Når dataen følger dig overalt

Af: Anders Gyrup Larsen

Vi er blevet vant til, at annoncører følger vores færden på deres hjemmeside, for derefter at bruge dataen til at målrette displayannoncer på andre hjemmesider. Vi kender alle til annoncerne ude i højre side af Facebook, hvor de sko vi har kigget på hos Zalando, og det TV man lige skulle tjekke prisen på hos Elgiganten bliver vist.

De to eksempler hører dog til de mest simple måder at anvende data på. I denne artikel finder jeg krystalkuglen frem og bringer dig et indblik i fremtiden. Og hvad der er state of the art i dag.

Tracking bliver også fysisk
At vores handlinger bliver registreret fysisk, og ikke kun online, er ikke et nyt fænomen. Vi kender det allerede fra de forskellige kundeklubber, som gør, at butikkerne kan registrere hvilke køb vi har foretaget tidligere både i butikken og på nettet. Dataen gør, at annoncørerne kan målrette kampagner og tilbud mod os.

Nogle butikker er gået skridtet videre. For noget tid siden bragte vi en artikel om physical cookies, hvor din færden blev tracket via en nøglering. I stedet for at skulle bruge en speciel nøglering, vil man i dag anvende den smartphone, som du allerede har liggende i lommen.

Den form for fysisk tracking betyder, at ekspedienterne bliver klogere på, hvilke kunder der kommer ind i butikken. Også før kundeklubskort bliver trukket op af pungen. Det betyder, at ekspedienter kender dine interesser, yndlingsprodukter mm. På den måde kan de give dig en mere personlig betjening.

Til inspiration kan du se denne video: https://www.youtube.com/watch?v=0DYzH53ykL0

Outdoor reklamer
Det er ikke kun ekspedienter der får adgang til mere data om kunderne. Annoncørerne får også nye muligheder for at målrette deres reklamer i det offentlige rum. Et eksempel på det er Airmagine, som har fyldt Københavns lufthavn med digitale outdoor reklamer.

Airmagine er den første af sin slags, og virker som et realistisk bud på, hvor fremtiden fører os hen. Derfor kan det også forventes, at vi vil se flere og flere digitale outdoor reklamer i bybilledet.

Når outdoor reklamerne bliver digitale kan indholdet segmenteres ud fra demografiske data, ligesom vi er vant til fra TV. På den måde kan fx øl-producenter reklamere i nærheden af Parken op til kick-off. Ligeledes kan man forestille sig, at fastfoodrestauranterne vil se en fordel i at reklamere fredag og lørdag nat, når man er på vej hjem fra byen.

En sammenkobling af de fysiske cookies og digitale outdoors vil, længere ude i fremtiden betyde, at outdoor reklamerne i høj grad kommer til at ligne de displayannoncer vi ser online. Vil vi se reklamer for de sko vi lige har prøvet uden at købe, mens vi står og venter på bussen.

Omnichannel
Omnichannel oversættes på dansk til ‘alle kanaler’ og betyder, at alle annoncer du modtager fra virksomheder tager højde for, hvor du er i købstragten. Derfor er omnichannel afhængig af, at virksomheden har data på, hvad du foretager dig online og offline, så du undgår annoncer på Facebook for de sko du lige har købt i butikken.

At samle alt data om dig et sted er dog den helt store udfordring ved omnichannel. Det skyldes, at cookies på tværs af platforme skal linkes til en profil. Hvilket i mange tilfælde i dag er årsagen til, at man ofte vi se de fysiske og online cookies blive anvendt hver for sig. Men som man alt andet så vil teknologien blive moden til, at det vil blive nemmere at skabe en brugerprofil på tværs af de to slags cookies.

Hvordan har du det med udviklingen til omnichannel? Er det godt som forbruger, at du kun møder annoncer der er målrettet dig, eller synes du det er en uhyggelig udvikling, der minder for meget om minority report?

 

Om skribenten

Navn: Anders Gryup Larsen

Beskæftigelse: Anders studerer digital kommunikation på RUC. Han har i 2015 være med til at lave kampagne for Ida Auken, og skrevet artikler for Tinderbox.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.