Skyggesiden ved sociale medier

Af Alex Randrup Thomassen, UNGKOM Nord

Der var engang…. Før internettet. Eller var der? Det virker utopisk. Langt størstedelen af studerende på videregående uddannelser tog deres første skridt i halvfemserne, da virtuelle communities vandt frem. Langt størstedelen af studerende i dag har hybriden mellem interpersonel kommunikation og massekommunikation som deres foretrukne kommunikationsmetode. Paraplybetegnelsen kender vi alle, og vi elsker den. Sociale medier! Fordelene ved vores online interessepraksisser er mange og bliver dagligt ekspliciteret for os af autodidaktiske eksperter, hvis livsværk er fortællingen om de parasociale relationer.

Medieforskningen har i gennem 30 år taget livtag med den antagelse, at medier på én gang gør noget ved mennesker, når mennesker gør noget ved medier. Mit indlæg tager ikke form som en uddybning af fordelene ved vores alles hvermandseje, men jeg vil derimod trække tæppet væk og vise bagsiden ved vores brug af sociale netværkstjenester.

Medieteknologier og herunder i særdeleshed sociale medier skal vi forstå som et flerdobbelt begreb: Vi griber verden gennem vores brug af medieteknologier, vi bliver grebet af verden gennem vores brug af medieteknologier, og dette dobbeltgreb kan være så stramt, at det gør ondt, fysisk ondt, at lette grebet eller helt at slippe.  Dette er en central del af, hvad Marshall McLuhan har præsenteret gennem sin medieforskning og velbegrundede analyser af medieteknologien. Vi kender det vel alle? Trangen til at bruge vores ’frie’ adgang til nettet. Trangen til at være ’on demand’. Trangen til  at indgå i parasociale interaktioner, hvor en status, et tweet eller et geotag kan lempe afhængigheden og slippe grebet for en kort periode.

Manglende nærvær koster

Spørgsmålet er, om de sociale medier i realiteten ikke ofte er sølle erstatninger for reelt nærvær? Den amerikanske psykologiprofessor, Kimberly Young, er en af de første i vor tid, der har stillet en diagnose for vores netafhængighed. Hun præsenterer faktorer som social intimidering, oplevelsen af at ’være alene i mængden’, den frie adgang til nettet og den øgede fritid som grundpiller for en netafhængighed, der kan udvikle sig til tab af sig selv, anerkendelse og kontrol.

Men hvor går grænsen, kan man så spørge? Hvornår er vi så afhængige, at der bør stilles en diagnose? Skyggesiden ved brug af de sociale medier kendetegnes i særdeleshed ved frygten for at udeblive. En sindstilstand med betegnelsen FOMO (Fear-of-missing-out). Frygten for at udeblive fra interaktionen og fællesskabet, frygten for at tabe sin onlinefortælling og frygten for, at det moderne selv stivner, koagulerer og bliver kedeligt. De typiske træk på, at man lider af FOMO siger, at man ’ubevidst’ finder vej til Facebook, oplevelsen af ubeslutsomhed, der leder til meningsløse opdateringer samt manglende tilstedeværelse grundet forestillingen om ’et andet nu’.

Ikke nok med at den stigende netafhængighed har virkning på ens selvfortolkning, hvis essens skal bære præg af autenticitet og tanken om det utraditionelle, så skal den på samme tid være unik med mange ’døre’ åbne. Det tager tid og kan have konsekvenser. Adjunkt Jennifer Walsh har arbejdet med den stigende intense brug af sociale netværkstjenester. Hendes undersøgelser, der er baseret på mere end 500 kvindelige universitetsstuderende fra USA, viser, at heftigt brug af sociale medier har dårlig indvirkning på de kvindelige studerendes karaktergennemsnit. Walsh fremhæver årsagen til det lavere gennemsnit som værende de unges netafhængighed. Hvis de kvindelige studerende får et såkaldt ’release’ gennem sociale medier, ændres deres prioriteringer. Alt skolearbejde og pligter bliver tilsidesat for at vedligeholde online sociomentale bånd.

Da jeg hørte det her første gang, var jeg forundret over, at indvirkningen af intens brug af sociale medier kan spille en så afgørende rolle. Faktum er, at hvis de sociale medier skal virke optimalt, så fordrer det, at indholdet generes af brugerne. Skræmmende er det bare, at daglige og hermed også de faglige prioriteringer bliver negligeret frem for at holde sin livsfortælling kørende online.

En ny normtilstand?

I det hele taget kan man diskutere, om skyggesiden og de skræmmende bivirkninger ved brug af sociale medier skyldes det intensive behov for selviscenesættelse og kommunikation af egne af værdier. Mange forskere inden for feltet – og som indledningsvist benævnt mange studerende i dag – kan huske tilbage til den tid, hvor netværkstjenester blev anset som et pendul, hvor det var et spørgsmål om tid, før man benævnte det som passé. Af en og samme grund virker de latente socialpsykologiske mekanismer ved brugen af sociale medier som endnu mere skræmmende. At det er skræmmende beror på, at netafhængigheden på en og samme tid skyldes både vores nysgerrighed og ængstelighed for, hvad der sker, når vi ikke er online.

Vil man i fremtiden, når onlinegenerationerne vinder frem stadig italesætte skyggesiden ved brugen af sociale medier? Eller bliver det i fremtiden blot et udtryk for en ny normtilstand?

 

 

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.