Kender du (heller) ikke dit drømmejob? Frygt ej!

Af cecilie bundvig poulsen

“NYT JOB! Og endda drømmejobbet (Highfive-emoji og konfetti i lange baner)!!”

Dét skrev den nyuddannede på LinkedIn. Bag skærmen sad jeg grøn af misundelse. 

Tænk at kende til sit drømmejob i det minut, du hopper ned af dimissionsstolen. Jeg – nyuddannet kommunikatør  –  vidste ikke engang hvad retning, jeg gerne ville gå, da jeg blev færdig. Og her et år senere har jeg stadig ikke besluttet mig for, hvilken vej karrieren skal tage.

Det ene øjeblik forestiller jeg mig selv som kæmpe PR-kanon, det næste som content creator og andre gange er jeg tæt på at søge om optagelse på en grafiker-uddannelse. Men ak  –  ubeslutsomheden længe leve…

Du sidder måske selv og lægger den sidst hånd på dit bachelor-forsvar, researcher til dit speciale eller læser korrektur på (endnu en) jobansøgning? *Damn you corona*.

Det betyder, at du måske også sidder med samme rumsterende tanker i dit hoved, fordi du snart skal finde ud af, hvilket job, du gerne vil have: det såkaldte drømmejob.

Men før du kører dig selv helt ned over, at du ikke kan vælge mellem de mange kommunikationsveje, så får du lige fire gode grunde til, at du slet ikke behøver at vide dig sikker lige i dette sekund  –  eller langt ind i fremtiden for den sags skyld.

Hvorfor du skal slippe drømmejobs-tankemyldret:

For det første…

Det er sjældent, at det første job er det, du bliver i for evigt. Se bare Ane Cortzen  –  uddannet arkitekt og grafisk designer – som bl.a. har ejet titlerne art director, selvstændig, tv-vært, kulturchef og selvstændig igen. Så med andre ord: Kast dig ud i det. Vent ikke på det såkaldte drømmejob. Prøv i stedet noget forskelligt af. Der er nemlig uoverskueligt mange år til, du skal på pension. Og den lange tidshorisont kan du lige så godt bruge på at teste arbejdsmarkedet af.

For det andet…

Det tager tid at lære, hvad du godt kan lide i et job. Er du til højt tempo med omskiftelige opgaver, eller er du mere til god tid til fordybelse uden for mange afbrydelser? Går du meget op i et godt kollegaskab, eller vil du helst adskille arbejde og det sociale? Vil du helst væk fra skærmen og ud i den virkelige verden, eller elsker du at hive den ene gode tekst efter den anden ud af tastaturet? Skal der være mange kollegaer omkring dig, eller vil du hellere være en del af et lille team? Alle de her ting og mange flere finder du først rigtigt ud af, når du bliver en del af arbejdsmarkedet.

For det tredje…

Vær ikke for kræsen  –  bevares, gå selvfølgelig efter de jobs, der lyder spændende, men det er altså også nice at komme ud på jobmarkedet og prøve sine nye (super)kræfter af i virkeligheden.

For det fjerde…

Helt konkret kan du så småt begynde at læse forskellige jobansøgninger igennem. Personligt har jeg fundet ud af, hvilke arbejdsopgaver jeg rynker på næsen over, og hvilke der sætter min hjerne i gang med at idégenerere. Hvad er din mavefornemmelse når ord som SEO, SoMe eller CMS-systemer dukker op i et jobopslag?

Konklusionen må være: Giv det tid. Det hele skal nok løse sig!

Held og lykke med fremtiden  –  ingen ved, hvor den fører dig hen. Er det ikke bare både nervepirrende og spændende på samme tid?

Og til sidst: Når du så får det der (drømme)job, så break ikke nyheden ved at skrive JOBNYT på Linkedin… Prøv at vær original! Det er vel derfor, du har fået jobbet?

Cecilie Poulsen er nyudsprunget kommunikatør fra Danmarks Medie- & Journalisthøjskole anno jan. 2020. I dag sidder hun med kommunikationen i Folkesundhed Aarhus, hvor hun prøver at guide den aarhusianske befolkning til et sundere liv med bl.a. fællesskab og motion frem for tobak, ensomhed og alkohol.