbejde til en folkeskoleklasse?
Jeg vil fortælle klassen, at jeg har været presserådgiver på Christiansborg, så jeg ved hvordan presseafdelingen oplever verden. Og derinde ville vi meget gerne have fremmet vores politik, og at vores politikere blev set i gode sammenhænge. Men vi undrede os over, hvorfor der ikke var nogen, der ringer til os med deres sag, som vi politisk kunne gøre noget ved og være med til at løfte. Nu laver jeg så den omvendte og hjælper interesseorganisationer med deres spændende sager. De har typisk en masse viden, analyser og strategier, men ved ikke, hvordan de kommer igennem. Så ringer de til mig, og så hjælper jeg dem med at få omsat deres viden til noget, som taler ind i den aktuelle politiske situation og til noget, som et politisk sekretariat ville interessere sig for.
Og så hjælper jeg med sociale medier, medietræning, debatindlæg, presseindslag og alt i den genre.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag for dig ud, hvis du fx møder ind 9:32?
Ja, det gør jeg fandme ikke, jeg tror jeg mødte ind lidt i syv i dag. Men jeg starter med at få en kop kaffe og læse nyheder, og det smukke ved at møde ind kl. syv er, at der ikke er så meget andet at lave. Og så ringer jeg, inden journalisterne går til redaktionsmøde, dvs. lidt i ni. Det kan være, jeg har sendt noget til dem dagen før, jeg kan følge op på. Men dagene ligner ikke så meget hinanden. Nogle dage kører jeg ud til kunder, andre dage kommer de her. Nogle dage skriver jeg lidt tekster til kunder, nogle dage laver jeg SoMe for dem, nogle dage er det de helt store kommunikationsstrategi-papirer eller arbejde med at komme på nogle anderledes kommunikationsgreb.
Men det der er meget anderledes ved at være selvstændig, som jeg stadig skal vænne mig til, er at jeg ikke ved, hvad jeg skal lave efter sommerferien.
Hvorfor blev du selvstændig, du var jo hos Advice, som er et stort Bureau?
Ja, det var ikke lige noget for mig. Der er andre, der er meget glade for at være der, men jeg kunne ikke forene mig med måden, de arbejdede på. Jeg kom jo direkte fra Christiansborg, og når man sidder i presseafdelingen i Venstre, er det en daglig kamp om at komme på News. En sjælden gang var vores pressechef tilfreds, og det var da ’News-rullet’ bestod af tre historier med Venstre og så vejret. Og vi kunne desværre ikke få presset Venstre ind i vejret.
Hos de store bureauer er der mange mennesker, der skal høres, der er mange lange møder med kunden, og så laver man en præsentation, så er der måske nogle rettelser og så et internt møde om de rettelser et par uger efter. Og det tempo kunne jeg ikke forene mig med, jeg vil jo gerne have, at det går hurtigt og taler ind i en dagsorden. Og hvis man har for lange processer, så flyver dagsordenen fra én.
Hvordan forener du arbejdet med dit bureau, samtidig med dine biroller som politisk kommentator og vikarierende radiovært?
De spiller ret godt sammen, for det er givende for mine kunder, at de får fat i en rådgiver, som både ved noget om kommunikation og politik. For mine kunder er ikke nogen der vil sælge gummisko eller pakkerejser – de vil ændre et eller andet. Og jeg kan hjælpe dem med at forstå Christiansborg – også om det lavpraktiske, hvad man skal have på, hvordan man skal præsentere sine budskaber, hvad politikere og deres rådgivere lægger mærke til, osv.
Hvilken temasang spiller, når du møder ind om morgenen?
Åh, jeg har ændret mening så mange gang. For tiden har jeg jo børnesange på hjernen
Og her bryder Morten ud i at synge ’Bim bam busse’.
Jeg havde oprindeligt tænkt mig et eller andet med noget ’power’, fx et Kanye West nummer. Men ja, det hele går jo meget op i børn for tiden. Når min kone og jeg har en friaften og f.eks. tager ud og spiser, snakker vi alligevel bare om vores dreng.
Da jeg arbejdede i Venstres presseafdeling, og der gik sport i at få historier ud i medierne, så kunne jeg godt høre Darudes ’Sandstorm’, så den sang jeg ville møde ind til i dag vil nok være et sted imellem ’Bim bam Busse’ og ’Sandstorm’.
“Jeg gik med sort neglelak og tog ture til Vangede, hvor Dan Turèll kommer fra, så cyklede jeg rundt der.”
Lad os gå 5-10 år tilbage til dengang, du gerne ville være digter
Det faktisk mere end 5-10 år siden, det var helt tilbage i folkeskolen. Jeg ville gerne være Dan Turèll. Jeg gik med sort neglelak og tog ture til Vangede, hvor Dan Turèll kommer fra, så cyklede jeg rundt der. Jeg læste alt, hvad han havde skrevet flere gange, og jeg skrev og skrev og skrev. Og han skrev også meget om sine idoler, som jeg så lærte at kende ad den vej. Og så begyndte jeg at tage ind til byen, gik på lyrikklubber og læste mine fedtede digte op. Jeg læste op til jazzmusik, punkmusik og jeg hyrede en guitarist, hvor vi tog på turneer… eller vi spillede i to byer. Jeg optrådte på Nakkefestival, Northside festival og udgav fire digtsamlinger. Og det var jo nemt nok, når man boede hjemme og gik i gymnasiet.
Og jeg kunne jo godt lide at sidde derhjemme og skrive tekster, så kom jeg ind på Journalisthøjskolen.
Hvorfor valgte du lige Journalisthøjskolen, når der også findes litterære uddannelser som forfatterskolen eller litteraturvidenskab?
Jeg synes det var meget fedt at kunne bo i Aarhus, og det var skægt at flytte til en by jeg slet ikke kendte, når min familie og min storebror alle boede omkring København. Og så er der overraskende mange lyrikklubber i Aarhus.
Med tiden blev jeg meget glad for fortællende journalistik, hvor man inkorporerede nogle litterære virkemidler. Fx i stedet for at sige ”i dag har der været møde i finansministeriet’, så siger man ’luften står nærmest stille i Struenseværelset, og der lugter af gammel kaffe, sved og dårlige aftaler’.
En af de sidste dage på skolen blev vi hevet ind i et stort auditorium, og så sagde en af de der ældre lærere ”I tror alle sammen, at I skal ud og skrive singler for Zetland”, så grinte han hånligt og sagde ”I skal skrive nyhedsartikler på lokalaviser”. Vildt mærkeligt oplæg, og underligt at skolen lige skulle ødelægge vores drømme. Så da jeg kom ud, skyndte jeg at skrive til Zetland og spurgte, om jeg ikke måtte skrive for dem. Jeg skrev nogle meget lange, fortællende artikler umiddelbart efter.
Men i min tid på skolen var jeg også i praktik på Euroman, hvor jeg fik lov til at lave fortællende journalistik og skrive portrætartikler.
Derefter skrev jeg bogen ’Uffe mod magten’, og så ringede Venstre og sagde, at de godt kunne bruge én, der tænkte politik på en anden måde.
Hvis vi går lidt tilbage til poesien igen, så har jeg forberedt tre spørgsmål, hvor du skal vælge hvilken forfatter du foretrækker.
Tove Ditlevsen eller Klaus Rifbjerg?
Ditlevsen.
Benny Andersen eller Vita Andersen
Benny Andersen
Jørgen Leth eller Yahya Hassan
Jørgen Leth
Hvordan synes du det var at gå Journalisthøjskolen?
De gjorde noget meget rigtigt i den første uge, hvor alle skulle skrive en historie med overskriften ”når livet gør ondt”, så det var jo om at finde en kilde, der har lyst til at blotte noget, der har gjort ondt. Jeg kan ikke huske hvordan, men jeg fandt en mor, der havde mistet sin syvårige datter til kræft, og som jeg måtte interviewe. Det er en god øvelse, som tvinger dig ud af din comfortzone meget hurtigt. Som lærer dig at være professionel.
“[…]han gav mig det råd, at jeg til første redaktionsmøde skulle række hånden op og være uenig i et eller andet.”
Hvad er en nyttig kompetence, man ikke kan læse sig til ved at gå på et studie?
Det at være i praktik i 1,5 år på Euroman var rigtig godt. Lige inden jeg startede, snakkede jeg med ham, som havde været i praktik før mig, og han gav mig det råd, at jeg til første redaktionsmøde skulle række hånden op og være uenig i et eller andet. For ellers ender man hurtigt i en rolle, hvor man ikke siger noget, men jeg insisterede derimod på at folk skulle høre hvad jeg mente.
Så det råd du gerne vil give videre er, at man ikke skal være bange for at sige noget?
Ja, øv dig på at åbne munden, og måske er det noget forbandet sludder, du siger, men der er typisk nogle søde mennesker, der kan forklare dig, hvorfor det ikke er noget forbandet sludder, og så lærer man også af det.
Som selvstændig har du skulle finde din egen kommunikationsfilosofi, så hvad er det bedste kommunikationsredskab, du kender?
Stædighed.
Hvorfor er det et redskab?
For hvis man ringer til Danmarks Radio med en sag, og man får et ”måske”, så kan man gå en uge og vente på, at de ringer tilbage. Og de havde sandsynligvis allerede besluttet sig, for at det ikke kommer til at ske med det samme, men de er for høflige til at sige det. Så er det bedre bare at ringe tilbage selv, så de kan sige ”aldrig i livet”, og så kan man ringe videre til TV2.
Og hvis du tror på historien, så er stædighed vigtigt, for så handler det bare om at finde den rigtige aftager.
Hvorfor bruger du ikke Powerpoint eller lignende i dit arbejde?
Min grundlæggende holdning er, at jeg ikke gider at spilde min eller kundernes tid. Jeg lavede et opslag på Linkedin hvor jeg fejrede et halvt år uden Powerpoint. På baggrund af det var der tre eller fire der ringede og tilbød mig et job. Så jeg er ikke den eneste, der har det på den måde.
Der er jo mange større bureauer der tænker, fordi kunden betaler mange penge, skal man også komme med noget der ser flot ud med gennemgående skrifttyper og farvevalg. Og det skal i hvert fald tage minimum en time at gennemgå. Jeg tror, de overvurderer, hvor meget kunden går op i det.
Når jeg kommer ud til kunden, så snakker vi om hvad de skal bruge, så noterer jeg det ned og sender senere en mail, hvor jeg skriver, hvad vi har aftalt, og hvad det koster.
Bruger du ikke slides, når du er ude og holde oplæg?
Jo en gang imellem holder jeg oplæg om politisk kommunikation og Christiansborg, der har jeg faktisk en Powerpoint med… ja… afsløret.
Og her var Morten så heldig at han blev afbrudt af et vigtigt opkald, inden der kom flere afsløringer på bordet. Han vender nonchalant tilbage til interviewet et par minutter efter med nyheden om, at han nu ved hvad han skal lave efter sommeren.
“Man vil hellere have den praktikant, der skrev direkte til formanden, end ham der blot udfyldte en formular.”
Hvis du skulle give et råd til en ung kommunikationsstuderende, der gerne vil arbejde med presse eller public affairs?
Du skal prøve at gøre dig selv interessant. Min ting var, at jeg skrev den der Uffe Elbæk bog. Mads Korsholm, der tidligere var hos Liberal Alliance, havde lavet Instagramprofilen ’dkpolmemes’, og blev kendt i politiske kredse på det.
Man skal også vise noget initiativ. Min erfaring fra Venstre og i forhold til det jeg laver nu, er jo ikke at det er teknisk vanskeligt., De fleste kan lære det. Så jeg tror mere det handler om, hvilken type menneske du er.
Man vil hellere have den praktikant, der skrev direkte til formanden, end ham der blot udfyldte en formular.
“Og det der interesserede mig på det tidspunkt, var svensk jazz, og så fortalte jeg i en halv time om forskellen på dansk og svensk jazz. Og så blev jeg ansat.”
Så når man blot har 12 timers undervisning og ugen, om dermed tiden til at eksperimentere, er dit råd så bare, at man skal skrive en bog?
Ej, det måske også lidt meget at bede om.
Som journaliststuderende skal man til praktiksamtale, og der kan jeg huske at vi alle skulle stå i kø inden vi skulle ind og møde chefredaktøren for Euroman. Alle havde sagt en det nok ville blive en bestemt gut fra min årgang der ville få pladsen, for han var ’en rigtig Euroman type’ der gik med stålur og spillede fodbold. Og på dagen vi skulle til samtale, havde alle klædt sig ud ’som Euroman’, de havde lånt deres fars ur og set fodbold dagen inden.
Da jeg så kommer ind, spurgte de ”Nå, Morten, så du kampen i går?”, og det havde jeg ikke. ”Hvem holder du så med?”, jeg holder ikke med nogen, jeg går ikke op i fodbold. ”Går du så op i mode”, nej heller ikke rigtig ”hvad går du så op i?”. Og det der interesserede mig på det tidspunkt, var svensk jazz, og så fortalte jeg i en halv time om forskellen på dansk og svensk jazz. Og så blev jeg ansat.
De kunne jo gennemskue at dem, der var klædt ud som ’Euroman’ ikke var autentiske.
Er der nogen kommunikatører, som du bliver inspireret af?
Min tidligere pressechef i Venstre Søren Olufsen var en utrolig dygtig chef og en meget stærk kommunikatør. Han lærte mig en masse om stædighed, hastighed og hvorfor man skal huske at skrive ned, hvem man taler i telefon med.
Mads Brügger var et journalistisk forbillede for mig. Og i forhold til det jeg laver nu, er han også et forbillede, fordi han ligesom jeg selv har startet sit eget. At lave sit eget præcis som man vil have det, det synes jeg er fedt. Det synes jeg er rigtig fedt!
Har du noget sidste, du gerne vil sige?
Jeg ville ønske, jeg ikke havde været så bekymret i mit liv. Især som ung studerende skal man lade være med at være så bekymret.
Der var jo studerende, der ikke fik en praktikplads, eller fik en skodplads på ’Nørrebøvlinge lokalnyheder” og tænkte, at de aldrig ville blive til noget. Folk sad og græd. Det hedder jo ’panikdag’. Men det er jo gået alle godt.
Der var én som fik praktikplads på Her & Nu, han er tømrer i dag.
Først troede jeg at jeg skulle være digter, så troede jeg at jeg skulle være gonzojournalist, så troede jeg at jeg skulle være spindoktor, og nu sidder jeg her og ligner en tennisspiller fra 1920’erne.
